Et billede af en moské med et hammer og segl på toppen.
Poya har selv lavet tegningen. For der er ikke nogen andre der nogensinde har lavet en tegning af det emne vi skal snakke om i dag.
Der er ikke så mange der har beskæftiget sig med det, og der er ikke rigtigt nogen eksperter.
Stadig er islamo-gauchisme et begreb der vinder indpas. I lang tid har det spøgt i den franske debat, men nu finder det også forsvarere i Danmark.
Islamo-gauchisme. Ideen om at der skulle være en form for alliance mellem islamister og venstreorienterede i det nuværende politiske system.
“Er nogen af jer allieret med islamister?” spørger Poya Pakzad, redaktør på bladet Eftertryk, mens han i lyserød kasket skridter rummet af foran de fremmødte.
En benægtende mumlen breder sig.
Konspirationer og teorier
Poya starter med at kridte banen op. Det han er ude i denne aften er ikke et akademisk oplæg om begrebets epistemologi. Det er heller ikke en optrævling af en konspirationsteori. (Det skulle være forholdsvis indlysende at der ikke er et hemmeligt islamo-kommunistisk HQ hvor politikken koordineres – så det ville blive en kedelig aften, hvis det var det der skulle tilbagevises.)
I stedet vil Poya forsøge at tage begrebet alvorligt og behandle de bedste argumenter, han kan finde i den danske debat, for at der faktisk er noget der kan betegnes som islamo-gauchisme.
Det er selvfølgeligt lidt svært, for begrebet er i første omgang en placeholder for hvad folk gerne vil proppe i det. For der er selvfølgeligt ingen der bekender sig til denne sammensatte ‘ideologi’. Der er intet Institut for Islamo-gauchistisk Analyse, man kan melde sig ind i.
Der må derfor startes med kritikkerne, der mener at kunne identificere et samarbejde, eller et interessesammenfald mellem islamisterne og venstrefløjen.
Udtrykket, det afslører lidt sig selv, er fransk og er i længere tid blevet brugt i den franske kulturkamp. Derfor er det også interessant at se mod Frankrig for at forstå begrebet bedre.
Der har jo været muslimer i Frankrig meget længere end her, så måske er der faktisk plads til, at en alliance mellem islamister og venstreorienterede kunne have udviklet sig der?
Spektakulært var det hvad den franske journalist Nora Bussigny forsøgte at afsløre. Hun gik under cover i Gaza-bevægelsen (dvs. hun klædte sig ud, sådan som hun mente venstreorienterede så ud og gik til demonstrationer og møder).
Erfaringerne samlede hun til en bog. Konklusionen var ikke til at tage fejl af, palæstina-aktivisterne og islamisterne havde samme fjende: Jøden.
Desværre for Bussigny viste det sig at hendes arbejde hvilede på meget tyndt grundlag. Et fransk medie gennemgik alle 40 mennesker hun hævdede at have været i kontakt med. Ingen af dem kunne genkende hendes udlægning af deres møder. Mediet undersøgte også hendes påstand om, at hun have deltaget i over 100 demonstrationer og møder – otte af dem kunne verificeres.
Hvad er en alliance?
For at prøve at nærme sig en forståelse af begrebet foreslår Poya en definition af, hvordan det ville se ud, hvis man skulle kunne tale om islamo-gauchisme. Om en alliance mellem venstreorienterede og islamistiske kræfter om et fælles mål.
For, siger Poya, der kan ikke bare være tale om interessekonvergens. Så kunne man analytisk sammenstille alle mulige forskellige politiske strømninger, der på bestemte områder overlapper.
For at der kan være tale om en alliance, må der være tale om et intentionelt samarbejde mellem mindst to identificerbare, selvstændige aktører
En af tilhørerne spørger om Poya, om han med den definition mener, at der kan være tale om en alliance, hvis en venstrefløjsorganisation samarbejder med en islamistisk organisation om at organisere en demonstration mod folkemordet i Gaza.
Det bekræfter han. Det ville være et godt eksempel på en alliance. Med det afgrænsede mål at afholde en demonstration – men alligevel.
Men spørger han, er der nogle eksempler på, at det faktisk er foregået?
Det er der ingen af de omkring tyve fremmødte, der kan fremdrage. Og der rejser sig en længere debat, om hvorvidt det kriterium, som Poya har opstillet for analysen, er gavnligt.
Er det en alliance hvis Enhedslisten og Dansk Folkeparti samarbejder om et pensionsforslag i Folketinget?
Og hvad med interessekonvergensen. Der kan jo ikke være nogen tvivl om at venstrefløjen hjælper islamisternes dagsorden ved at tillade friskoler og give plads til at bygge moskeer. For venstrefløjens politikere ved jo godt, at det giver plads til islamister, til skoling og til indoktrinering. Men formålet med friskolepolitikken og den religiøse tolerance er jo ikke at styrke islamisterne.
Igen kan onde tunger, måske med en hvis ret, hævde at venstrefløjen agerer nyttige idioter. Men der kan ikke være tale om en alliance.
The danish connection
Oplægget skal videre og diskussionen suspenderes for en stund.
For vi skulle jo have fat i de fornuftige stemmer der talte om begrebet.
Poya finder det bla. i en diskussion i Weekendavisen i december sidste år. Her skriver debatøren ikke om ideologiske alliancer, men om politiske konvergenser. En minimumsdefinition der kan opstilles baseret på et mønster af politiske, diskursive eller taktiske koblinger. Der er altså tale om en relation, hvor der er en fælles interesse, uden at der eksisterer en fælles ideologi eller en fælles plan.
En måde hvorpå dette opstår er gennem den kendte dynamik ‘min fjendes fjende er min ven’.
Her kan f.eks. peges på nogle berøringsflader i Gaza-mobiliseringer, kommunal politik om kønsadskillelse i svømmehallerne og den parlamentariske venstrefløjs voksende afhængighed af vælgere med ikke vestlig baggrund.
Nogle af de debatører Poya fremdrager taler således om en defacto alliance – andre om en defacto konvergens. Defacto dækker her over, at ingen af aktørerene er sig bevidste om konsekvenserne af deres politiske handlinger.
(Man kunne indvende, at det jo kunne være, at venstrefløjen fører den politik den gør, fordi den tror på den. Men det til side.)
Ufalsificerbare begreber
Problemet som Poya præsenterer det, er at det bliver meget svært at blive klogere på hvad islamo-gauchisme er, hvis ikke det dækker over en alliance. For der eksisterer selvfølgeligt berøringsflader og sammenfald mellem mange typer af politiske projekter. Det kræver ikke et nyt begreb.
Ved at hævde at disse sammenfald og berøringsflader så defacto eller ubevidst er noget andet end de ligner, gør at påstandene bliver ufalsificerbare, og derved ikke anvendelige i en analytisk diskussion.
Og så skal man sørge for at have begreberne i orden. For mens Poya hele aftenen har talt konsekvent om islamister (med en indledende definition), så har den offentlige debat det med at have en glidende skala, hvor islamister glider over i konservative muslimer og så igen over i muslimer i det hele taget.
Det udgør en selvstændig fare for venstrefløjen, der ved at skulle ud og afvise, at den er allieret med islamister, kan være med til at acceptere den præmis, at islam eller islamisme skulle udgøre en særlig fare for den vestlige verden.
Islamismens fare
Og dog. Måske udgør islamister alligevel en fare for, måske ikke Vesten som konstruktion, så alligevel for freden og for de mange mennesker der må leve under deres åg.
Men selv hvis venstrefløjen har været naiv. Selv hvis den på den ene eller anden vis, gennem interessesammenfald har styrket nogle islamisters position, så blegner det i sammenligning med den hjælp den danske stats allierede har givet til autoritære islamister.
Helt frem til i dag er USA og Storbritannien tæt allieret med Saudiarabien og de andre golfstater: giver dem våben, træner deres officerer og yder diplomatisk beskyttelse.
Her er ikke tale om en relation eller en konvergens i mål, men en faktisk alliance, med identificerbare parter, der har gensidige interesser som de laver aftaler omkring og koordinerer ressourcer om.
—————————————————————————————————————————————–
(Oplæget baserede sig på følgende indlæg i debatten om islamo-gauchisme:
- Thomas Hoffmann: “En politisk harlekinfigur, ” Weekendavisen, 28. december 2025.
- Jakob V. H. Holtermann: NOTE OM ISLAMO-GAUCHISME (OG ISLAMO-CENTRISME): ET ”ESSENTIALLY CONTESTED CONCEPT” , Facebook, 8. marts 2026
- Kritik: Hvorfor imødekommer venstrefløjen islamiske krav?, DR.dk, dec. 202
- Frederik Stjernfelt, “Islamisme – en højrefløjsextremisme?” , i Øystein Sørensen, Bernt Hagtvet og Bjørn Arne Steine (red.), Høyreekstremisme, Dreyer, Oslo, 2012, s. 131-160)