Et skolesystem afspejler det samfund, det indgår i. Det er trods alt for at forøge samfundets økonomi, at fremtidens arbejdere disciplineres. Efter en aftens samtale med Wentao, der er opvokset i Shanghai-regionen, er det tydeligt, at denne disciplinering ingen steder er så gennemgribende som i det kinesiske skolesystem.
Vores spørgsmål havde jo egentlig været: ”Når nu man underviser i marxisme i den kinesiske skole – er det så noget, nogen nogensinde bruger til noget uden for skoleregi?” Og svaret på det var egentlig åbenlyst banalt. Hvornår i alverden skulle kinesiske arbejdere få tid til det? Skolen varer fra seks om morgenen til ni om aftenen. Almindelige arbejdsdage har ca. den samme længde. Det er et privilegeret vilkår, hvis man kun skal arbejde fem og ikke seks dage om ugen.
Det er en tilværelse som seriøs lønslave, de kinesiske børn uddannes til. Interessant er det skolesystem, der skal oplære dem, modelleret efter amerikansk forbillede. Det betyder en grundskole, en high school, et college og – for de heldige og rige – muligheden for en universitetsgrad efterfølgende. Skolerne er adskilt af eksaminer, og jo bedre man klarer sig til eksamen, jo bedre skole kan man få lov til at gå på.
Ikke overraskende handler al undervisning om at forberede sig bedst muligt til eksamen. Det betyder udenadslære og evnen til at transskribere tekststykker direkte fra lærebogen.
Marxisme på skoleskemaet
Marxisme er et emne, der fylder på alle niveauer af uddannelsessystemet. Selvfølgelig kun i mindre grad i grundskolen og så gradvist mere, som børnene bliver ældre. Når man når til high school (eller sådan var det i hvert fald, da Wentao gik der), fokuserer undervisningen på tre lærebøger:
- Økonomisk liv
- Politisk liv
- Liv og filosofi
Den første bog lærer eleverne om det økonomiske system: hvad penge er for noget, og basal værditeori.
”Men,” spørger Karen Helveg Petersen, ”hvordan forklarer man egentlig produktionen af merværdi og det, at der jo åbenlyst også er udbytning i Kina?”
Det er simpelt, svarer Wentao. Skolen underviser i, at kapitalisterne (som der ikke er nogen af i Kina) udbytter folk. Punktum. Ikke mere end det.
Og tid til diskussion af emnet? Det er der selvfølgelig ikke. Som sagt handler alle fag om at læse op til eksamen. Facit er selvfølgelig ikke til diskussion.
I bogen om det politiske liv lærer børnene – eller skulle vi sige de unge mennesker – noget om det politiske system, de vokser op i. Folkets demokratiske diktatur, der i sin alvidenhed har overladt det til folkekongressen at bestemme folkets vilje. Det er, i klassisk nysprog, et socialistisk demokrati med kinesiske karakteristika. Med andre ord: Her er det partiet, der bestemmer.
Den filosofiske del af uddannelsen består af en god gammeldags omgang dialektisk materialisme. Verden er materiel, og bevægelse er dens grundlæggende karakteristika. Og til det selvfølgelig et godt skud maoisme med sine hegelianske forsimplinger: Alt består af modsætninger, men i modsætningerne findes der også en enhed.
Mao og Xi på universitetet
På de kinesiske universiteter er niveauet også til at smile af. Wentao fremdrager et eksempel fra en af sine gamle universitetsbøger. I forblommede ord forklares marxismens essens. Det viser sig at være rimelig basal newtonsk fysik.
Vi er nu ankommet til en del af det kinesiske uddannelsessystem, hvor det koster penge at deltage. Ikke nok med at de unges placering på et mere eller mindre prestigefyldt universitet afgøres af, hvor mange point de får i deres afsluttende eksaminer; jo finere universitetet er, jo mere skal deres forældre betale for, at de kan gå der.
Hvad marxismeundervisningen angår, er det dog ikke så vigtigt. Her undervises alle, på tværs af universiteter og på tværs af faggrene, i de samme fem politiske fag. Hvis ikke det allerede var blevet tydeligt, udfolder statens ideologiske apparat sig her i fuldt flor. Ved siden af et fag om, hvad præsident Xi tænker om det nye århundrede, er der også et fag om Mao Zedongs tanker, der dog også mest handler om, hvad Xi mener om det hele.
Mest centralt skal man nok forstå historieskrivningen. Her præsenteres de studerende for en treleddet udviklingsteori. Socialismen har her gennemgået tre faser. Først var der den utopiske (med Saint-Simon, Owen og Fourier), så kom den videnskabelige (Marx), og så kom endelig socialismen med kinesiske karakteristika. Dette er socialismens endemål og også det, som det kinesiske samfund arbejder sig frem imod. Men enhver snak om revolutioner er møjsommeligt fjernet fra fortællingen.
Samtalen i samfundet
Men hvad med politikken efter endt skolegang? Vi forsøger igen, selvom vi har fået svar. Er der ikke nogen, der taler om samfundsudviklingen? Og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, hvis man ikke i skolen har lært nogle begreber til at tale om samfundet med? Tja, svarer Wentao, de politiske diskussioner finder sted på SOME. Men det er svært, for kanaler bliver opløst, infiltreret, og initiativtagerne bliver ofte fængslet.
Alligevel sidder vi denne aften med en klog og kritisk kinesisk arbejder, der godt kan forholde sig kritisk til sin egen skolegang. Men i Danmark arbejder han selvfølgelig også kun otte til fire.