Den 7. februar tog Institut for Marxistisk Analyse hul på forårssemestrets studiekreds om de politiske udviklinger i Afrika. Studiekredsleder Karen Helveg Petersen lagde ud med en række geografiske kort, for at få afgrænset det vestlige- og centrale Afrika som første møde skulle handle om. Det var tillige en afgrænsning af hvilke økonomiske samarbejdsfora de forskellige lande havde tilsluttet sig, samt hvilke lande der havde holdt sig ude. Centralt står forholdet til Frankrig. Den tidligere kolonimagt der har domineret mange af landende, og hvis dominans nu langsomt bliver udfordret.
Særligt i Vestafrika er der de seneste år sket en række regimeskift, hvor fransksindede præsidenter er forsvundet og deres erstatninger har følt sig mere tiltrukket til Rusland og muligheden for, at engagere lejesoldater fra den berygtede Wagner gruppe.
Frankrig udøver dog stadig stor indflydelse i regionen, ikke mindst fordi mange af dets tidligere kolonier bruger den såkaldte CFA Franc, en postkolonial møntfod skabt af franskmændene. Møntfoden er låst i en fast kurs til Euroen og er behæftet med en lang række betingelser fra fransk side. En af aftalerne er således at landene ikke må finansiere deres budgetter med underskud. Mere væsentligst er dog, at de enkelte lande skal deponere halvdelen af deres pengebeholdning hos de franske finansministerium, der derved kan øve stor kontrol over landenes økonomier.
Det økonomiske forhold viser sig selvfølgeligt også politisk, og om end der er sket nogle magt skift i centrale lande, er der også fransksindede diktatorer tilbage. Dengang Karen boede i Congo (DRC) i 1982-83 hed præsidenten Sassou-Nguesso. Fyrre år senere sidder han stadig solidt på magten.
Landene i Vestafrika eksporterer både kakao, guld, bauxit og jermalm. Men det enkelte land er ofte meget fokuseret på én vare. Elfenbenskysten står således for at producere 40 % af verdens kakao forbrug. I Burkina Faso består 80 % af landets eksport derimod af guld. I Centralafrika er det hovedsageligt olie der eksporteres (Til stor glæde for det franske olieselskab Total). Dermed var de overordnede forhold ligesom ridset op, og Karen tog fat i oplæggets næste del, at gå lidt mere i dybden med udvalgte land.
Sahel
Ser man på et kort over Afrika, er det tydeligt at der løber et bånd gennem kontinentet. Et område der strækker sig fra kyst til kyst, hvor Saharas sandørken bliver til sten, og hvor sten siden erstattes af gevækster. Sahel regionen er ikke kun området hvor geografiske områder støder sammen, men også en smeltedigel af kulturer og levemåder. Her møder nordens muslimske nomader de kristne bønder fra syd, og med ørkenens fremmarch bliver alles levemåde mere usikker.
Regionen led hårdt under den Libyske diktator Muammar Gaddafis død. Borgerkrigen i Libyen sendte både soldater og våben sydpå og var med til at eskalere allerede eksisterende utilfredsheder i regionen. Kort fortalt fastholdes de investeringer der sker i de Vestafrikanske lande i deres hovedstæder og storbyer der ligger ud til Atlanterhavet, jo længere man kommer ind i landet, jo mindre er der til befolkningerne. Utilfredsheden med situationen kom bl.a. til syne i Mali, hvor nomadefolket Tuaregerne gjorde oprør mod centralstyret. Både Frankrig, men senere også Danmark skød til hjælp for at slå oprøret ned. Begge lande er dog siden blevet smidt ud af landet, efter den mindre fransksindede del af militæret kuppede sig til magten. Denne har i stedet inviteret Wagnergruppen til landet, hvilket på tragisk vis førte til massakre på den civile befolkning.
I Sahels ørkenlandskab er grænserne mellem det ene land og det andet ikke tydelige. For nomaderne har de aldrig spillet en rolle. For Tuaregerne, Boko Haram eller andre oprørsgrupper byder det en mulighed for at undslippe en forfølger og regruppere. Konflikterne kan derfor ikke inddæmmes til et enkelt område. Fra Mali spredte den sig til Burkina Faso og siden også til Niger. Også her blev landets diktator, der stod på god for med Vesten kuppet. Endnu et nederlag i rækken for de vestlige magter der forsøger at fastholde deres indflydelse på det afrikanske kontinent.
Det litterære tvist
Nu tog forfatter Peder Frederik Jensen over, der har rejst meget i Afrika, for at tage tilhørerne endnu et niveau ned i forståelsen, tættere på de mennesker det egentligt handler om. Han startede ud med at fortælle om sin første rejse til Afrika syd for Sahara, fra Marokko, gennem Vestsahara, langs de miljømæssigt ødelagte kystområder, hvor danske fiskere henter deres indtægt, og ind i kontinentet til det sagnomspundne Timbuktu. En rejse der endte med at blive til romanen Vold.
Peter er tydeligvis fascineret af sit emne. Engageret fortæller han, retter misforståelser i Karens oplæg og zoomer ind og ud på Google Earth for at vise de forskellige regioner han taler om. Afrika er, og det har selvfølgeligt også været ansporende til studiekredsen, for mange stadig et terra incognita. I Danmark er der særligt øje for de tidligere britiske kolonier som Kenya og Tanzania, hvor man kan tage på storvildt safari mens det frankofone Afrika sjældent kommer i nyhederne. Ikke desto mindre er de områder Peter fortæller om, helt afgørende for det system vi lever under. Om det er ædelmetaller til mobiltelefoner og elektriske biler, eller træ til parcelhusets nye terrasse står Afrika centralt.
Centralt sætter Peter Camaroon, et land og et folk der særligt har vundet hans hjerte. Han rejste for et par år siden til landets østlige del, for at se hvilke konsekvenser borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik ville få for nabolandet. Landet er opbygget som mange andre. Ved kysten ligger storbyerne hvor eliten bord. Jo længere man kommer ind i landet, jo færre veje er der og fortsætter man ind i landet holder asfalten på et tidspunkt op. Så er der kun grusveje og siden hjulspor der kun kan bruges til transport i årets tørre måneder. Ankommet hertil så Peter to ting. Det første kom fra Vest. Lastbil efter lastbil fyldt med franske tropper, på vej for at gribe ind i nabolandet. Dernæst kom der lastbiler fra øst, nu fyldt til randen med træ. I en lind strøm kørte de forbi. For når først vejene er tørre skal man skynde sig med at få fragtet træet afsted.
Når den søde panda er skurken
Med billeder fra artiklen Spøgelsesfolket, som han har skrevet til Information forklarer Peder om sit møde med Bakafolket, det oprindelige folk der lever i området. De lider under den massive skovdrift, der presser dem væk fra de områder, de måske har beboet i tusinder af år. Indkomsten fra skovdriften er nødvendig for elitens del og hersk politik. Men adspurgt i hovedstaden er der ikke mange der overhovedet ved noget om hvordan Bakafolket lever, eller hvilke problemer de kæmper med.
Bakaerne, der er nomader, har ikke et fast område de bor på. Men uden fast ejendom ingen fast identitet mener militæret og uden identitet intet identitetskort. I et område hvor de skovhuggende firmaer kerer sig meget om hvem der befinder sig hvor, betyder det at bakaerne bliver begrænset stærkt i deres bevægelighed. Kontrolposter bliver sat op forskellige steder og når man ikke har et identitetskort kommer man ikke igennem.
Folket har ikke mange allierede og når internationale organisationer kommer til området gør de ikke situationen bedre. Som Peter har skrevet om i sine artikler lægger f.eks. WWF store forhindringer op for bakaerne og udelukker dem fra deres traditionelle leveområder.
Til egen regering kan bakaerne ikke vende sig. Den bekymrer sig ikke om deres lod. I stedet gør de derfor som andre oprindelige folk i deres situation, de går uden om regeringen og henvender sig direkte til de store donatorer med en dybfølt bøn om at lægge pres på WWF for ikke at fjerne deres sidste levegrundlag.
I denne uge udkommer Peter Frederik Jensens tredje artikel om Afrika og alle artiklerne vil senere på året blive samlet til en bog.
D. 6. marts holdes næste møde i rækken og selv om man gik glip af opstarten kan man fint spirnge ind i studiekredsen der. Ud over Karen Helveg Petersen der vil indlede om landene i det sydlige og østlige Afrika kommer Steen Folke, mag. scient. i geografi, fhv. lektor ved Københavns Universitet og seniorforsker ved DIIS, der i sit oplæg vil lægge vægt på, hvordan afkoloniseringen foregik forskelligt i de tidligere overvejende britiske og portugisiske kolonier.