USA bygger på en kollektiv forestilling om ét samlet folk, der står sammen om sine ledere. Men kigger man på landets historie, handler den om forskelsbehandling og et stadig betændt racespørgsmål, der rider landet som en mare.
Udgivet på Solidaritet.dk 23. januar 2021
Racelovgivningens blodige spor
Det siges ofte at slaveriet, hvis levn er racisme, er den amerikanske arvesynd. Det står i hvert fald til troende, at den oprindelige version af forfatningen nidkært i sin første artikel opgjorde ’andre personers’ – dvs. slavernes – værdi til at være den samme som 3/5 af en fri persons, når staternes medlemmer af Repræsentanternes Hus og dermed antallet af valgmænd skulle fastlægges. Den indfødte indianske befolkning talte slet ikke med.
Slaveriet blev ophævet ved Den amerikanske Borgerkrigs (1861-65) ophør gennem præsident Lincolns 13. forfatningstilføjelse fra 1865, mens den 14. fra 1868 beskyttede borgernes rettigheder i forhold til staterne. Den 15. tilføjelse fra 1870 rettede sig mod racediskrimination ved at garantere borgernes ret til at stemme uanset race, farve eller tidligere tjenesteforhold (servitude).
“Gennem hele det 20. århundrede var Demokraterne gradvist blevet mere økonomisk progressive, og stillede sig på ‘den lille mands’ side. Det kulminerede med Franklin D. Roosevelts ‘New Deal’ i 1936, mens Republikanerne gik den anden vej. Men Roosevelt gjorde ikke op med Sydens racelove.”
Tilbageslaget kom med det såkaldte ‘1877 Kompromis’, der blev indgået fordi ingen præsidentkandidat vandt flertallet i valgmandskollegiet i 1876. Til gengæld for at lade den republikanske kandidat vinde, krævede Sydstaterne, at føderalregeringen skulle trække sine tropper tilbage. Det var i forvejen overladt til delstaterne at følge op på forfatningstilføjelserne, men nu kunne sydstaterne uden overopsyn vende kursen efter den progressive genforeningsperiode. Det blev til de såkaldte black codes, senere kaldt Jim Crow-love, der skilte de tidligere slavegjorte ud og begrænsede deres handlemuligheder, hvad angår arbejde og ejendom.
Stik imod, hvad den 15. forfatningstilføjelse havde bestemt, satte disse stater barrierer op for at folk kunne bruge deres stemmeret. De stillede blandt andet krav om kvalifikationer for at blive registreret som vælger, eller om forevisning af identitetspapirer ved afstemningen, og ved i det hele taget at komplicere afstemningsmåden og gøre det mere besværligt at nå frem til afstemningssteder. Dertil kom kreativ genoptegning af valgdistrikter (gerrymandering), og billedet blev en klar vælgerundertrykkelse.
Politisk kovending i 1960’erne
Hverken Borgerrettighedsloven (Civil Rights Act) af 1964 eller Stemmeretsloven (Voting Rights Act) af 1965 har elimineret disse metoder. Bill Clinton gjorde det lettere at registrere sig som vælger, men også dét blev mødt med modstand fra en gruppe dedikerede højreorienterede, der målrettet har forsøgt at tage stemmeretten fra sorte vælgere. De hævdede, at sorte nu blev favoriseret gennem ’racial’ gerrymandering, og kørte retssager med krav om, at distrikterne burde være ‘farveblinde’.
I 2013 underkendte Højesteret den del af stemmeretsloven der krævede, at alle delstatsbegrænsninger på udøvelsen af retten til at stemme skulle godkendes på føderalt niveau. Dermed kunne sydstaterne, der efter 1965 var blevet overvejende republikansk, prøve at genindføre hindringer for mindrebemidlede sorte. Det har medført en række retssager, som sagsøgerne nogle gange har vundet.
Gennem hele det 20. århundrede var Demokraterne gradvist blevet mere økonomisk progressive, og stillede sig på ‘den lille mands’ side. Det kulminerede med Franklin D. Roosevelts ‘New Deal’ i 1936, mens Republikanerne gik den anden vej. Men Roosevelt gjorde ikke op med Sydens racelove. Det opgør begyndte først med Anden Verdenskrig. I Syden fortsatte konservative, åbenlyse racister dog med at tilhøre det Demokratiske Parti, lige indtil vedtagelsen af Lyndon B. Johnsons borgerrettigheds- og stemmeretslove. Omkring det tidspunkt svingede de to fremtrædende, stærkt racistiske senatorer, Strom Thurmond og Jesse Helms fra henholdsvis South og North Carolina, over til Republikanerne og beseglede endegyldigt, at Lincolns parti var blevet vendt på hovedet.
Men lad os springe til det nyeste valg. Det har været klart, at hvis Demokraterne skulle til magten igen, var opgaven at få registreret fattige, sorte vælgere samt at få dem til at stemme på valgdagen. Delstatspolitikeren Stacey Abrams fra Georgia har i en årrække med stort held lanceret kampagner for ’get out the vote’, underforstået, at det er potentielle demokratiske vælgere, der sigtes til.
En særlig Donald Trumpsk taktik var at sætte spørgsmålstegn ved lovligheden af de afgivne stemmer i svingstatsvalgkredse, der var domineret af sorte vælgere i fattige storbyområder i Pennsylvania og Michigan. Han blev ved med at hævde, at der havde været snyd ved at lovlige stemmer (hans) var blevet erklæret ugyldige eller ligefrem smidt væk, eller ulovlige stemmer (Bidens) var talt med. Ja, der var simpelthen tale om valgtyveri, det næstsidste argument Trump havde i sit arsenal. Det allersidste var forsøget på at få Kongressen til at underkende valgresultatet.
Raceopdelt religiøsitet
USA som land er grundlagt på ideen om, at enhver er sin egen lykkes smed, men samtidig er det holdt sammen af ’communities’, ofte i form af religiøse samfund. Nye religionsafarter skyder rask væk op, ikke mindst fra ’evangelisk’ jord. De tenderer til at have den finte, at Gud har et helt særligt forhold til Dig. Hvis Du tror på ham, vil han sørge for at Du får en indbringende fremtid. ’Jesus loves you’, er ideen, men det kan kræve lidt smisken i form af bidrag til Hans Kirke at komme i første række. Det er hverken en særlig udviklet eller indviklet teologi. Til gengæld kan den tilpasses lukkede kredse – også af etnisk art – efter behov. De evangeliske kirker er altovervejende stærkt konservative for at sige det pænt. Med hensyn til det dennesidige liv hylder de ægteskabet mellem mand og kvinde og vil forbyde abort. Nogle er stærkt homofobe, andre mere moderne.
Med forbløffelse ser man, at de mest arkaiske tankestrukturer trives midt i den moderne højteknologiske tidsalder, også hos den bedrestillede elite. Den Yale-uddannede jurist og senator fra Missouri, Josh Hawley, der 6. januar foreslog at forkaste valgresultatet i de svingstater, som Trump ikke vandt, mener ifølge New York Times, at samfundets onder stammer tilbage fra den kætterske munk Pelagius, der omkring år 400 gav udtryk for, at mennesket havde en fri vilje til at gøre godt og følge loven – og det uden Guds hjælp! Ja, nåden kunne komme fra gode gerninger. Ved at støtte Trump har han da heller ikke just fremmet gode gerninger, men ligefrem at se Trump som indrulleret under Jesus’ domæne er at strække teologien til bristepunktet. Altså her har vi en ny version af en ambitiøs og måske også opportunistisk højrefløjsfanatiker, der efter sigende har præsidentønsker. Måske har han forregnet sig.
Det giver mening at tale om ’hvide’ og ’sorte’ kirker, til dels på grund af deres forskellige lokaliteter, men også fordi de har forskellig orientering ud over klientel. ’Sorte’ kirker vil naturligt nok være mere progressive, i hvert fald på raceområdet, men mange er alligevel forbløffende moderate. Kongresmedlemmet Jim Clyburn fra South Carolina, nr. 3 i lederskabet for Repræsentanternes Hus og betragtet som borgerrettighedsikonet John Lewis’ efterfølger som ’sort’ politisk-moralsk leder, gav Biden sin støtte lige inden primærvalget i South Carolina. Det blev den første stat, som Biden vandt, og hans kandidatur styrkedes støt derefter. Clyburn har ikke bare stor magt blandt sydens sorte befolkning, men udtrykker også dens politiske midterposition. Uden tvivl tænkte han også som Obama på, hvem der kunne vinde præsidentvalget. Symbolsk blev den afgørende rolle, som Syden fik hele vejen igennem valgåret, endnu et tegn på, at de historisk racemæssigt undertrykte ikke mere vil tilsidesættes, som hele verden så i slaget om Georgia. Black Votes Matter.
Klassekampen og de nye klasser
Arbejderklassen har i hvert fald siden Franklin D. Roosevelts tid traditionelt været demokrater. Men ved valget i 2016 vandt Trump i rustbæltets arbejdsløshedsstater. Mens dele af Syden var blomstret op økonomisk, forfaldt nordøststaterne. De overvejende hvide arbejdere syntes ikke de fik hjælp fra Obamas regering til at finde beskæftigelse, tværtimod var deres job gået tabt i udflagning og snuppet af kineserne. De fleste læsere kender nok argumenterne, så jeg vil ikke gentage dem her. Det spillede Trump dygtigt på. Men underliggende var det også et spørgsmål om, at hvide arbejdere følte sig marginaliseret af latinoer og sorte, og det er gået hen og blevet en identitær problematik.
Disse arbejdere ser først og fremmest sig selv som amerikanere, ikke arbejdere. Mange har en ret kort familiehistorie i nord, hvortil de var indvandret fra især sydlige stater for at indtræde i efterkrigstidens spritnye fabrikker. Der kunne børnene komme på college og få et funktionærjob eller gå i forældrenes fodspor. De sidste 20-30 års industrilukninger har ført til regulær social elendighed i store lommer af landet, karakteriseret ved en opioid-epidemi, småkriminalitet og familieopløsning plus regulær fattigdom. Washington er fjernt. Men i og for sig vil de ikke have hjælp fra Washington, de ville bare ikke have, at andre får det, herunder de sorte. Og så ville de også gerne skånes for øst- og vestkystnormer om LBGT++, Black Lives Matter, nye generationer af feminisme, MeToo og collegestuderendes ’safe space’-kultur.
Trumpisterne, den hårde kerne af vrede hvide mænd og fanatiske Trump-tilhængere, der bruger ekstrem hadetale og er voldsparate, er i en klasseanalyse et lumpenproletariat, der ikke drømmer om industrijob, men lever fra hånden til munden af tuskhandel, sort arbejde eller tilfældige tjanser, de fikser deres egne ting, skramler rundt i en stor gammel bil og er, som vi ved, ellers aktive i SoMe-grupper eller det ’dybe net’. De der angreb Kongressen onsdag 6. januar svarer fint til det billede, det er ikke en karikatur. Men deres arkaiserede kulturelle præferencer ligger helt inden for Hollywood mainstream fantasier om vikinger og mytiske væsner og ’master of the universe’-supermænd. Der er også fredelige højreradikale, der hepper på Trump uanset hvilke påstande han kommer med. Men jeg tror at det utålelige ved valgresultatet for begge grupper er, at Biden vandt på grund af mobiliseringen af ikke-hvide stemmer, dvs. at den valgdemografiske transformation, som så mange højrekræfter har arbejdet indædt på at forhindre, nu har fundet sted på trods. De konkrete anklager om snyd er derimod udskiftelige og opportunistiske.
“De sidste 20-30 års industrilukninger har ført til regulær social elendighed i store lommer af landet, karakteriseret ved en opioid-epidemi, småkriminalitet og familieopløsning plus regulær fattigdom. Washington er fjernt. Men i og for sig vil de ikke have hjælp fra Washington, de ville bare ikke have, at andre får det, herunder de sorte.”
Ved kysterne og de store byer findes de progressive, enten midtersøgende demokrater eller Sanders-tilhængere, der arbejder i teknologitunge virksomheder, finans og forsikring og alle slags tjenesteydelser. Der er også fremragende, endog marxistiske venstreorienterede, der underviser på mindre kendte universiteter, tænker og analyserer og skriver mange glimrende artikler og bøger. Men de eksisterer så godt som ikke i den offentlige bevidsthed.
Mange venstreorienterede mener, at den moderate, Wall Street-venlige fløj af Det Demokratiske Parti nærmest kuppede Bernie Sanders-fløjen, men jeg hælder mere til, at det var de moderate sorte vælgere i Syden, der blev bestemmende. Dels fordi de foretrak Joe Bidens pragmatisme, dels fordi de indså, at Bernie ville blive udskammet som socialist. Selvom han ville kunne vinde nogle vrede arbejderklassevælgere fra Trump-lejren, ville der være fare for at miste andre vigtige demokratiske vælgere: Forstadskvinderne og middelklassevælgere, der svingede mellem ikke at kunne lide Trumps stil og være tilfredse med hans skattelettelser. Da det kom til stykket, skyldes Bidens sejr snarere, at flere inden for de traditionelle demokratiske vælgergrupper afgav deres stemme, ikke at de i højere grad stemte demokratisk. Trump fik nemlig i 2020 en marginal fremgang blandt sorte vælgere i forhold til 2016. Mere markant var fremgangen til Trump blandt Latinoer i Florida, Californien og Texas. En anden ting: At stå op mod Trump og den magtudfoldelse han satte op, kræver styrke, erfaring og godt kendskab til institutionerne. Jeg tvivler på, at andre kandidater end Biden kunne have klaret det.
Der er ikke en arbejderklasse, som er parat til lige med noget skoling at vælte ’den herskende klasse’. Det bliver en hård øvelse, nu under Biden, at lancere brugbare arenaer for en venstreorienteret bevægelse.