Hverken parti, eller kommunistisk -Overlevelsesstrategier for KKP

I løbet af efterårssemestret 2022 har Institut for Marxistisk Analyse afholdt en række foredrag med Kina som tema. Der er blevet talt om undertrykkelsesmekanismerne der gennemsyrer samfundet, om kommunistpartiets forsøg med at forme den kinesiske befolkning i sit billede og om den nyligt overstående 20. kongres i partiet. Til semesterets sidste oplæg fortalte lektor emiritus Clemens Stubbe Østergaard om, hvordan det har været muligt for kommunistpartiet at holde sig så længe ved magten.

For det første, bemærkede Clemens, er det kommunistiske parti hverken et parti eller kommunistisk. Det er frem for alt en bevægelse der forsøger at modernisere Kina.

Landet er selvfølgeligt enormt. Med dets mange forskellige sprog og mange forskellige kulturer er det derfor også en svær opgave at regere det. Alligevel har kommunistpartiet de seneste år haft store sejre, i om med USA og EU’s andel af verdenshandelen har været nedadgående, mens Kina stadig er på vej fremad.

Den økonomiske vækst fører til forøget levestandard, der igen fører til en rimelig tilfredshed med regimet. Harvard undersøgelser viser således, at den kinesiske befolkning bredt set, bakker deres styre op. Det gælder både på centralt plan, hvor den alvidende ledelse jo kan sidde på komfortabel afstand, men det gælder også tilfredsheden med mere lokale ledelser, hvem der ellers kunne forventes utilfredshed med.

Interessant, bemærkede Clemens, kan man se, at de fleste protester mod regimet finder sted, der hvor opbakningen til det er størst.

Kineserne føler derfor, mente oplægsholder, at deres regime er rimeligt responsivt over for deres ønsker. Når befolkningen stiller krav, bliver der lyttet. Såfremt kravene stemmer overens med regimets egne planer, naturligvis.

Lyttende teknokrater

Kineserne føler desuden at der er en stor diversitet i deres medier, ligesom de teknokrater der styrer landet for det meste er dygtige og højtuddannede. Mange fra prestigefyldte amerikanske universiteter. Det hjælper med udvælgelsen, når der til 35.000 stillinger er 500.000 kandidater.

Til dette kommer, at den kinesiske centralregering tillader forskellige former for eksperimenter lokalt, så alt ikke behøver at køre på samme måde. Virker eksperimenterne et sted, bliver de senere overtaget til bredere brug. Det giver mulighed for at lokale eliter og interessegrupper kan få indflydelse på politikken i deres lokalområde.

Også til lokale valg, på landsby- eller by-fællesskabsniveau kan befolkningen udtrykke hvordan de ønsker at blive styret. Og også højere op i systemet opfordres befolkningen til at deltage til valg. Her kan de bare ikke være med til at bestemme hvem der kan stemmes på. Og så er regimet jo sikre på, at det altid er deres mand der vinder.

Det er og bliver dog kommunistpartiet der bestemmer landets udvikling. Endnu en årsag til at regimet har kunne sidde så komfortabelt så længe. Det betyder også, at enhver politisk organisering uden for kommunistpartiet er forbudt, hvis det har nationale ambitioner. Demonstrationer og strækker tillades i høj grad, men forsøges de organiseret på tværs af byer, eller med et større samfundsforandrende sigte, slår regimet modstanden hårdhændet ned. Særligt klasseorganisationer, der kunne danne en modvægt mod partiet bliver fuldkommen domineret af det.

Monokausale forklaringer er der således ikke. Efter at have talt i halvanden time, i højt tempo, med mange slides afbrudt af et billede eller en gif hist og her, fik de femten tilhørere mulighed for at stille spørgsmål. På den måde kunne forklaringerne blive uddybet endnu et stykke, og vi som tilhørere, som det blev formuleret, forstå, hvor lidt vi forstod.

Institut for Marxistisk Analyse ønsker at takke Clemens Stubbe Østergaard for et spændende oplæg og Solidaritetshuset for at stille lokaler til rådighed.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

WPMessenger