Spændende debatmøde om nordisk socialisme

Det var et tålmodigt publikum, der måtte affinde sig med et uplanlagt akademisk kvarter, der den 26. april var samlet for at høre diskussionen mellem de to forfattere Pelle Dragsted og Reinout Bosch. Den ene i sin funktion af forfatter til bogen Nordisk socialisme, den anden som kritiker af dette projekt.

Det var kritikken der fik lov til at lægge for. Efter de sædvanlige høflighedsfraser lagde Reinout ud med en kritik af, hvad han og medforfatter Christian Gorm Hansen, mente var det centrale problem i Nordisk socialisme: Måden hvorpå kapitalismen bliver forstået. De kunne nemlig ikke genkende beskrivelsen af samfundet som delt op i to sektorer, en kapitalistisk og en socialistisk. I stedet, blev det fremført, er kapitalismen faktisk så allestedsgennemtrængende, at den også er med til at forme de fænomener der ikke direkte måtte fremstå kapitalistiske.

Mens tankerne om de to sektorer derfor godt kunne virke som tankeeksperiment, for at åbne vores tanker for andre strategier, måtte man altid vende tilbage til en mere nøjagtig definition af samfundet i sin endelige analyse. Det gjaldt også for analysen af markedet, fortsatte Reinout, der ikke bare kunne forstås som fordelingsmekanisme, men måtte forstås som helt grundlæggende for, at kapitalismen er en særlig produktionsmåde.

Videre valgte Reinout at fokusere på den tydelige uenighed der var om forståelsen af staten, men kunne også finde plads til ros, til de af Dragsteds fremtidsvisioner der handlede om inddragelsen af civilsamfundet.

Replik

De følgende tyve minutter fik Dragsted ordet til at replicere. Tiden brugte han til at komme bredt omkring i den kritik der var blevet rettet både i indledningen og i den af Reinout og Christian skrevne bog. Først og fremmest gjorde han klart, at hans socialismevision har et tydeligt endemål. Målet er et samfund hvor den socialistiske sektor dominerer den kapitalistisk. Dog stadig med en hvis plads til at markedet kunne udfolde sig.

Han fremhævede, at den kapitalismeforståelse der blev fremlagt præcist var det han skrev sig op imod. På den måde var det jo rart at skillelinjerne var så tydelige. For ham fremstod denne type kapitalismeforståelse (og også den tilhørende statsforståelse) en anelse metafysiske. Altså, hans kritikere havde tendens til at tildele disse systemer en egen evne til at handle, løsrevet fra de mennesker der udgjorde systemerne.

Yderligere angreb han, hvad han så som, en meget deterministisk historieforståelse hos sine kritikkere. Han fremhævede sit syn på det politiske som konstituerende element i den samfundsfaglige analyse og efterlyste hvor hans kritikere kunne se perspektiver for forandring i et samfund, hvor alt er kapitalisme.

Diskussion

I diskussionen fik Dragsted svar på sine metafysiske fornemmelser. Det blev her fremhævet, at kapitalismen selvfølgeligt ikke har en agens, men at der er en økonomisk funderet akkumulationslogik der er gennemgående for produktionsmåden, der betyder at aktørers handlingsmuligheder struktureres i en bestemt retning. På samme måde var det gældende for ’systemer’. Disse skulle ikke forstås som mystiske enheder, men som systematiseringer af menneskelige relationer ud fra nogle gennemgående handlingsmønstre. Når der i debatten blev talt om at gøre om med institutioner, var der altså tale om mere end at skifte bestemte personer ud i forskellige stillinger, nemlig, at indholdet af disse stillinger også skulle være et andet.

Christian Gorm Hansen tog ordet for at tage til genmæle mod Dragsteds synspunkt, at forandringen ikke kan forestilles hvis kapitalismen dominerer det hele. Han mente, at det Dragsted præsenterede var en dialogisk forandringsforståelse, hvor sidestillede elementer i konkurrence med hinanden gav muligheder for forandring, mens den forandringsforståelse han og Reinout havde præsenteret i højere grad var dialektisk, da den tog udgangspunkt i, at det netop kunne være nogle af de mest kapitalistiske sektorer i samfundet, der kunne vise sig at udgøre en kim til socialisme.

Som afslutning ville en deltagere høre om ikke oplægsholderne kunne enes om at se perspektiver i den demokratiske tradition som civilsamfundet repræsenterer. Det kunne de begge. En anden tilhører var mest interesseret i, hvordan der dog nogensinde skulle kunne komme en revolution, når nu alle var så uenige om det meste. Her kunne oplægsholderne også finde enighed i, at mens teoretiske diskussioner er vigtige og nødvendige, så har de også en tendens til at træde i baggrunden når man i fællesskab begynder at handle.

Institut for Marxistisk Analyse takker Pelle Dragsted for sin deltagelse i debatten og takker Solidaritetshuset for at stille lokaler til rådighed.

WPMessenger