Det kan nok vække undren i det borgerlige Danmark, men diskussionen om planøkonomien er langt fra død. Tværtimod har nye algoritmiske landvindinger som ChatGBT og Deepseek skabt fornyet interesse i den teknologiske mulighed for at planlægge økonomien.
Diskussionen går tilbage til tiden før Anden Verdenskrig, da den sovjetiske planøkonomi var ved at blive skabt. Den gang argumenterede den østrigske økonom og senere fader til neoliberalismen Ludvig von Mises, at planlægning var en økonomisk umulighed. Han argumenterede, at niveauet af information der skal bevæge sig frem og tilbage gennem en økonomi ikke kan bevæge sig hurtigt nok, hvorfor kun priser var rimelige indikatorer for hvad der skete i økonomien. Satte man markedets bestemmelse af priserne ude af kraft, ville informationsflowet gå i stykker.
Alligevel kunne det de kommende årtier virke som om at det faktisk kunne lade sig gøre. Sovjetøkonomien voksede med usammenlignelige rater, og hvad der to årtier forinden havde været en fattig bondeøkonomi kunne pludselig sende en mand i rummet.
Det skyldtes nobelprisvinderen Leonid Kantorovitj der udviklede de allokeringsmetoder der i dag kendes som linær programmering. En metode til at beregne det bedste resultat i en matematisk model der består af lineære sammenhænge.
En model der for den sovjetiske økonomi skabte fænomenale resultater, som den også i dag gør for mange kapitalistiske virksomheder.
En anekdote
Og nu til en lille anekdote. Fortalt af en af diskussionens deltagere, fra mødet i slut april. Den gang i 80’erne rejste han meget i Ukraine. Her besøgte han et prisvindende kooperativ, bredt anerkendt for sine fremragende tomater. Store røde og svulstige blev de stablet på transportvognens lad, og så blev de ellers kørt af ukrainske landeveje, ikke mindre hullede end i dag, i retning af nærmeste storby. Her modtog man den fineste tomatpure, men kun meget få hele tomater.
Nok en mere sand anekdote end fortællinger om fabrikker der kun producerede venstre sko, men en illustration af samme virkelighed, en sovjetisk økonomi der begyndte at stagnere da den blev for kompleks.
Allerede dengang med tomaterne var der økonomer der kritiserede den måde som Gosplan kørte planlægningen på. Den skotske computer forsker Paul Cockshott og skotske økonom Allin F. Cottrell kritiserede at planlægningen foregik, ikke ikke ud fra hvilke behov samfundet havde, men ud fra hvilket output bureaukratiet ønskede.
Matematiske modeller
Aftenen oplægsholder, Daniel, har skrevet speciale om emnet på KU, fokuserende på hvordan algoritmerne kunne virke. Efter den ovenfor skitserede indledning gennemgår gennemgår han derfor den matematiske model for hvordan en algoritme kunne se ud.
Algoritmen som han beskriver hedder Harmony, fordi den er programmeret til at belønne overproduktion mindre end den straffer underproduktion. Således opnås harmoni fordi den forhindrer at der opstår brud i flowet i produktionen.
Harmony er en aproksimativ algoritme, der gennem flere regneforsøg prøver at nærme sig det bedste resultat. Det kræver et par forsøg for at publikum forstår de grafer som Daniel opstiller for dem.
Et eksempel i miniøkonomi
Heldigvis bliver det mere klart når Daniel viser hvordan det vil se ud hvis man skal producere en håndfuld biler og traktorer.
I første forsøg vil vi have 10 biler og 5 traktorer, men algoritmens første forsøg giver 6 biler og 6 traktorer.
Det kræver lidt diskussion med publikum for at alle kan forstå algoritmens forskellige dele.
I næste forsøg går det lidt bedre. Både for algoritmens evne til at løse problemet, og publikums evne til at forstå.
Men økonomien er jo som Sovjet økonomien viste meget mere kompleks end et par biler og traktorer, derfor kommer Daniel ind på hvordan kompleksitetsteori virker.
Og det er så her at moderne teknologi kan komme ind og spille en rolle. For det er klart, en enkel computer kan i dag regne meget hurtigere end 100 regnedrenge i Gosplans Moskva kontor i 1930’erne og også meget hurtigere end de skotske professorers universitetscomputere i start 90’erne.
Men det handler ikke kun om computeren regnekraft, forklarer Daniel. Algoritmer fungerer nemlig med forskellig hastighed afhængigt af hvordan de er designede. Det er relevant når vi skal se på Harmony i en større skala.
For noget af det som Cockshott og Cotrells forskning viser, er at hele økonomien ikke hænger lige meget sammen, men at den kan opdeles i sektorer. Her giver Daniel endnu et illustrativt eksempel. Går man eksempelvis til tandlægen og tænker at den smørelse de pudser ens tænder med der smager af banan, også faktisk indeholder banan, bliver man snydt. Den smørelse har ikke set skyggen af et banantræ. Og selvom mange produkter I en moderne økonomi består af andrer produkter, ligesom at produktionen af stål kræver input af både carbon og jern, så er hvert produkt I en økonomi ikke relateret til alle andre produkter. Faktisk kan vi se, at antallet af sammenhænge eller input til hver enkelt vare begynder at aftage selvom kompleksiteten af økonomien vi betragter stiger. Det betyder ligeledes at Harmony algoritmen kan springe en masse udregninger over, og derfor færdiggøre udregningerne meget hurtigere.
Udfordringen er som en af tilhørerne bemærker, at modellerne er statiske, mens der jo hele tiden kommer nye input og teknologier ind i økonomien. Ved slutningen af oplægget går diskussionen derfor i retning af, hvordan demokratisk input kan påvirke algoritmen og hvordan demokratiske processer kan erstatte markedet som den regulerende kraft i økonomien.
Og så vendte de forsamlede tilbage til det spørgsmål som også Mises havde diskuteret. Kan det overhovedet lade sig gøre? Hvad skal der til for at de regnemaskiner som finansministeriet regner med, i højere grad kommer til at afspejle den reelle økonomi end neoliberale fantasier.
For epistemologisk er svaret efterhånden givet. Det er muligt at kommunikere millioner af informationer på tværs af en økonomi ved hjælp af andet end prismekanismen. Om teknologien er klar til at virkeliggøre det og hvordan, forbliver til gengæld åbne spørgsmål lidt endnu.