Til et velbesøgt møde, i lidt alternative rammer, gav Peer Møller Christensen den 6. november et godt rids af klassernes udvikling i Kina. Oplægget fokuserede mest på den øverste del af det kinesiske samfund, men man kan sige, derved er svaret jo også givet på, hvorfor de fattige er fattige.
Peer startede med at vise to grafer der viste velstandskoncentrationen i Kina, opløsende alle illusioner om at vi skulle have med et særligt lige samfund at gøre, for herfra at spørge, hvad der havde ledt hertil.
100-dages krigen
Forklaringen tog udgangspunkt i den sælsomme bog, Hundrededageskrigen der blev oversat til dansk i 1974. Bogen handler om kampe mellem forskellige grupper af rødgardister på Tsinghua universitetet i Beijing. Kampe der i sidste ende ender i vold, når den ene og den anden gruppe af studerende griber til våben for at forsvare deres gruppes forståelse af formand Maos dessiner.
Det er en bog hvis politiske handling er utroligt svært at forstå. Det skulle også have gjort sig gældende for oversætteren, der efter sigende heller ikke rigtigt kunne hitte rede i den særegne historie.
Men som altid trækker disse tåger der slører vores forståelse sig tilbage med årene. Med den kinesiske politolog Wang Shaoguang ved hånden forsøgte Peer at give tilhørerne et overblik over de forandringer der skete i de tre år kulturrevolutionen hærgede.
Ifølge professor Wang fandtes der op til kulturrevolutionen tre vigtige klasser i det kinesiske samfund. Bønderne, arbejderne og kadreklassen. Deres interesser stod i modsætning til hinanden, men også internt fandtes der modsætninger.
Kadreklassen, der bestod af både politiske og økonomiske ledere, var således spaltet mellem det nye politiske lag der havde fået magten ved revolutionen og de gamle teknokrater. Arbejderklassen var på sin side splittet mellem aktivister der ønskede at arbejde hårdt for revolutionen (en form stakhanovitter) og det professor Wang kalder ’tilbagestående elementer’, der altså ikke ofrede alt for fremskridtet.
De rødgardistorganisationer der bliver oprettet i starten af kulturrevolutionen bliver startet af studerende hvis forældre efter revolutionen var blevet en del af kadreklassen. Det var eksklusive organisationer, der bekæmpede revolutionens klassiske fjender: Kapitalister og teknokrater. Men det var ikke de modstandere Mao havde møntet de kommende udrensninger på. Det var i stedet (med et uforligneligt kinesisk udtryk) ’dem der går den kapitalistiske vej’, rødgardisternes forældre, der var ved at blive lidt for komfortable i deres nye magtpositioner.
Det satte de rødgardisterne i en svær situation. Til gengæld var der andre for hvem dette bød nye muligheder. Børn af ’de tilbagestående elementer’ lyttede til Mao, tog hans ord alvorligt og så, at her lå deres mulighed for at få gjort op med de privilegier som deres medstuderende nød godt af. De blev også rødgardister, men med nye mere radikale mål.
Det skabte voldsomme sammenstød som Hundredeårskrigen beskriver. Det ender som bekendt med at kommunistpartiet satte hæren ind og rødgardisterne blev sendt på genopdragelsesrejser ude på landet.
Den forbudte bog
Men selv om første slag var endt i borgerkrigslignende tilstande var klassekampen ikke slut endnu. En del af de studerende der havde tilhørt den mest kompromisløse fløj af rødgardisterne samlede sig i Shanghai, for der at teoretisere om den udvikling der var i gang.
De lage vægt på at Kina stadig var underlagt borgerlig ret, dvs. at penge stadig spillede en afgørende rolle i den kinesiske økonomi. For dem var det en tydelig fare for at et nyt borgerskab ville kunne opstå. I stedet foreslog denne gruppe, hvoraf nogle kom til at udgøre en del af firebanden, at man skulle arbejde sig hen imod at flere og flere ting skulle være gratis.
Denne gruppe, som Peer kalder Shanghaiskolen, samlede deres forskellige analyser i en bog. Men bogen blev aldrig udgivet og kan i dag kun sammenstykkes på baggrund af den kritik dens udkast blev udsat for.
Det var Maos død, og firebandens nederlag der førte til at bogens kritik ikke fik lov at blive offentliggjort.
’Socialisme med kinesiske karakteristika’
De nye ledere med Deng Xiaoping i spidsen satte sig for at accelere pengenes rolle i økonomien.
Folkekommunerne blev nedlagt og i stedet blev der åbnet op for at bønder kunne oprette private landbrug. Særligt for bønder der producerede grønsager gav det en stor mulighed for at blive rigere.
I byerne var det derimod (med endnu et fantastisk kinesisk udtryk) ’Bevægelsen for at kaste sig ud i det dybe vand’ der ledte til en ny kapitalistklasses opståen. Her var tale om folk ansat i de statslige virksomheder, der fik mulighed for at sige deres job op og stifte en privat virksomhed. En mulighed de selvfølgeligt havde på baggrund af de kontakter de havde opnået i deres tidligere job. Med andre ord, en sikker vej til klientalisme og kleptokrati.
Det er langt hen ad vejen fra dette at de kinesiske techvirksomheder er opstået.
Det sås også hvordan folk med tilknytning til partiet tilegnede sig fælles ejendom. Ligesom økonomen He Qinglian taler om inclousure bevægelsen. En udvikling hvor lokale ledere indhegnede bøndernes jord tæt på byerne for at udlægge disse til nye projekter. Et klassisk eksempel på primitiv akkumulation (med andre ord – tyveri).
Det er langt hen ad vejen sådan den kinesiske byggebranche er opstået.
Som det også skete i Rusland kom der herefter en udvikling hvor statslige virksomheder blev omdannet til aktieselskaber. Også i Kina kunne arbejderne købe aktier i deres egne virksomheder, og lige som i Rusland var det ikke noget almindelige arbejdere havde råd til. Det betød en enorm koncentration af rigdom på få partifunktionærers hænder.
Men det var selvfølgeligt ikke alle statsejede virksomheder der blev privatiseret på denne måde. Det særlige ved den kinesiske kapitalisme er jo fortsat at partiet har stor magt over økonomien.
Kronprinserne
I løbet af 1990’erne begyndte en ny herskende klasse således at forme sig. Det var en symbiose mellem private kapitalister og højtstående medlemmer af kommunistpartiet. Partiets magt var som i dag ubestridt, og det kan ikke undre, for 90 % af dem der blev millionærer i denne periode var børn af partiveteraner. Det er dem man i Kina kalder for ’kronsprinserne’. Den mest kendte fra denne generation er vel nok Xi Jinping selv.
Eliten er dog ikke homogen. Den består i dag både af det man vil kunne kalde kadrekapitalisterne. Dvs. det kommunistiske partis ledelse og allierede der, efter at ejerskabet er overgået fra staten til partiet, kontrollerer de partiejede virksomheder.
Og her er der igen to fløje. For ud over kronprinserne der har arvet deres position, er der også opkomlinge der har arbejdet sig op gennem det kommunistiske ungdomsforbund.
De sidste er der de seneste år blevet slået ned på. Ungdomsforbundets universitet er således blevet lukket, så Xi Jinpings klike kan konsolidere magten yderligere.
Men ud over partiet er der også en privatkapitalistklasse. ’Dem der har kastet sig ud i det dybe vand’. Eller måske nærmere deres børn. De er arvtagere for de store techgiganter og den enorme byggebranche (30 % af BNP).
De to klasser lever efter Peers bedste bud i en symbiose med hinanden. Men det betyder ikke at der ikke konflikter, som vi f.eks. så da der blev sat grænser for hvor meget egenfinansiering der skulle være ved huskøb. Et lovgivningsmæssigt skridt der førte til byggemastodonten Evergrandes kollaps.
Middelklassen og de prækære ansættelser
Med den enorme rigdom som der er kommet til Kina er det svært at ignorere de 700 mio. mennesker der er løftet ud af fattigdom. De er kommet til byerne, de er blevet fabriksarbejdere, deres børn har fået uddannelser. Som mange unge i vesten er også middelklassens børn i Kina udfordret af manglen på højtuddannede job og mange ender i stedet i den hastigt voksende servicesektor.
På den måde ligner Kina mere og mere de vestlige lande. Og kommunistpartiets fortsatte dominans til trods, må det også antages, at de samfundsmæssige kriser landet kommer til at stå over for, i stigende grad bliver kapitalismens kriser.
Om kronprinserne har svar på det, må vi vente og se.
Institut for Marxistisk Analyse takker Peer Møller Christensen for hans informative oplæg og takker SUF hovedstaden for den lidt improviserede lån af lokaler.
Man kan læse meget mere om klassernes i Kina i Peers nyeste artikel i Kritisk Revy.