Clemens Stubbe Østergaard
Kommunistpartiet er den dominerende faktor i det kinesiske politiske system gennem dets toporganer såsom partikongressen, der formelt vælger centralkomitéen og politbureauet. Præsident Xi Jinping er også generalsekretær for partiet. Parallelt hermed er der et regeringsapparat på centralt, regionalt og lokalt plan. Essay’et diskuterer de processer og virkemåder, der gør, at systemet kan overleve, holde sammen på det store land og endog respondere på befolkningens krav og ønsker. Forfatteren karakteriserer det som et fragmenteret, pluralistisk forhandlingssystem.
Styret er bevidst om at skabe en samlende ideologi og har fx grebet tilbage til konfucianske dyder for at fastholde grebet plus har formuleret ambitiøse mål for ’fælles velstand’ for fremtiden. Der er nok ingen tvivl om, at det er succes’en i den økonomiske og sociale udvikling, der har sikret opbakningen. Problemer, der hober sig op, er ’produktivismens’ bivirkninger på miljø og klima og leveforhold, en mulig international økonomisk tilbagegang eller stigende kinesisk isolation samt lidt lavere vækst med stigende ungdomsarbejdsløshed og dårligere karrieremuligheder for de nyuddannede. For ikke at tale om stigende udenrigspolitiske problemer, hvor Kina dels siden 2017 konfronteres af USA, dels balancerer mellem ønsket om at hævde sit krav på Taiwan og bevare gode økonomiske relationer med Vesten.
[PDF nedenfor. Vær opmærksom på at siderne er sat op ved siden af hinanden, hvorfor man skal trække dem frem og tilbage med musen]