Rapport fra Institut for Marxistisk Analyses møde d. 11. juni 2025.
På Diskoøen ved Grønlands vestkyst, lå der fra 1924 en by, der blev formet omkring byens kulmine. Med isbjergene som baggrund var Qullissat en dansk-grønlansk by med hundredevis af indbyggere. I årevis eksisterede den under truslen af udslettelse, indtil kampen i 1972 blev tabt og resulterer i danmarkshistoriens største folkeforflytning.
1300 mennesker blev spredt over den grønlandske vestkyst.
Der er et officielt narrativ fra de danske myndigheder om hvad der førte til lukningen af kulminen som byen var afhængig af. Kulminen var ikke længere rentabel – kullene var af dårlig kvalitet og indskibningshavnen var frygtelig. I øvrigt var der ikke mulighed for at skabe et alternativt indtægtsgrundlag for byen.
Ifølge mange grønlændere var det dog ikke sandt. Ifølge dem handlede minens lukning om noget helt andet. Qullissat var eksemplet på at der på Grønland kunne være en markant grønlandsk politisk og faglig organisering. En organisering som danskerne var bange for.
Da Phd. Astrid Andersen, begyndte at undersøge historien troede hun, at det kun eksisterede som mundtlig tradition på Grønland. En tradition der alt andet end lige bar stor præg af en konspirationsteori. Noget man måske endda ikke rigtigt ville kunne undersøge.
I hvertfald ikke noget Astrid Andersen selv troede på.
Men da hun først startede undersøgelsen, viste det sig at der i Danmark, gennem den kommunistiske avis Land og Folk var et stærkt kildemæssigt belæg for grønlændernes modnarrativ.
Den røde by på isen
Land og Folks fortælling om Qullissat startede da to kommunister Børge Poulsen og Preben Mårland rejser til byen for der at arbejde som dens læger. Med sig havde de udgaver af Det kommunistiske manifest og avisen Land og Folk.
Blandt de der bliver påvirket af kommunisternes agitation var Hansepaajuk Gabrielsen Som kun 19. årig bliver han valgt til tillidsmand for minearbejderne og i 1947 står han i spidsen for Grønlands første 1. maj fejring. 1. maj mødet ender med en række krav til styrelsen der ejer minen. De kan kun blive forhandlet når ledelsen kommer til byen med næste skib. Men selvom ledelsen havde håbet, at de ved den udskydelse kunne undgå arbejdernes krav, viser arbejdernes organisering sig at være stærkere end ledelsens manøvrer. Som konsekvens af arbejdernes strejke stiger lønnen med 30-60 %.
Men utilfredsheden med det danske styre strakte sig længere end kun til faglige krav. I hele Grønland er der protester mod det egenrådige danske styre og undertrykkelsen af den grønlandske kultur.
En af de konsekvenser der kommer af det, er at statsminister Hans Hedtoft forbød indrejse af kommunister i Grønland. I to årtier stod forbuddet ved magt og det betød at det tog tyve år før Gabrielsen, der i mellemtiden var flyttet til Danmark, kunne vende hjem til Grønland.
Gennemgående kontrollerede styrelsen i Grønland både hvem der måtte rejse til Grønland, men også hvem der måtte rejse fra Grønland. Det betød at Grønland var et stærkt segreret samfund hvor danskere og grønlændere boede adskilt. Qullissat var i den forbindelse en undtagelse, her boede både danskere og grønlændere side om side. Også det betød at Qullissat stod som en udfordring for det danske kolonialstyre.
Kullets kvalitet
I kilder fra de koloniale myndigheder kunne Astrid Andersen læse at myndighedernes narrativ om at kullets dårlige kvalitet ikke var enstemmig. Andre myndighedshavere i Grønland mente at kullet var af stor betydning for økonomien. Under alle omstændigheder var Grønland en statsstyret planøkonomi og minen blev ikke drevet fra et profitmotiv.
Samtidigt er det også tydeligt hvor bange myndighederne, PET og Arbejdernes Informationscentral har været for organiseringen på Grønland.
Kildematerialet tyder altså på, at det er en anden virkelig der gemmer sig bag magthavernes narrativ. En lille flig af den grønlandske historie der bevidst er blevet skjult og fortrængt.
Samtidigt er den blot en brik i den større historie, der mangler at blive fortalt. Qullissat er på Grønland et eksempel på den udvikling mange byer og bygder led under i midten af sidste århundrede. Udviklingspolitikken der i virkeligheden var en afviklings- og splittelsespolitik.
I publikum sidder deltagere der selv har boet i Qullissat. De har siden har talt med nogle af de Grønlændere der oplevede forflytningen og nikker genkendende til oplægsholderens fremlæggelse. Andre har i Danmark talt med eksperimentbørn født i byen, der efter deres tvangsophold i Danmark forsøgte at vende hjem, men kun for at finde deres tomme hjem i en spøgelsesby, familierne spredt over kysten.
Vil man læse mere om Qullissat kommer Astrid Andersens phd afhandling forhåbentligt snart som bog. Indtil da kan man læse bogen Qullissat – byen der ikke ville dø af Søren Peder Sørensen (Der dog når til en anden konklusion end Astrid Andersen og Ole Bachs artikel på Solidaritet.dk om kampene om kulminen.
