Saito vil forbinde diskursen om Marx’ økologiske lære med degrowth-bevægelsernes diskurs. Som ramme sætter han klimaspørgsmålet i forhold til vores imperialistiske levemåde (Ulrich Brand og Markus Wissen). Ud fra Marx taler han om en tredoblet outsourcing fra kapitalakkumulationens centre: teknisk gennem forstyrrelse af økosystemet, rumligt gennem økologisk imperialisme og tidsmæssigt gennem mentaliteten ‘efter os kommer syndfloden’ (kap. 1). Ved kapitalismens afslutning fører dette tilbage til Luxemburgs modstilling, socialisme eller barbari (30).
Klima-Keynesianismen kan ikke løse problemet, da den fastholder økonomisk vækst som målsætning. Der er lige så lidt at forvente fra en Green New Deal som ‘forretningsmulighed’ eller fra FN’s bæredygtighedsmål. I betragtning af de allerede delvist overskredne planetariske grænser (Johan Rockström u.a. 2009) er det illusorisk at satse på afkobling af BNP fra CO2-emissionerne. Ifølge Rockström (2019) er der en vej ud af den økonomiske væksts fælde, nemlig at afstå fra den (39). Konklusion: I stedet for økonomisk vækst står postvækst på dagsordenen.
Derved er kritik af kapitalistisk degrowth på sin plads. I Japan hersker der for eksempel en lang stagnation af kapitalistisk økonomi med en voksende kløft mellem rig og fattig og med nye kul-kraftværker (84). Det ‘etablerede degrowth-lager undgår (imidlertid) spørgsmålet om kapitalismen’ (67). På den måde bliver kapitalistisk degrowth et farligt tomrum i forhold til fremtidens alternativer (69): det kan blive til barbari; til ‘klima-Maoisme’ (sic!); eller også til klima-fascisme. Under anerkendelse af ‘Generation Z’s kapitalismekritik’ og ‘revolutionære’ miljøbevægelser, der fokuserer deres praksis på direkte aktioner (77), argumenterer Saito for en ‘degrowth-genstart’. Den skal tage definitionen af kapitalismen ud fra kapitalen som selvøgende værdi alvorligt (82). Og det med formålet af en ‘radikal reform af arbejdet og overvindelse af klassemodsætningen baseret på udbytning og herredømme’ (85f).
I sin sammenfatning af et kapitel om den økologiske Marx (Marx in the Anthropocene) anbefaler Saito så degrowth-kommunisme som et redskab (123ff) for ‘stationær økonomi, en kilde… af radikal overflod, der har sin oprindelse i Commons.’ Dette kræver (i overensstemmelse med den engelske titel ’Slow down’), at venstrefløjens ‘accellerationisme’ undgås. Den propagerer nemlig en luksuskommunisme gennem accelereret økonomisk vækst. Herved overses forskellen mellem låste teknologier som geoengineering samt negative emissionsteknologier og åbne teknologier, ‘der tillader mennesker at udvikle deres evner til selvstyre’ (147). Dette kunne føre til top-down ‘klima-Maoisme’. Saito overser med denne benævnelse imidlertid, at Maoisternes kollektivisering af landbruget startede med en fase af gensidig hjælp – et koncept, som Saito ellers anbefaler til genoplivning af fællederne eller Commons.
‘Kapitalisme betyder mangel, kommunisme… overflod’ (kap. 6). Opløsningen af Commons baner i første omgang vejen for kapitalismen med dens grundlæggende modsætning mellem værdi og brugsværdi. Knaphed skabes igen og igen, indtil det ender i katastrofekapitalismen. Kommunismen, som negation af negation, bringer derimod Commons tilbage og skaber ud fra dette ‘radikal overflod’ (165ff). Således ville borgerne ‘genoprette kontrol over elektriciteten’ ud fra en erstatning af monopoliserede energikilder gennem grænseløs og gratis solstråling og vindstrømme. Sammen med arbejderkooperativer kæmper borgerne for (gen-)kommunalisering af væsentlig infrastruktur og yderligere ‘alternativer til den skrumpende velfærdsstat’ (168). Dette sigter mod ‘et liv, der ikke længere er underlagt diktatet fra arbejdsstress og økonomiske bekymringer, (hvor) man i stedet for har mere tid til gensidig hjælp og aktiviteter, der ikke står i konsumerismens stjernestatus’ (171).
Til sidst handler det om ‘verdens redning’, ved at omvæltningen ‘begynder på arbejds- og produktionsstedet’ (189). Eksempler på bylandbrug som i Detroit og voksende ‘modstand mod bilindustrien’ (191) er retningsgivende. Sidstnævnte er – uden at Saito nævner det – negationen af den første negation, der startede med, at bilismen i sin tid reddede kapitalismen (Baran/Sweezy 1966 i ‘Monopolkapitalen‘). Det gælder i det hele taget om, med Marx ‘radikalt at transformere arbejdet, så produktionen tilpasses naturens kredsløb’ (193). Springet til realiseringen af dette ‘visionære koncept’ af degrowth-kommunisme forberedes gennem fem forandringer: Overgang til brugsværdiøkonomi; forkortelse af arbejdstiden; ophævelse af ensformig arbejdsdeling; demokratisering af produktionsprocessen; og fokus på systemrelevant arbejde (194ff). Sidstnævnte skal fremmes i stedet for at tilbyde ‘Bullshit-Jobs’.
Endelig anbefaler Saito at bruge klimakrisen som ‘håndtag’ til transformationen (kap. 8). Knudepunktet er en urbanisering, der er gået for langt, idet byerne står for over 2/3 af den globale drivhusgas-emission. Her fremhæver forfatteren kombinationen af lokalsamfund og kooperativer, som med kobling til det globale syd er blevet udviklet i Barcelona og netværket af ‘fearless cities’ (Mere om det i byplanlægger Peter Schultz Jørgensens værker, sidst om The Bronx, New York). Endelig handler det om at opnå en kritisk masse på 3-4% af borgerne for degrowth-kommunismen. På den måde kan den imperialistiske produktionsmådes ‘Kapitalocæn’ erstattes af et positivt ‘Antropocæn’.
Marx i den antropocæne tidsalder (På tysk og engelsk i 2022) er en videreudvikling af Saito’s tyske doktorafhandling om Marx’ økologi, offentliggjort i 2016 af forlaget Campus (‘Natur gegen Kapital’) og i 2017 af forlaget Monthly Review (‘Karl Marx’s ecosocialism: nature, capital and the unfinished critique of political economy’). Begge dele er skrevet på baggrund af hans medarbejde ved det igangværende internationale projekt for udgivelsen af Marx’ og Engels’ skrifter MEGA 2. Mens MEGA 1 med redaktøren David Rjazanov (1927) mere eller mindre ignorerede Marx’ udførlige noter om naturvidenskabelige og etnologiske kilder (2022, 16), viser Saito med deres hjælp, hvordan Marx integrerede økologi og viden om perifere samfund i sin kritik af den politiske økonomi. – Marx kunne imidlertid ikke fuldføre sit offentliggjorte arbejde i denne retning, hvilket førte til alvorlige misforståelser.
For at imødegå dem, rekonstruerer Saito Marx’ forskning fra hans modtagelse af agrarkemikeren Justus von Liebigs ideer om jordens frugtbarhed til indsigt i økologiske processer af miljødestruktion og lokal klimaændring forårsaget af skovrydning (C. Fraas); indtil perspektivet af et stofskifte mellem mennesker og ikke-menneskelig natur der reguleres gennem selvorganiseret arbejde, som i førkapitalistiske produktionsformer blev praktiseret restriktivt (G.L. v. Maurer).
Forløberen for Saito’s bog fra 2022 var bogen ‘Kapitalen i Antropocæn’, der i 2020 var blevet en bestseller i Japan. Dens engelske nyudgave blev hilst velkommen i The Guardian som ‘A new way of life: the Marxist, post-capitalist, green manifesto captivating Japan’ (9.9.22). Saito tilskriver bogens succes Covid-perioden med dens koncentrerede opmærksomhed. Selv skærpede han sin idé om degrowth-kommunisme i den akademiske diskurs og kalder den altså ‘Marx i den antropocæne tidsalder’.
Han ønsker ikke nødvendigvis at omdøbe det videnskabeligt definerede antropocæn til kapitalocæn ligesom Andreas Malm, Elmar Altvater eller Jason Moore, der ideologikritisk vendte sig mod en abstrakt idé om menneskeheden, der ville fritage kapitalister fra spørgsmålet om krisernes årsager. Saito ser derimod et perspektiv i det, at Antropocæn gennem ‘negationen af negationen’ kunne ophæves og føre til produktion af ‘fælles rigdom’ (2022, 226-236). Ved at bryde tilliden til produktivisme og eurocentrisme, ville folks egen aktivitet blive frigjort. Den traditionelle, uni-lineære historieforståelses passiverende virkning havde jo også vist sig i tavsheden over for ‘outsideren af den autoritære kommunisme’ Wolfgang Harich, der allerede i 1975 har stillet spørgsmålet om Kommunisme uden vækst, hvilket Saito imidlertid ikke er bekendt med (se Argument Studienheft AS 50, 11).
Ny i Saitos teoriudvikling fra 2022 er hans rekonstruktion af Georg Lukács’ opfattelse af det arbejdsmedierede stofskifte mellem mennesker og ikke-menneskelig natur, som blandt andet blev ansporet af økosocialisten Michael Löwy i 2013. Lukács udviklede her en ikke-kartesiansk-ontologisk, men en metodologisk-analytisk dualisme mellem natur og samfund, der understreger dialektikken mellem stof og form (‘form and material’, 119-125). Dette gør det muligt at relatere forskellige miljøødelæggelser til samfundsformer.
Som udgiveren af Monthly Review, John B. Foster, hævder Saito, at Marx udviklede en teori om stofskifte (metabolisme). Påstanden støttes af et enkelt citat fra ‘Kapitalens’ bog 3, som findes i to varianter. Ifølge MEGA 2 drejer det sig om et ‘uopretteligt brud…i forbindelse med det samfundsmæssige og naturlige, af jordens love foreskrevne stofskifte’ (MEGA2 II, 4.2, 752). Som udgiver af ’Kapitalens’ 3. bog skrev Friedrich Engels derimod om ‘et uopretteligt brud… i det sociale, af naturens love foreskrevne stofskifte’ (Forlaget Rhodos 1972: 3. bog 4, 1045; Marx Engels Werke MEW 25, 821). Som Saito påpeger, udglattede Engels dermed Marx’ adskillelse af samfundsmæssigt og naturligt stofskifte på en ensrettet, monistisk måde (2022, 53).
Saito finder samme monisme hos Jason Moore (2022, 116). I sin bog om kapitalismen i livets net beskylder han den ‘marxistiske metabolisme-skole’ for at den ‘postulerer to stofskifter, et SAMFUNDSMÆSSIGT og et NATURLIGT’ (Moore: Kapitalismus im Lebensnetz, Berlin 2020, 129 med store bogstaver; engelsk 2015, 88). Ifølge Moore undgår dette “det virkelig revolutionære spørgsmål: hvordan kan stofskiftene af kapital, magt og produktion… bringes på linje?” Men ud fra MEGA 2 varianten må man erkende, at Moore dermed beskylder sine modparter om at bygge på det, som Marx oprindeligt sagde! – Kontroversen burde ud over Lukács’ metodologiske dualisme også inddrage Saitos økologiske vurdering af intellektuelle forskelle hos og samarbejdet mellem Marx og Engels (2022, 43-72).
Efter sit meget benyttede værk ’Til kritik af den politiske økonomi: Grundrids’ fra 1857 udviklede Marx sit i ’Kapitalen’ videre udførte begreb om reel underkastelse (subsumption) af arbejdet under kapitalen. Dette forbyder ifølge Saito at betragte produktionsmidler som uafhængig variabel for at revolutionere produktionsforholdene (2022, 8). Først og fremmest skal frihed og autonomi for de associerede producenter realiseres i et opgør med underkastelsen (2022, 156).
Som Marx indså i løbet af 1860’erne, skulle et nyt økonomisk system på omfattende vis hele det globale økologiske brud i materielle, tidsmæssige og rumlige dimensioner (2022, 182). Dermed imødekommer marxismen vores miljøbevægelsers forlangende om ‘system change, not climate change’. Marx indledte omstillingen ved at forlade den deterministiske historiske vej med produktivisme og eurocentrisme og udvikle sin nye idé om kommunisme. Gennem tilbagetrængning af vareformen, lokal forankring og begrænsning af produktionen skulle produktionen af mangel i den kapitalistiske produktionsmåde afløses af fælles rigdom: en brugsgodernes økonomi – forankret i de genvundne Commons og deres ressourcer – ville kende sine grænser, overholde dem systemisk og udvikle sig til postvækst-kommunisme.
Saito, Kohei, Slow down. How degrowth communism can save the Earth. Oversat af Brian Bergstrom, Weidenfeld & Nicholson, London 2024 (paperback, 264 s., kr. 194,95).
Samme: Systemsturz. Der Sieg der Natur über den Kapitalismus (Systemkollaps. Naturens sejr over kapitalismen, tysk). Oversat af Gregor Wakounig, dtv Verlagsgesellschaft, München 2023 (kart., 320 s., )
Saito, Kohei, Marx in the Anthropocene. Towards the idea of degrowth communism (Marx i Antropocæn. Mod ideen om degrowth-kommunisme, engelsk), University Printing House, Cambridge, Storbritannien 2022 (pb., 276 s., )