Til forårets sidste oplægsarrangement kom Irene Odgaard og fortalte om sine forskelligartede erfaringer fra arbejdslivet, og hvordan dét, på sociologistudiets førsteår, at have undervist i Kapitalen havde fulgt hende siden.
Før hun blev fabriksarbejder, og senere kranfører hos B&W, havde Irene forsøgt kræfter med sociologistudiet på RUC. Året var 1979 og professorerne var lige blevet smidt på porten. De studerende kunne jo lige så godt undervise hinanden var tanken. Men det var altså ikke lige sagen, at undervise medicinere i økonomisk teori, og denne del af universitetskarrieren blev afsluttet kort tid efter den startede.
Studierne blev udskiftet med lønarbejde, og da Irene bliver ansat hos B&W, falder det sammen med en stor runde fyringer i hele landet. Den højkonjunktur der blev forventet efter 70’ernes krise manifesterede sig ikke. Arbejdsløsheden kom for at bide sig fast.
Det var hendes erfaring med massearbejdsløsheden, der førte interessen i retningen af Marx’ formuleringer om ‘den industrielle reservearme’, som han efter inspiration fra Frederik Engels bruger flittigt i Kapitalen. Marx kunne selvfølgeligt ikke andet end at beskrive den tid han selv levede i, men det blev tydeligt for Irene, at Marx i teksten talte om forskellige typer i ‘den industrielle reservearme’.
Der var både de flydende arbejdsløse, der kom ind fra landet, eller emigrerede fra en del af verden til den anden. Der var det latente lag, der hver dag ventede på et arbejde, de måske ville få. Og så var der den stagnerende del. De mennesker der var blevet så ødelagte af at arbejde, at de altid var arbejdsgivernes sidste valg når der skulle ansættes.
For arbejderne i den periode (og nok også i dag) var det særligt de flydende arbejdsløse der var problemet. Den tilrejsende arbejdskraft sænkede gennemsnitslønnen i en periode hvor denne allerede var lav og hvor også børnearbejde pressede de voksnes lønninger. Den danske arbejderbevægelse samlede sågar penge ind til tilvandrende arbejdskraft, så den kunne fortsætte sin vandring, over havet, til Amerika.
Den institutionelle magt
Det var også i forbindelse med et møde for engelske arbejdere, der var trætte af at arbejdsgiverne inviterede arbejdskraft fra udlandet, at Marx i 1864 skrev Den internationale arbejderassociations inauguraladresse. Her bemærker han , at ti timers arbejdsdagen ikke kun var en praktisk sejr, hvormed arbejderne kunne få bedre levevilkår, det var også en principiel sejr, der rykkede forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere.
”Denne kamp omkring en lovfæstet begrænsning af arbejdsdagen blev ført med så meget større heftighed, som striden her – bortset fra den opskræmte havesyge – stod om på den ene side det blinde herredømme, som lovene om tilbud og efterspørgsel udøver, og som udgør bourgeoisiets politiske økonomi, og på den anden side kontrol med den samfundsmæssige produktion gennem indsigt og fremsyn, hvad der udgør arbejderklassens politiske økonomi. Derfor var titimersloven ikke blot en stor praktisk sejr, det var et princip, der sejrede. Det var første gang, bourgeoisiets politiske økonomi i fuldt dagslys bukkede under for arbejderklassens politiske økonomi.”
(Karl Marx: Inauguraladressen – 1864)
Marx peger her på en af de former hvorpå arbejderne har magt i samfundet. Ved at aftaler bliver institutionaliseret. Desuden, fremhævede Irene, har arbejderne både magt i kraft af antal, og ved at besidde nøglepositioner i produktionen. Det sidste gjaldt f.eks. elektrikeren hos B&W, der lagde kredsløbet om i kranerne hver gang han reparerede noget, så det altid kun var ham der kunne fikse problemer.
Fuld beskæftigelse
Som kollektiv er arbejderklassens forhandlingsmagt, som Irene havde nævnt tidligere i oplægget, i høj grad bundet op på graden af beskæftigelse. Det så Irene komme til udtryk i perioden før hun selv kom på arbejdsmarkedet. Her kulminerede tressernes højkonjunktur i oprørerne der startede i foråret 1968, hvor arbejderne gik fra at stille krav til løn og arbejdsvilkår, til at stille krav til arbejdet som fænomen. Hun nævnte her Kirunastrejken i 1969, der var en stor inspiration, hvor arbejderne gik i strejke under parolen: ”Vi er ikke maskiner.”
Kirunastrejken kom til at være inspiration for mange arbejdere i Norden. FOTO: PRESSEBILDE, TT/NTB SCANPIX TT
Den høje beskæftigelse førte til at arbejderbevægelsen krævede fuld dækning for tabt arbejdsfortjeneste ved arbejdsløshed. Når det ikke var den enkeltes skyld, at denne gik arbejdsløs, kunne det heller ikke forventes, at denne skulle betale. Ligeledes voksede kravet om industrielt demokrati frem. For det virkede ikke længere åbenlyst at det var virksomhedsejerne der burde bestemme over produktionen.
Mens nogle tiltag blev ved snakken kan man i Danmark se hvordan der i perioden blev vedtaget en arbejdsmiljølovgivning og tidsbegrænsningen på arbejdsløshedsunderstøttelsen blev afskaffet. Og selv om det aldrig blev gennemført tog også socialdemokraterne ideen om industrielt demokrati til sig i form af deres forslag om økonomisk demokrati, ØD.
Opsvingets endeligt
I 80’erne er de gode tider dog endegyldigt forbi. Arbejdsløsheden fortsætter med at stige, og ved at se over på den anden side af Vesterhavet, kunne dansk arbejderbevægelse se hvordan deres engelske kammerater blev knægtet. Som følge blev krav om ØD droppet og frem for store krav indgik de kompromis med Schlüter-regeringen om arbejdsmarkedspensionen.
Irene var i perioden vendt tilbage til universitetsverdenen, og med en afsluttet eksamen i bagagen var hun kort inde og vende i beskæftigelsesministeriet, før hun vendte snuden i retningen af fagbevægelsen. Her blev hun af SID ansat til at forberede tillidsmænd på hvordan de skulle modtage den nye teknologi der voksede frem. Spørgsmålet blev som for Marx’ hvordan arbejdernes strukturelle magt kunne fastholdes eller styrkes i en opbrudssituation. Eller mere konkret, hvordan kunne den nye teknologi organiseres, så det ikke var ledelsen der kontrollerede alle arbejdsprocesser.
Det var dog ikke længe at arbejderbevægelsen kunne forfølge denne strategi. Som 90’erne skred frem flyttede produktionsvirksomhederne i stigende grad til Asien.
Langt fra Europa vendte fortidens arbejdsfordeling tilbage. Arbejdstiden var høj, arbejdsløshedsunderstøttelsen ukendt og selv børnearbejdet vendte tilbage.
Tillidsrepræsentanterne måtte nu i højere grad lære at forstå virksomhedernes strategier på det globaliserede marked, ligesom de måtte lære at forstå de internationale institutioner der nu i højere grad kom til at regulere det internationale arbejdsmarked.
På hjemmelige bredegrader tog omsvinget form af en prækarisering af arbejdsmarkedet. Fænomener som korttidskontrakter, vikarbureauer og solo-selvstændige var pludseligt noget fagforeningerne skulle bekymre sig om.
Irene fokuserede som følge af internationaliseringen også i sin afslutning på de kampe der foregår inden for EU. Her har fagbevægelsen fokuseret på, at få indført den såkaldte sociale søjle i EU arbejdet. Igen et forsøg på at styrke arbejdernes institutionelle styrke. En del af ideen kom sågar fra Danmark hvor Poul Nyrup i 2006 foreslog en europæisk mindsteløn. I dag har regeringen med fagbevægelsens støtte dog taget denne del af den sociale søjle op med EU-domstolen, hvor den kræver, at dette ikke skal gælde i Danmark.
Institut for Marxistisk Analyse takker Irene Odgaard for hendes spændende oplæg og takker Solidaritetshuset for lån af lokaler.