Beretning fra mødet Eurasisk sikkerhedspolitik 4. april 2024.
Det er tydeligvis ikke på grund af mangel på interesse, at den danske venstrefløjs diskussion om sikkerhedspolitik kun langsomt kommer fra start. Mange interesserede var mødt op for at følge diskussionen blandt deltagerne i det panel Institut for Marxistisk Analyse havde inviteret d. 4. april. Helt fra Tyskland var den tyske aktivist Peter Wahl kommet, der samme dag havde været tilstede til receptionen for den danske oversættelse af hans bog Krigen og Venstrefløjen. Professor Ole Wæver og professor emeritus Henning Salling Olesen havde indfundet sig på podiet sammen med tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Eva Flyvholm.
Institut for Marxistisk Analyses Rolf Czeskleba Dupont satte rammerne for aftenens diskussion og forklarede arrangørernes tanker med mødets overskrift: Sikkerhedspolitik fra Lissabon til Vladivostok.
En verden med flere centre
Peter Wahl indledte diskussionen med den sobre betragtning at det der styrer internationale relationer stadig er den rene skære magtpolitik. Intet andet land spiller her en så ledende rolle som USA. Militært, økonomisk, teknologisk, diplomatisk og kulturelt. Andre lande begynder efterhånden at indtage stærkere positioner på den verdenspolitiske scene, men ingen af dem kan checke alle 5 kasser af, på samme måde som amerikanerne kan.
Selvom amerikanerne har en klart formuleret politik om at der ikke regionalt i Eurasien må opstå et magtcentrum der er uafhængigt af dem, trækker udviklingen utvivlsomt i den retning. Efter den kolde krigs polaritet og 90’ernes unipolaritet er vi på vej ind i en multipolær verdensorden. Det er skræmmende tider, for ingen af os har nogensinde levet i en sådan tid. De historiske erfaringer viser desværre også, at sådanne overgangssituationer som den vi befinder os i ofte præges af krige.
Vores egen verdensdel tager også højde for den nye situation. I den multipolære verden vil EU gerne spille en ledende rolle, hvilket Peter dog ikke finder en realistisk mulighed, derfor er det også så vigtigt for venstrefløjen at modgå alle forsøg på opbyggelsen af en europæisk hær. EU skulle i stedet omdannes til at blive en kraft for fred og en magt der gennem forhandlingsløsninger forsøger at skabe stabilitet på kontinentet og i resten af verdenen.
This ain’t California
Ole Wæver tog fat i diskussionen om skiftet væk fra den kolde krigs geopolitiske magtfordeling. Han påpegede vigtige forskelle med situationen dengang, den første værende at Rusland på ingen måde er så stærk som Sovjetunionen var, de kan f.eks. ikke kæmpe krigen i Ukraine uden massiv støtte fra Kina. Vi kommer heller ikke til at se den opsplitning af livsverdner som vi kendte fra dengang. Globaliseringen har betydet, at selvom vi ikke har fuld indsigt i hvad der sker i Kina, så ved vi nogenlunde hvad der foregår socialt og kulturelt.
Afgørende for den nuværende situation er det også, at det at kunne udøve lederskab i den nuværende situation ikke kan begrænse sig til det militære område. Resten af verdens lande forventer, at den der vil indtage en hegemonial position også kommer med svar på verdensomspændende udfordringer som f.eks. klimakrisen eller udfordringerne ved kunstig intelligens.
Panelet fra venstre mod højre: Ole Wæver, Henning Salling Olesen, Peter Wahl, Rolf Czleba Dupont, Eva Flyvholm, Karen Helveg Petersen.
Selvtillid i syden
Vi oplever for tiden en postkolonial vending. De tidligere udviklingslande vil ikke længere affinde sig med at de tidligere koloniherrer lade som om de lytter til deres bekymringer. Ved ikke at stemme for Vestens resolutioner vendt mod Rusland viste de, at de ikke tamt følger med, men har selvstændige interesser at forsvare. Vesten lovede bedring og fortsætte med større respekt end tidligere. Så kom krigen i Gaza og for det globale syd blev det endnu engang ekspliciteret, at internationale regler ikke gælder for alle og at hykleriet er stærkere end vestens løfter til dem. Sydafrikas rolle i at anklage Israel for den internationale domstol i Haag er meget sigende for den udvikling vi står i.
Ukrainekrigen
I forhold til krigen i Ukraine så professor Wæver nogle politiske opmærksomhedspunkter. Det gælder f.eks. oprustningssnakken. For det er rigtigt at der er områder af det europæiske forsvar hvor det halter, men samtidigt har europæerne langt flere militærudgifter end russerne. Løsningen er derfor ikke bare at investere derudaf. Investeringerne må være præcist rettede på at sikre stabiliteten og ikke bestå i offensive våben der eskalerer situationen.
I tilbageblik er det tydeligt hvor tåbeligt det var at Vesten ikke tog Rusland særiøst i 90’erne og 00’erne. Men det er ikke en situation der kan ændre nu. Wæver havde til for endnu et par år siden håbet at man kunne rette op på situationen, men det tror han ikke længere er muligt. I dag kan der derfor ikke være tale om en egentlig europæisk sikkerhedsarkitektur. Målet må i stedet være en stabilisering af situationen i Ukraine for derved at opnå stabilitet i Europa.
I selve krigen er der tre mulige udfald. Hverken kollaps i Kiev eller Moskva er særligt realistiske, derfor er det mest realistiske udfald nok en stilstand i krigens udvikling. Det vil være at foretrække, fordi det vil koste færrest menneskeliv. Den situation vi kan se frem til er derfor ikke fredsslutning, men i stedet en situation som vi kender den fra Korea, hvor der ikke er sluttet fred, men krigshandlingerne er ophørt.
Et usundt forhold
Henning Salling Olesen der ved siden af sine akademiske meritter er talsperson i NGOen ’Nej til Oprustning, Ja til bæredygtig sikkerhedspolitik’, talte imod den dikotomiske forståelse der hurtigt kan rejse sig i diskussionen. På den ene side er der folk der taler om fred for en hver pris, fordi det at redde menneskeliv er altoverskyggende, mens der på den anden side er folk der argumenterer for international orden, fordi det er grundlaget for stabilitet.
Dikotomien forhindrer os i at tænke og den splitter os ad. Begge dele er farlige i den nuværende situation.
Virkeligheden er mere kompliceret. En udfordring, ikke kun for venstrefløjen men for hele verden.
Var det Hamas eller Israel der startede krigen? Var det Rusland eller Nato? Det er ikke intelligente spørgsmål og slører situationernes kompleksitet.
Kompleksiteten viser sig også i Vestens tidligere stillingtagen til Rusland. Den politik der er ført i vores lande har været bidragende til at Rusland har udviklet sig som det har. Den har gjort Rusland til et land der primært sælger sine råstoffer, hvorefter indtægten stjæles af oligarkerne der igen tager dette med til London, hvor de investerer det på det vestlige marked.
For at befolkningen i Rusland skal styrkes kræver det at vi hjælper landet ind på en anden økonomisk udvikling, f.eks. gennem en europæisk udviklingsaftale. Her er taleren enig med sin forgænger. Det kan ikke ske lige nu, men det må være det perspektiv vi sigter efter.
Peter Wahl og forlaget Solidaritet holdt før mødet en reception for bogen Krigen og venstrefløjen. Her Peter Wahls indledning til diskussion.
Alliancer på menneskerettigheder og klima
Eva Flyvholm tog udgangspunkt i den horrible situation i Gaza, der udstiller det enorme hykleri det er at tale om international orden. Situationen er en understregning af hvor vigtigt det er at venstrefløjen forsvarer menneskerettigheder under alle omstændigheder, uagtet hvilken stormagt der skænder dem. Det gælder behandlingen af palæstinenserne, behandlingen af uihgurerne og behandlingen af ukrainerne. Her ligger muligheden for at vinde anerkendelse i det globale syds øjne.
Også på klimakampens område ligger der for venstrefløjen en oplagt alliance med landende i det globale syd. Det er ikke mindst afgørende fordi klimaforandringer og krige i de kommende år vil spille langt mere ind i hinanden.
Arktis
En af de konfliktområder der her kunne opstå var i Arktis. Et område der for en stor dels vedkommende strækker sig over den russiske kyst. I forlængelse af professor Wævers tidligere fokus på regionale aktører talte Flyvholm for at vores primære fokus måtte ligge i dette område.
Udviklingen af en venstreorienteret sikkerhedspolitik er de seneste år sket under pres. Nu har vi muligheden for at tænke mere strategisk, ikke mindst over hvilken type af forsvar vi ønsker os. Her er svenskerne og nordmændene længere fremme med at have klare ønsker til hvad der skal investeres i, og hvilke investeringer der kun vil bidrage til usikkerhed.
Professor Wæver greb muligheden for her at kommentere på den grønlandske situation. Han ser i landet en mulighed for faktisk at få ført en ansvarlig sikkerhedspolitik i Arktis. For, som han gjorde opmærksom på, Grønland er jo på mange områder langt mere progressivt end Danmark.
Freden
Diskussionen fortsatte derefter om hvordan stabiliteten bedst kunne sikres. Her blev det blandt andet diskuteret om hvorvidt en Ukrainsk optagelse i EU ville kunne sikre landet mod en revanchistisk politik der kun fokuserede på at genvinde tabt land, hvordan våbenleverancer kunne spille sammen med diplomatiske krav og hvilke tiltag der kunne være med til at genskabe den tillid der i dag er ikkeeksisterende.
Freden er et svært projekt og det kræver opbygning af tillid gennem små tiltag. Hvis ikke venstrefløjen kan vise en vej for at tilliden kan genskabes, er der lang vej til at stabilisere forholdene både i Europa og de mange andre steder hvor der for tiden er krige.
Institut for Marxistisk Analyse håber at have bidraget lidt til denne afklaring.
Instituttet takker alle oplægsholdere og takker Rød fond, 15. september fonden og Enhedslisten København for støtte til arrangementet.
Der kan her høres optagelse af alle fire panellisters oplæg.
Del 1 (Rolf C. Dupont, Peter Wahl, Ole Wæver):
Del 2 (Henning Salling Olesen, Eva Flyholm):