Tredje møde i Afrika-studiekredsen kom til at stå i kuppets tegn. Selvom også andre kontinenter kender til kuppet som politisk middel, er Afrika et kapitel for sig. 98 kup har kontinentet måttet lægge jord til de seneste 70 år. Unægtelig en del af den postkoloniale arv.
Aftenens oplægsholdere Mikael Bjerrum og Carsten Jensen har ladet sig inspirere af FN’s generalsekretær António Guterres, der har talt om at det afrikanske kontinent er midt i en kup-epidemi. Dog – må man notere sig – fordeler kuppene sig ikke ligeligt over de mange årtier. De klumper sig sammen i bølger. Første bølge var den mest omfangsrige med 45 kup i årene 1962-82. Herefter indtræder en periode med stabilitet, men fra 1995-2001 kan man tale om bølge nummer to. Her er der 15 forskellige kup. Den bølge vi står i nu tæller allerede 10 kup, og det er jo ikke til at vide om denne bølge er overstået eller først lige er gået i gang.
Udviklingen skriver sig ind i en verdenshistorisk tendens, hvor de etablerede demokratier er på tilbagegang, men hvor vi i Vesten primært set ’illiberale demokratier’ som Ungarn og Tyrkiet udvikle sig, sker denne udvikling i Afrika iklædt camouflagefarver.
Demokrati i camouflagefarver
Det er tydeligt på meningsmålinger at de fleste afrikanere foretrækker demokratiet – om end der selvfølgelig er nationale udsving – og det giver også god mening at folk gerne vil have muligheden for at bestemme over deres eget liv. Hvor kupgeneralerne kommer til magten, er det da også tydeligt, at de der taber mest, er dem der har mest at vinde ved demokratiet, kvinder og unge.
Det er derfor heller ikke tilfældigt at mange af de kup vi de seneste år har set i Afrika klæder sig i demokratiets farver. Her er det opgør med familiedynastier eller fastgroede regenter, der danner udgangspunktet for løfter om at nu må det være befolkningens tur. I bedste demokratiske stil har generalerne derfor også lovet at udskrive nyvalg. Det lader dog vente på sig.
Ser man på den nuværende kupbølge er der nogle fællestræk der træder frem. Først må man notere sig, som studiekredsen også har diskuteret tidligere, at det er Sahel regionen der står i centrum. Det betyder at kuppene foregår i lande hvor der i forvejen er konflikt. Desuden er det tydeligt at de tidligere franske kolonier er overrepræsenteret i kupstatistikken.
Det er da også tydeligt at mange mennesker i Afrika er trætte af Vestens indblanding i deres forhold. Som Mikael Bjerrum formulerer det har Vestens bidrag til de afrikanske problemer haft en tendens til at værre for lidt, for sent og forkert.
Afrika korpset
Det begynder at vise sig i afstemningerne i FN om krigen i Ukraine. Her havde Vesten als immer forventet støtte fra deres tidligere kolonier. Men det er blevet tydeligt at situationen er forandret og europæisk diplomati sidder nu og genovervejer sine muligheder.
Situationen betyder at Rusland sidder med gode kort på hånden, både fordi landet har historiske bånd til de afrikanske frihedsbevægelser og fordi Putin sælger en antiimperialistisk fortælling. Det viser sig både i Wagnergruppens store rolle i Sahel regionen og ved at Rusland med 26 % nu er den største våbeneksportør til området.
Blottet for historisk ironi har Kreml i øvrigt valgt at omdøbe Wagnergruppen til Afrika Korpset.
Også Kina er som bekendt en voksende spiller på kontinentet. En god handelspartner der ikke stiller besværlige spørgsmål om pressefrihed og menneskerettigheder.
Det er muligvis ikke det mest optimistiske emne at diskutere. Heldigvis slutter Karen Helveg af på en positiv note. Der har lige været valg i Senegal, og her er det oppositionen der har løbet med sejren. Et politisk ubeskrevet blad har vundet præsidentmagten, så nogle steder tager demokratiet da skridt fremad.