Med pessimismen som følgesven – Møde om EU og venstrefløjen

Det var ikke en aften af optimisme, da Institut for Marxistisk Analyse og Mediehuset Solidaritet havde inviteret til diskussion om venstrefløjens forhold til EU. Med erfarne oplægsholdere som Kenneth Haar, som sidste år udgav bogen Kapitalens Europa og Duroyan Fertl, som tidligere har arbejdet for det irske venstrefløjsparti Sinn Féin og GUE/NGLi Bruxelles, var scenen sat for nørdede indsigter.

Oplægene lagde ud med at se på de begivenheder der har været de seneste årtier, hvor EU modstanden har stået stærkest. Det var samtidigt en gennemgang af nogle af de vigtigste kampe, der har stået om unionen siden den blev skabt. Samtidigt var det også et bagtæppe der afslørede den manglende diskussion om EU i dag.

Det er ikke kun uden for parlamentet at diskussionerne er blevet mindre. En mindre venstrefløjsgruppe i parlamentet har betydet, at gruppen producerer færre kritiske analyser end tidligere. I sidste ende ligger svagheden dog i den manglende folkelige mobilisering og venstrefløjens manglende evne til at hjælpe bevægelserne til at finde en vej frem.

Skal venstrefløjen finde en fælles styrke i den nuværende situation skal det være omkring et bestemt emne. Den abstrakte enhed er ikke mulig. Men også organisering om noget så åbenlyst som klimakrisen formår ikke at skabe enhed på venstrefløjen. Her kunne Duroyan fremhæve et eksempel, hvor det cypriotiske kommunistparti modsatte sig en vedtagelse, fordi partiet stod stærkt blandt arbejderne i gasindustrien. En samling om sundhedsspørgsmålet, som det skete under coronakrisen, var til gengæld et eksempel på et område hvor enighed kunne opnås.

En fuld reportage fra dagen kan læses på Solidaritet.dk.

Institut for Marxistisk Analyse vil gerne takke Mediehuset Solidaritet for det gode samarbejde og Solidaritetshuset for at lægge lokaler til arrangementet.