Syd for Sahara

Til studiekredsen d. 6. marts skulle der dækkes intet mindre end 25 lande. Selvfølgeligt en fuldkommen umulig opgave. Derfor var Karen Helveg Petersens indlæg også splittet op i fire dele, hvor forskellige dele af det sydlige og østlige Afrika blev beskrevet.

Steen Folke, tidligere forsker hos DIIS, havde valgt at fokusere sit indlæg på tre par af lande. Tanzania-Kenya, Angola-Mozambique og Sydafrika-Botswana, det sidste land nåde han endog ikke at komme ind på, på grund af emnets enorme omfang.

Steen indledte med en længere fortælling om hvordan han var kommet til at beskæftige sig med, hvad man i gamle dage kaldte ”udviklingen i U-landende”. Han har særligt som den danske repræsentant i Action Aid rejst meget i området og har i flere årtier forsket i området. Dengang har var politiker for Venstre Socialisterne havde han endda fået den tvivlsomme ære at møde Robert Mugabe, der i øvrigt var dybt uinteresseret i at møde danske parlamentarikere og mest var interesseret i Tvind og dets leder, Mogens Amdi Pedersen.

Og, når nu det var Institut for Marxistisk Analyse der havde indbudt ham, ville han lige nævne en artikel han havde skrevet i det amerikanske magasin Antipode en gang i 70’erne. En artikel der var meget populær dengang og for første gang forsøgte at sætte geografien på et historisk materialistisk grundlag. Og som den slags jo er, blev artiklen meget bombastisk og meget programmatisk.

De mange års erfaringer i Afrika har nok ændret Steens opfattelse en anelse om hvor bombastisk man kan udtale sig. Aftenen igennem var hans overvejelser i hvert fald balancerede, med respekt for det kæmpe emne studiekredsen beskæftigede sig med. De tre par af lande han havde udvalgt til at snakke om, var derfor også udvalgt fordi de havde tre forskellige typer af udvikling.

Frihedskamp og et-parti-styre

Staternes historie starter her med deres løsrivelse fra de gamle kolonimagter. I denne del af Afrika var det fortrinsvis Storbritannien, Frankrig og Portugal. Fokus blev på, hvordan landene havde nået deres selvstændighed. For Kenya og Tanzania var det sket allerede i 1960’erne. I Tanzania forholdsvis fredeligt, mens briterne i Kenya havde brugt mange kræfter på at slå Mau Mau oprøret ned.

Briterne sparede ikke på volden da de slog Mau Mau oprøret (1952-1960) ned. Her billede fra en britisk koncentrationslejr. Foto: Getty Images

Mens Kenya efter løsrivelsen fik et forholdsvis højreorienteret styre overgik magten i Tanzania i årene efter løsrivelsen til et styre der selv kaldte sig socialistisk. Afrikansk socialistisk. For Tanzanias vedkommende betød dette en kollektivisering af det land der før havde tilhørt de hvide og en flytning af forskellige dele af befolkningen til egne hvor der var brug for arbejdskraft. Ikke et forsøg der havde videre succes.

Mange afrikanske lande eksperimenterede i disse år med den afrikanske socialisme og der var derfor også mange diskussioner af hvad det egentligt var. Diskussionerne greb tilbage til mange af de diskussioner der var blevet ført i Sovjetunionens første år. De handlede om hvordan man kunne skabe socialisme i mangelsituationer. Tidligere amerikansk præsident Barack Obamas far, Barack Obama sr., bidrog også til den debat. Men mangelsituationen betød at det ikke kunne lykkedes med socialisme i Afrika. Ikke mindst det faktum at de neokolonialistiske styrer i vesten og de store kapitalistiske koncerner ikke ville tillade økonomiske eksperimenter at blomstre. Det er til gengæld spændende at diskussionerne fra 70’erne nu tages op af en ny generation af afrikanske socialister.

I de portugisiske kolonier Angola og Mozambique krævede det en langvarig frigørelseskrig at drive portugiserne ud. Det var først efter nellike revolutionen i 1974 at landene året efter opnåede selvstændighed. I begge lande var det oprørsbevægelsen der efter selvstændigheden fik magten i landet. Selvom bevægelserne havde set sig selv som demokratiske, har det vist sig meget svært at gå fra at være en militært organiseret bevægelse med en ubestridelig leder, til at være et magthavende parti i en demokratisk stat. I ingen af landene har det herskende parti endnu afgivet magten.

Mens hverken Angola eller Mozambique kan siges at være demokratier, er det anderledes for Sydafrika. Her var der som bekendt ikke nogen kolonimagt efter at briterne i 1931 havde givet landet dets selvstændighed under hvidt overherredømme. Alligevel har ANCs enorme rolle som vigtigste parti i anti-apartheid bevægelsen betydet, at partiet ikke har skulle dele magten med nogen de sidst 30 år. Igen kan man overveje hvilke konsekvenser det har haft at skulle gå fra ulovlig modstandsbevægelse til herskende parti.

Sydafrika har valg til efteråret og det ser faktisk ud som om at ANC mister dets absolutte flertal i parlamentet. Muligt er det at partiet skal indgå et samarbejde med tidligere ANC-ungdoms formands Julius Malemas parti Economic Freedom Fighters der er et erklæret revolutionært parti.

Neokolonialismen

At de forskellige lande havde fået selvstændighed betød selvfølgeligt ikke at de tidligere koloniherrer forsvandt. Særligt Frankrig og Storbritannien forsøgte at fastholde relationer til deres tidligere kolonier, både gennem handel, investeringer og udviklingsbistand. Stort set alle landene i regionen blev efter deres løsrivelse en del af samarbejder, der betød at de fik adgang til europæiske markedet, men også gav europæerne adgang til deres markeder. Sådan er det også i dag hvor EU er Afrikas største handelspartner både hvad angår import og eksport.

Gennem 1990’erne gennemtvang Verdensbanken en række liberaliseringer af forskellige økonomier under overskriften Washington Consensus, og også i dag er lån stadig fuldstændigt afgørende for hvordan landene i regionen kan udvikle sig.

I dag er både USA, Kina og Indien langt mere investeret på det afrikanske kontinent end tidligere. Kina gennem forskellige infrastrukturprojekter og Indien særligt i det østlige Afrika hvor der gennem århundreder har været en større indisk diaspora. Men disse projekter blegner altså stadig i forhold til europæernes indblanding på kontinentet.

Og så har Sydafrika som det sydlige Afrikas absolut rigeste land i mange år haft en enorm indblanding i sine naboers udvikling.

Et enormt kontinent

I diskussionen blev det taget op, i hvor høj grad man egentligt kan tale om den afrikanske udvikling i overordnede termer, og om det overhovedet kunne give mening at tale om en afrikansk socialisme. Karen Helveg Petersen svarede, at det jo var vigtigt at huske på, at der i 1970’erne havde været en langt større panafrikanisme, og at ideen om den afrikanske socialisme skulle forstås i den kontekst.

Derudover skulle det være tydeligt, at en enkel studiekredsgang er alt for lidt til at kunne gå i dybden med de mange forskellige spændene udviklinger der foregår. Også i denne rapport har der ikke været plads til at nævne spændingerne mellem Etiopien og Eritrea, Somalia og Somaliland, dets historiske årsager og de skiftende alliancer mellem landene. Vi er slet ikke kommet ind på de østafrikanske ø’er, som studiekredsen også dækkede.

Heldigvis er studiekredsen ikke slut endnu. D. 10 april tages næste skridt, når Carsten Jensen og Mikael Bjerrum, forfattere til Kupepidemien, fortæller om de mange autoritære magtovertagelser, Afrika har set siden 2013.

WPMessenger