I år er året, hvor der er blevet brugt flest penge på militær nogensinde (se overskriften). Sådan har det været de sidste 9 år. Og det er over hele verden, at der oprustes.
Vi ved selvfølgelig alle, at vi lever i usikre tider, at krig og kaos hersker i mange dele af verden, men alligevel kan det være svært at danne sig et rigtigt overblik over, hvad der foregår, og hvordan udviklingen er. Dr. Nan Tian var af Institut for Marxistisk Analyse og Netøk inviteret til København d. 27. spetember for netop at give denne type overblik.
Dr. Tian er seniorforsker ved Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI), et institut, der midt i den kolde krig blev nedsat for at kortlægge verdens militærudgifter. Siden da har de kortlagt våbenkapløbenes flod og ebbe.
Statistisk klarhed
Men sidste år, for det er selvfølgelig de nyeste tal, der er tilgængelige, var altså det år i verdenshistorien, hvor der blev brugt aller mest på lønninger, krigsmateriel, brændstof og alt det andet, verdens militærer har brug for. Det skyldes på vores hjemmelige breddegrader krigen i Ukraine, der har ført til oprustning i både Rusland og NATO-landene, men også i Asien og Mellemøsten er der oprustningsspiraler i gang.
Særligt Kinas aktivitet i det Sydkinesiske Hav har fået dets nabolande til at øge udgifterne til militær, mens militære investeringer i Vietnam og Japan så igen har ansporet kineserne til at investere yderligere. Indien, den næststørste militærmagt på fastlandet, investerer også heftigt for at kunne holde trit med kineserne.
Disse tendenser ses tydeligt afspejlet i den statistik, Dr. Tian havde taget med til sit oplæg. Af alle verdens militærudgifter står de fem største spillere for ikke mindre end 61%. USA står, som endnu uomstridt militærhegemon, for en tredjedel af verdens udgifter og bliver efterfulgt af Kina, der tager et stykke på 12% af lagkagediagrammet, og af Rusland med sine langt mindre imponerende 4,5%. Indien og Saudi-Arabien ligger med henholdsvis 3,4 og 3,1% endnu et stykke længere bagud, men er stadig store regionale spillere alene i kraft af deres militærbudgetter.
Nu er udgifter jo ikke det samme som magt, som Dr. Tian svarer en af tilhørerne i den efterfølgende diskussion. En dansk korporal forventer mere i løn end en kinesisk, og ved siden af det kommer der spørgsmål om arsenal, erfaring og doktrin.
Den historiske udvikling
At USA og Rusland (Sovjetunionen) er store militære spillere, er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, men Kina, Indien og Saudi-Arabien er nytilkomne i det globale spil. Ser vi tilbage på midt-halvfemserne, brugte de tre lande stort set intet på militær. For Kinas vedkommende gjaldt det, at deres udgifter til militær ikke var meget mere end det dobbelte af den danske stats.
Denne periode, som markerede afslutningen på den kolde krig, var generelt kendetegnet ved en nedgang i de internationale militærbudgetter i takt med, at lande på begge sider af jerntæppet begyndte at vælge sociale investeringer frem for krudt og kugler.
Først med ’krigen mod terror’ begynder udgifterne igen at stige, og det er også i denne periode, at Putin kommer til magten i Rusland, og de militære investeringer i Kina og Indien starter.
Ved finanskrisen faldt investeringerne i militæret i takt med, at stater skar ned, hvor end det var muligt, og først i 2014, med Ruslands annektering af Krim, begyndte udgifterne til militær igen at stige i Rusland og NATO-landene.
Prisen
Økonomien er ikke et nulsumspil, alligevel er det tydeligt at se, at når der bruges flere penge på militær, så går disse midler fra andre indsatser som sundhed, uddannelse og klimatilpasning. Udviklinger, der som SIPRI kan vise, har en tydelig ulighedsskabende effekt.
Procentvis bruges der i Vesten endnu ikke en så stor del af økonomien på militæret som i den kolde krigs tid, om end langt flere lande end før nu når NATO’s 2% krav, men i modsætning til under den kolde krig omhandler sikkerhedsspørgsmålet i dag en lang række flere ting. Regeringer bør tænke immigration og klimaforandringer ind som en nødvendig bestanddel af deres sikkerhedsstrategier, og det har også været tilfældet i en længere periode.
Siden Ruslands invasion af Ukraine er minderne fra den kolde krig dog blevet mere virkelige, og med dem tendensen til at tænke sikkerhed som forsvar alene. Det betyder, at udgifterne til militær i NATO-landene er skudt i vejret, særligt sidste år, og det kan vi ikke vide, men kun antage, sikkert endnu mere i år.
Mens russerne har hældt 109 mia. $ i krigsindsatsen, har ukrainerne, der immervæk bruger halvdelen af deres nationalbudget på det, kun haft 64,8 mia. $ at sætte ind, til hvilket der kommer de 35 mia. $ dollar, landet har modtaget i støtte fra sine allierede.
Et spil på mange planer
Det har særligt efter annekteringen af Krim været tydeligt, at EU forsøger at frigøre sin militære kapacitet fra den amerikanske dominans. Med den nylige økonomiske plan, Mario Draghi har fremlagt for unionen, er der endnu flere ansatser til dette.
Det er dog ikke alle medlemslande, der marcherer i samme retning. Som Karen Helveg kunne fortælle i et kort oplæg, har Danmark 500 virksomheder, der er involveret i militærindustrien. Af disse er 45 større spillere på markedet, der producerer højteknologiske produkter, som de sælger til andre europæiske lande, men som de særligt sælger til amerikanske virksomheder, for hvem de er underleverandører.
Mest notorisk af disse virksomheder er Terma, der ved siden af at lave dele til Lockheed-Martins F35-kampfly også producerer for den israelske besættelsesmagt.
For nu har de danske virksomheder altså valgt at satse på det amerikanske marked, men det er der ingen tvivl om, at EU i den kommende tid vil forsøge at ændre.
Om oplægsholderen
Nan Tian er seniorforsker og programdirektør for SIPRI’s program for militære udgifter og våbenproduktion. Han tiltrådte SIPRI i oktober 2016 og har været ansvarlig for at overvåge og administrere SIPRI’s database for militære udgifter. Hans forskningsarbejde hos SIPRI omfatter emner relateret til tendenser i de globale militære udgifter, efterspørgslen efter og konsekvenserne af militærudgifter samt gennemsigtighed og budgettering på militærrelaterede områder. Nans arbejde involverer også vurdering og analyse af tendenser i den globale våbenindustri. Hans øvrige forskningsinteresser inkluderer årsagerne til og virkningerne af interne konflikter samt sammenhængene mellem konflikt og militærudgifter. Hans doktorafhandling har titlen ‘Militærudgifter, Konflikt og Udvikling’ og undersøger forholdet mellem militærudgifter, interne konflikter og økonomisk udvikling. (1)