Den 20. marts kommer Bill Jefferies og holder oplæg i København med baggrund i hans forskning i værditeori og globalsering. Institut for Marxistisk Analyse har grebet muligheden for at interviewe Bill om hans forståelse af Marx, dennes værditeori og hvorfor det stadig har relevans for forståelsen af økonomien i dag.
Spørgsmål: Du har studeret Marx grundigt. Hvad er det centrale i hans teori?
Værdiloven er det vigtigste. Værdi skabes af socialt nødvendigt arbejde målt i tid i produktionsprocessen. Den skal forstås som en kontrollerende mekanisme for kapitalakkumulation (vækst), profit og løn og fungerer indirekte gennem formidlende led. Man kan ikke anvende ’loven’ direkte og f.eks. opgøre den samlede producerede værdi ved at lægge alverdens arbejdstider sammen. Overfladisk set er der ingen lov, der styrer kapitalismen, så man er nødt til at forstå komplekse mekanismer, som man ikke bare kan antage væk. Vanskeligheden er, at værdiloven er modstridende, og den kan derfor ikke repræsenteres i matematisk perfekte systemer, som mainstream økonomi sigter mod.
Spørgsmål: Hvad er betydningen af merværdi?
Merværdi er en del af den værdi, der resulterer af arbejde i kapitalistisk produktion. Den er den del, der ligger ud over hvad arbejderne, de direkte producenter, tjener. Således får arbejderne i kapitalismen ikke den fulde værdi af deres produkt. Endnu vigtigere er der, at der ikke er noget bestemt input svarende til dette overskud.
Det er indlysende, at output er forskelligt fra input i fysisk henseende. I arbejdet med maskiner, råmaterialer og andre input skabes varer af en anden fysisk form end de elementer, der indgår. Men den værdi, der kommer ud af det, er heller ikke den samme, simpelthen fordi værdien af arbejdskraft som input ikke er lig med dens værdioutput. Dette er den grundlæggende gåde, som al økonomisk teori på den ene eller den anden måde beskæftiger sig med.
For Marx forklarer dette ikke kun profit, men også muligheden for vækst, dvs. for at akkumulere stadig mere kapital, når en del af overskuddet geninvesteres. Den neoklassiske økonom William Stanley Jevons siger, at marginalomkostningerne ved det sidste produkt er lig med priserne i ligevægt, og dermed er der intet overskud. Så eksistensen af overskud er ikke forklaret af de neoklassiske økonomer. For dem bestemmer priserne på input priserne på output. John Maynard Keynes har heller ikke en forklaring, så mainstream makroøkonomisk teori, der bygger på en blanding af Keynes’ og neoklassisk økonomi, giver ingen rimelig forståelse af vækst, som den så kun kan se som flere fysiske ’ting’ målt i faste priser.
Spørgsmål: Hvad er hovedkritikken af Marx?
Med skabelsen af den industrielle kapitalisme kan man ikke observere den brugte ‘tid’ i forhold til produktet, for loven om, at produceret værdi relaterer til arbejdstid brugt i produktionen, bliver sløret af akkumuleret kapital og modificeret af markedet. Priserne kan afvige betydeligt fra enhver rimelig værdimåling.
Så hvordan kan værdiloven fungere, når den tilsyneladende ikke kan fungere? Det er godt at se på Marx’ diskussion med sine forgængere, Adam Smith og David Ricardo. Smith så, at der var forskel mellem produceret værdi og pris på markedet, men kunne ikke forklare, hvordan den kunne opstå, og blandede den totale skabte værdi sammen med, hvordan den blev fordelt. Ricardo så tydeligt, at værdi skabes i produktionen og fastholdt, at uanset hvordan værdien fordeles mellem profit og løn, er den producerede værdi skabt af arbejde.
Men her kommer det problem, der har skabt så megen forvirring: Når man ser på varer, der er produceret med det samme arbejdskraftinput, får de måske alligevel ikke samme pris. Og det er på grund af den rolle, som fast kapital (maskiner, bygninger) og råmaterialer spiller. Disse elementer har en tendens til at vokse over tid i forhold til nyt arbejdskraftinput. Samtidig har kapitalistiske virksomheder, der konkurrerer på markedet, indbyrdes ulige forhold mellem fast kapital og arbejdskraft. Ikke desto mindre er tendensen, at der skabes en gennemsnitlig profitrate. Denne inkonsekvens løses af Marx ved at sige, at værdier omdannes til produktionspriser, efterhånden som den faktisk producerede ‘værdi’ omfordeles mellem kapitalisterne i henhold til størrelsen af deres samlede investerede kapital.
Mekanismen virker gennem markedet. Implikationen er, at inputpriserne for den næste periode ikke vil svare til de direkte producerede værdier. Ifølge Marx er det korrekt, men værdien vil stadig fungere som en kontrollerende mekanisme. Hvis varer bliver prissat i for stor uoverensstemmelse med deres værdi skabt i produktionen, vil en korrektion finde sted, og når denne inkonsistens foregår i massiv skala – som det for eksempel skete i 1990’erne, da kinesiske varer oversvømmede markedet – er dette en af årsagerne til både prisfald og også kriser. Med hensyn til denne transformation af værdier til priser, kom Marx med nogle numeriske eksempler i Kapitalens Bog 3. Han ønskede at vise, hvordan produktionspriserne logisk set kan dannes gennem omfordeling af merværdi blandt kapitalister, og illustrerede det altså ved hjælp af tal. Dette er et værktøj til at lette forståelsen, ikke en matematisk model af nogen faktisk eksisterende kapitalistisk virksomhedsadfærd. Kritikere har imidlertid taget udregningen bogstaveligt og regnet videre over flere perioder, hvor systemet så ikke stemmer mere, for derefter at konkludere, at Marx’ teori faktisk er inkonsekvent, mens de selv leder efter en ligevægt, der alligevel ikke eksisterer. Kapital virker gennem misforhold mellem forskellige typer producerede varer, forbrugs-, kapital- og luksusvarer, samt gennem diskontinuiteter (spring).
Det er også sådan Marx forklarer, at kriser er indbygget i kapitalismen. Langt fra at se dette træk som noget, vi bør afvise, er det en del af teorien.
Spørgsmål: Hvordan bruger du Marx’ arbejde i din analyse af nutidens kapitalisme?
Marx giver en nøgle til at analysere nutidens globalisering, såsom spørgsmålet om profitratens bevægelse, åbningen af nye markeder og arbejds- og lønforhold. I 1990’erne tog Kina vejen til kapitalisme samtidig med at det tidligere Sovjetunionen og Østeuropas faste investeringer og infrastruktur blev overtaget af kapitalistiske interesser (vestlige eller oligarkiske) praktisk talt gratis. Markederne udvidedes, arbejdsstyrken steg med 300 mio. nye arbejdere alene i Kina, der migrerede fra landdistrikter til industricentrene i storbyerne. Muliggjort af de billigere forbrugsvarer importeret fra de nyligt integrerede lande, der hidtil faldt uden for de avancerede kapitalistiske landes sfære, faldt eller stagnerede lønningerne i vesten. Også råvarepriserne faldt (olie). Alt det tilsammen betød, at værdiandelen af kapital vs. arbejdskraft globalt blev sænket, og profitterne steg i 1990’erne.
Dertil kom, at renterne langsomt begyndte at falde, og finansmarkederne tog en optur. Toldsatserne blev sænket, finanskapital flød internationalt, og en teknologisk revolution fandt sted (computere, internetkommunikation, digitalisering).
Dette forklarer opsvinget fra de træge 1970’ere og 1980’ere, der var præget af inflation, pludselige rentestigninger og recession.
Kapitalismen ekspanderede, og det amerikanske hegemoni blev genetableret. Et andet fænomen var, at tjenesteydelser blev meget vigtigere i økonomien end traditionelle varer, og Apple og Microsoft omdannedes til fabriksløse producenter ved at outsource produktionen af deres fysiske produkter. Sammen med finansmarkedernes overophedning blev der skabt en ‘dot-com’-boble, der eksploderede i 2000. Kina blev medlem af WTO året efter, og perioden 2001-2008 kom til at blive kendt som hyperglobalisering. I vesten fik vi et enormt ejendomsboom drevet af favorable boligrenter.
Profitraterne steg generelt indtil 2008, så det var ikke dem, der var grund til finanskrakket, men finansmarkeder, der havde udviklet mærkelige nye instrumenter bygget i den blå luft oven på boligboomet, hvis base var nye boligejere, som blev lokket til markedet af rentetilpasningslån, der efter kort tid blev meget dyrere, end de havde råd til. Efter 2008 fik vi en mellemtid med stagnerende profitter, hvilket kan ses som overgangen til den nuværende nedadgående fase med stadig hårdere konkurrence, der afløser den lange bølge af relativt opsving siden 1990.
Spørgsmål: Du har også skrevet om Kinas rolle? Tror du, at Kina vil overgå den vestlige verden?
USA er på mange måder dårligt rustet til at møde den nye verden. Som en illustration står Kina for det meste af verdens varetransport, og USA har næsten ikke nogen skibsværfter tilbage. Dette problem vil ikke forsvinde, selvom der transporteres færre varer på grund af Trumps straftold.
Der har været meget hype om det ‘nye amerikanske århundrede’, mobilisering mod ondskabens akse og så videre. Men alt tyder på, at Kina faktisk vil få det økonomiske overtag. I den forstand har den amerikanske fjendtlighed eller frygt for Kina et vist rationale. Efter finanskrisen begyndte Kina nemlig at true amerikanske profitter – eller rettere superprofitter, som USA er afhængigt af, ikke mindst fra højteknologi, som Kina nu arbejder sig ind på. Kina har i øvrigt investeret 6 billioner USD i andre lande, blandt andet har det reddet hele lande med alvorlige gældsproblemer, f.eks. Angola og Costa Rica.
Præsident Biden (2021-2025) fortsatte Trump 1.0’s handelskrig, der begyndte i 2017. Trump 2.0 accelererer den igen. Vi får en ny periode med højere inflation og højere renter i en multipolær verden. De drastisk forøgede toldsatser vil få levestandarden til at falde for arbejderklassen, ikke for de rige eller højteknologiske virksomheder. Dette forstærker den nedadgående tendens.
Spørgsmål: Hvad er de væsentlige værker af Marx?
Kapitalen er den abstrakte og udviklede del af Marx’ arbejde med kritikken af politisk økonomi, Teorier om Merværdien diskuterer tidligere politisk-økonomiske teorier og Grundrisse skal ses i sammenhæng med historisk materialisme.
Dr. Bill Jefferies holder oplæg om den fortsatte relevans af Marx’ værditeori d. 20. marts i IMA. Bill underviser til daglig i økonomi på SOAS (School of Oriental and African Studies) og er lektor på Ravensbourne University. Om ikke længe udkommer hans bog War and the World Economy: Trade, Tech and Military Conflicts in a De-globalising World