Noa Redington får i lørdagens Politiken (21.09) kørt hele artilleriet i stilling i sit angreb på marxisme, Enhedslisten og Institut for Marxistisk Analyse. Anledningen: Et møde, hvor marxistisk teoretiker og dømt Blekingegadebande-medlem Torkil Lauesen holdt et oplæg i Enhedslistens lokaler for mere end to år siden.
Redington kobler dette møde i 2022 til Kohei Saitos seriøse bog fra samme år om Marx’ perspektiver på kapitalismens hensynsløse naturforbrug, den catalanske løsrivelsesbevægelse og Pelle Dragsteds redaktørgerning i slut 90’erne sammen – med det egentlige formål at viderebringe BT og Ekstrabladets kampagnejournalistik. Den har de sidste uger med ’guilt by association’ anklager forsøgt at præsentere en forceret sammenhæng mellem Enhedslisten og personer, partiet hævdes at have samarbejdet med.
Det klæder hverken et intelligent standpunkt at fnise eller fnyse ad andres forsøg på at komme til forståelse af en verden i forandring. Ligesom det ikke klæder Redington at gentage påstanden om, at Ekstra Bladet har ”afsløret”, at Torkil Lauesen har holdt et oplæg hos Institut for Marxistisk Analyse. Det fremgik for to år siden, ligesom det fremgår i dag, til alles skue på vores hjemmeside.
Hos Institut for Marxistisk Analyse inviterer vi oplægsholdere, som vi mener har noget relevant at tilbyde et marxistisk inspireret – eller blot samfundsinteresseret – publikum. Det gælder også for Torkil Lauesen, der har udstået sin straf for Blekingegadebandens forbrydelser. Han var inviteret på baggrund af sin marxistiske kritik af akademia, ikke på grund af sin kriminelle fortid, som vi naturligvis tager afstand fra. Pågældende aftens oplæg handlede om universiteternes elitisme, problemet med betalingsmure og hvordan den kritiske forskning lider under prekære ansættelsesforhold, og altså hverken om Lauesen eller hans medoplægsholders historie eller revolutionsromantik.
Institut for Marxistisk Analyse er blandt andet sat i verden for at undgå, at venstrefløjen forfalder til at præsentere sammenskrabede begivenheder forklædt som analyser i stil med Redingtons indlæg. Vi ønsker at forstå forandringerne på vores udfordrede klode og gør derfor brug af mange forskellige teorier, som vi studerer med et udgangspunkt i Marx, men hvor vi naturligvis går ud over den historiske Marx, for at kunne sortere i empiriens underskov.
Modsat Redington ønsker vi ikke at lægge en enstrenget tolkning hen over marxistisk teori, der netop har den modsætningsfyldte udvikling mellem fremskridt og tilbagegang som sit omdrejningspunkt. Vi mener derfor hverken at Marx har det første eller sidste ord, når det angår naturødelæggelser og overforbrug af ressourcer, selvom det fremgår helt klart af hans kritik af kapitalismen, at dens profitmotor fører til udtømning og ødelæggelse af menneskets livsgrundlag.
Marx’ teori studeres stadig seriøst i akademiske kredse og på de få universiteter, der er åbne for det. Det gør den, fordi den har ansatser til forståelse af økonomi og samfund, som anden økonomisk teori mangler. At den kapitalistiske økonomis fortalere ikke på mere grundlæggende plan har behov for at forstå den verden og de lidelser, der ligger til grund for deres privilegier, bør ikke lægges venstrefløjen til last.