Et kæmpe værk om marxistisk teori er i al ubemærkethed blevet udgivet fra Randers. Bogen gemmer på en række spændende pointer, men forfalder til den samme determinisme, den vil gøre op med.
Af Reinout Bosch
I foråret 2021, et par uger efter Pelle Dragsteds Nordisk Socialisme blev udsolgt første gang, satte én af mine venner sig foran sin computer for at google begrebet gradualisme – gradvis forandring. Dragsted bruger det til at forklare sin øjensynligt nye position. Stor var vores forbløffelse, da dét, der kom frem på søgningen – ud over en standardforklaring fra Wikipedia – var lange teoretiske overvejelser om dette begreb fra en mand, der hed Ib fra Randers. Hans overvejelser om gradualisme indgik i et dybdegående marxistisk værk på 1.325 sider, fordelt på tre bind, der var udgivet få måneder forinden.
Meget klogere blev vi ikke af yderligere søgninger. Ib Gram-Jensen – for os ukendt på venstrefløjsscenen – havde øjensynligt skrevet en afhandling om stormfloder lige omkring mit fødselsår (1985), og havde derefter holdt sig til tre læserbreve i Information i år 2017. Altså indtil nu, i Corona-årene 2020/21, hvor han præsenterede 1300 siders forsvar for den marxistiske historieforståelse – og så lige 300 ekstra sider i en særskilt bog om samme emne.
Ud af det blå kommer det selvfølgelig ikke. Structure, Agency and Theory er det endelige punktum for 20 års teoretiske studier, som forfatteren – sikkert med pandemien som årsag – nu har færdiggjort. Stringent er det selvfølgelig heller ikke. Bogen strækker sig fra den klassiske marxistiske historie-teoris problemer, over strukturalisme, kapitallogik og diskurs-teori til at diskutere klasseanalyse, reformisme, politiske partier og statens rolle
Historie og forudsigelse
Centralt for argumentationen bogen igennem er forholdet mellem teori og praksis. Udgangspunktet for kritikken er den deterministiske arv fra Marx og de teleologiske konklusioner, som hans elever har trukket deraf. Det vil sige de forestillinger, som Marx gjorde sig om udviklinger, der måtte ske, og hans elevers konklusioner om at samfundet ad den ene eller anden vej bevægede sig mod socialisme. Teleologisk betyder her, at historien, udvikler sig i en bestemt retning, og med et bestemt mål for øje.
Grundlaget for disse vildfarelser finder Gram-Jensen i den klassiske teoris syn på forholdet mellem produktionsmidler og produktionsforhold. Klassisk argumenteres det, at der findes et indbyrdes forhold mellem de midler, mennesker har til at producere med (redskaber, teknik og metode), og de forhold disse bliver organiseret under, der agerer som en drivkraft i den historiske udvikling. Med Marx’ ord blev organiseringen af produktionen igen og igen en lænke for den udvikling, som nye redskaber og teknikker satte i verden.
Gram-Jensens modstand mod denne teori stammer i grove træk fra den enorme afstand, der er mellem udviklinger i teknik og samfundsorganisering – og den virkelighed som de historiske aktører gennemlever. Frem for teoretiske abstraktioner, der leder både strukturalister og post-strukturalister over på idealismens grund, foreslår han at tage de gennemlevede erfaringer som udgangspunktet for undersøgelser. Det leder til reelle historiske undersøgelser, frem for teoretiske forudsigelser der i hans optik er umulige. Gram-Jensen skriver:
”Hvad der gør det umuligt at forudsige aktørers reaktioner og derved deres interaktioners effekt på hinanden og de objektive forhold er, for det første, at disse reaktioner er betinget af en sammensætning af sådanne forhold, og kan derved ikke tilbageføres til strukturens effekter. For det andet betyder denne sammensætnings komplekse natur, at dennes effekt på reaktionerne gør det praktisk umuligt at forudsige alle relevante faktorer og reaktioner. For det tredje kan selv små ændringer akkumulere til store forskelle i reelle resultater. For det fjerde. Mens alle reaktioner har årsager, kan disse årsagers præcise effekter på aktørernes tanker og handlinger, selv hvis disse er gennemgående kendt, ikke vides på forhånd: menneskelig bevidsthed værende for kompleks og kreativ til at tillade en sådan forudsigelse.”
Med særligt de angelsaksiske marxister E. P. Thomson, Eric Olin-Wright og Ellen Meiksins Wood i hånden, forsøger Gram-Jensen at få sat en materialistisk historieteori tilbage på benene.
Som bølger på havet
Et par hundrede sider inde bliver den nyformulerede historieteori omsat til analyser af forhold i det kapitalistiske samfund. Den højde, hvorfra problemerne betragtes ændres ikke, og analyserne foregår på et højt abstraktionsniveau. Desværre for læseren betyder det, at Gram-Jensen får mulighed for at genbesøge sine første argumenter resten af bogen igennem – og diskutere disse med andre teoretikere og fra nye vinkler.
“Gentagelserne til trods er der gode perspektiver at hente for alle, som ønsker at tænke grundlæggende over de kategorier, hvormed marxister forsøger at beskrive verden.”
Gentagelserne til trods er der gode perspektiver at hente for alle, som ønsker at tænke grundlæggende over de kategorier, hvormed marxister forsøger at beskrive verden. Særligt sammenhængen mellem den franske filosof Althusser’s strukturalisme, hans elev Poulantzas’ statsopfattelser og den poststrukturalistiske duo Laclau og Mouffes diskursteori, bliver forklaret indgående gennem tekstens bølgende opbygning.
Det er gennemgående for læseoplevelsen, at læseren higer efter de svar, der skitseres i et kapitels indledning. Læseren må dog væbne sig med tålmodighed, for forfatteren skal meget igennem, før det endelige slør løftes. Hvor denne udsættelse skyldes nye kritiske perspektiver på stoffet, kan det undskyldes, men for ofte er der tale om lange rækker af citater, der har til formål at bevise, at den præsenterede læsning er korrekt.
Selvom en redaktør nok skulle have luget ud i alle disse beviser, gør de det også tydeligt, at Gram-Jensen har arbejdet seriøst med sit stof. Selv om han ikke har nydt en akademisk ansættelses privilegier, har han taget tiden til at læse sig dybt ned i sit stof, og kun få af de mange sider er ikke prydet med fodnoter.
Den objektive interesse
For at vende tilbage til Nordisk Socialisme, hvor det hele startede, så beskæftiger bogen sig indgående med forskellene mellem reformistisk, gradualistisk og revolutionær politik. Hvor det første har som mål at mindske arbejderklassens lidelser under de nuværende forhold, ønsker det andet at bruge reformer til at nå socialisme, mens det sidste – Gram-Jensens egen position – forsvares ud fra de to andre positioners utilstrækkelige svar på kapitalismens problemer.
Denne forklaring af forskellige ideologiske positioner, som igen bygger på kapitlet om klasseanalyse, lider af den forunderlige svaghed, at den antager, at arbejderklassen har en objektiv interesse i socialisme. Selvfølgeligt bliver der brugt nogle sider på spørgsmålet. Men jeg er ikke overbevist om, at det spiller troværdigt sammen med Gram-Jensens betoning af, at historien skal forstås som samspillet med samfundets struktur og menneskers gennemlevede erfaring. Det virker i stedet som et bevidst tilbagefald til fortidens deterministiske opfattelse.
Afslutningsvis vender forfatteren tilbage til den historiske teori. Her er igen fine pointer for de, der er interesserede i historisk teori og metode. Sådan er der hele bogen igennem spændende overvejelser på både filosofisk, metodisk og analytisk niveau, der kan være gavnligt for dem, der tør udfordre samfundets grundlæggende præmisser. Imellem de pointer er der… ja, mange andre sider.
Ib Gram Jensen: Structure, Agency and Theory
– Contributions to Historical Materialism and the Analysis of Classes, State and Bourgeois Power in Advanced Capitalist Societies. Books on Demand 2021. Vejl. pris 199,-