I et humoristisk tour de force, spækket med anekdoter og betragtninger tog Erik Insula tilhørerne til mødet d. 22. oktober med på en rejse gennem det russiske samfund. Erik har besøgt Rusland 109 gange. Han har set madkøerne i Sibirien i 80’erne, spist Steff Houlberg pølser på den røde plads i de sultplagede 90’ere og gået i Vitus Berings fodspor.
På baggrund af et liv som fagnørd med Rusland som besættelse, hjulpet af sine mange russiske kontakter, fortalte Erik om forholdene i landet. Det er en situation præget af krigen i Ukraine og de vestlige sanktioner som Rusland er underlagt. For selv om der stadig er masser af vestlige butikker at finde i de russiske storcentre, så begynder det at skorte på de vestlige varer, til frustration for de vestligt orienterede forbrugere. For selv om der selvfølgeligt kommer erstatninger fra Kina, Indien eller de andre BRICs lande, til at fylde op på de hylder der bliver tømt, så er efterspørgslen i Rusland ikke efter indiske kjoler eller kinesiske færdigretter, men efter de vestlige varer der også i sovjettiden var eftertragtede.
Med et billede af sig selv i Moskva, siddende i hvad der lignede en mudderpøl med et grillspyd i hånden, fortalte Insula om den svære overgang til kapitalismen. Han beskrev de fattigdomsår som Aksel V. Carlsen beskriver i Ruslands sorte oktober og hvordan der ved Putins indsættelse som præsident var store krav til at landet skulle indtræde i EU og NATO.
Sådan skulle det ikke gå og røverkapitalister etablerede i årtiet den position i samfundet de siden ville beholde. Det er ganske tydeligt i dag hvor der i Moskva bor 146 ledende milliardærer, hvis rigdom vitterligt er ufattelig, mens landet samtidigt har 15-20 mio. mennesker der lever i reel armod.
Det er for sidstnævnte, men selvfølgeligt også for den russiske befolkning som helhed, at det er et enormt problem at priserne på husleje og mad er steget. De oplever at uddannelserne nu er blevet så dyre, at kun de relativt velstående har råd til at indskrive sig på universitetet, eller de der aftjener et års tjeneste ved fronten i Ukraine. Og på landet opleves der er gradvist sammenbrud af transportsystemet. Også busserne er blevet indkaldt til fronten.
Elektroniske kuponner
Situationen forventes at blive værre endnu. I forventning om yderligt stigende priser har parlamentsmedlemmer foreslået at indføre en kuponsystem til madvarer. Belært af fortidens fejl, og det store opkøb af de fattiges kuponer i start 90’erne, vil man dog sikre sig mod videresalg ved at gøre kuponerne elektroniske. Skal det virke kræver det dog at de fattige har en computer eller en smartphone, hvilket på ingen måde er givet i dagens Rusland.
Insula havde fra start annonceret at hans oplæg ville være antitetisk. At tilhørerne ville blive præsenteret for modsatrettede informationer og forventedes at trække egne konklusioner derfra. Det var ikke altid svært. For mens fattigdommen forventes at stige, så er de riges indtægter fra salget af olie og gas (1/3 del af landets indtægter) steget trods sanktionerne – og også med våbeneksporten går det forrygende.
Da ordstyrer efter halvanden time må stoppe Insulas sproglige tanketog, så der også kan blive plads til spørgsmål uddyber oplægsholder sin egen vurdering af den økonomiske situation. Et sammenbrud af økonomien kan ikke udelukkes. For ved siden af almindelige forbrugsvarer er der også andre hylder i de russiske butikker der bogstaveligt talt og i overført betydning står tomme.
Landet er godt forsynet med hvede, grisekød og oksekød som det selv producerer, men grøntsagerne er det pø om pø med. Også på boligområdet kan man nogle gange forestille sig at man stadig er i det gamle sovjet. Her er det mangel på dansk producerede pumper og termostater der betyder, at der ikke er kræfter til at pumpe det varme vand helt op til toppen af de nybyggede højhuse. Og når man ikke kan skrue op og ned for varmen, må man gøre som dengang og bruge vinduet som termostat.
Hasper på vinduerne
Der er selvfølgeligt kritiske røster der ytrer sig mod disse absurditeter (Nybyggeriets vinduer er i øvrigt sikret mod at man kan åbne dem helt på de øverste etager) og dette mere offentligt end man måske skulle forvente. Det politiske system er selvfølgeligt helt og holdent domineret af Putins parti og deres proselytter, men i pressen kan kritikken godt komme frem.
Både den landsdækkende avis Pravda og den Skt. Petersborg baserede Fontanka holder sig ikke tilbage fra at kritisere styret. Sidstnævnte går ifølge Insula lige til grænsen for hvad styret vil tillade. Men bevares, der kan ikke læses kritik af den specielle militær operation (invasionen af Ukraine), for den slags har Putins Rusland fængselslejre til at sikre sig mod.
For tiden kører Fontanka et tema om hvad ungdommen godt kunne tænke sig. Gennemgående er det, at de er ret ligeglade med Putin. De er optaget af deres arbejdsliv. Hvorfor de skal arbejde så meget, hvorfor det skal være så kedeligt, hvorfor man ikke kan lege noget mere eller tage en guitar med på arbejde?
Så mens man ikke må forfalde til at tro, at Skt. Petersborgs unge er repræsentanter for hele landet, så er de dog repræsentanter for at andet Rusland, der ikke vil krigen, sliddet og absurditeten men i stedet ønsker sig frihed og selvbestemmelse.