Beretning fra studiekreds om Afrika 15 maj
”Når Lars Løkke siger, at de afrikanske lande ikke forstår os, så er det fordi han ikke forstår det forhold der har været mellem Afrika og Europa de sidste 300 år.”
Morten Nielsen fra Global Aktion starter skarpt ud til det møde der markerer slutningen på forårets studiekreds om Afrika. Med udgangspunkt i den virkelighed han oplever gennem Global Aktions afrikanske partnere, taler han om den tillidskrise der præger forholdet mellem det store kontinent og vesten.
Krisen blev tydelig ved FN afstemningerne om Ukraine. Rutinemæssigt krævede USA og EU her at resten af verden skulle stemme med dem i fordømmelsen af Ruslands invasion. Men frem for at vise en samlet front mod aggressoren, viste afstemningen hvor alene Vesten står i konflikten mod Rusland. Få lande stemte imod resolutionen, men de fleste lande i det globale syd valgte at stemme blankt. Dette var ikke deres krig.
I Vesten er der blevet et fremhævet narrativ at Afrika har valgt at samarbejde med Rusland og Kina. Det passer dog ikke ifølge Morten. De har bare valgt Europa fra.
Tillidskrisen
Tillidskrisen har tre årsager. De er alle meget simple.
For det første stiger uligheden. Det kan mærkes i Afrika. De rige bliver rigere og de fattige bliver ved med at være fattige. En stor del af den fattigdom findes stadig i Afrika. Hånligt går Morten ud af en tangent og taler om kampagnen fra Verdens bedste nyheder, der hævder at 1 mia. afrikanere snart bliver en del af middelklassen. Virkeligheden er dog at fattigdommen ikke ophører fordi man har 2 dollars om dagen til at leve for. Heller ikke i Afrika.
Den anden grund er de ulige handelsaftaler der fortsat styrer forholdet mellem de afrikanske lande og Europa. De er den systemiske årsag til at uligheden bliver ved med at stige.
Den tredje grund er klimakrisen. Igen en krise der går hårdere ud over Afrika end Europa, og det til trods for at afrikanerne kun står for en meget lille andel af den globale CO2 udledning. Ved de sidste par klimatopmøder er de afrikanske lande gået sammen med landende i Oceanien for at kræve en kompensation af de største forurenere. Overraskende lykkedes det i Dubai til COP28 sidste år, at binde de rigeste lande til at betale en del af regningen. Også Danmark har således lovet at bidrage med 100 mio. kr. i skadeserstatning. Et overskueligt beløb skulle man mene. Måske er det derfor at Danmark har lovet at betale pengene to gange. Altså, de samme penge forstås.
Heller ikke dette glemmer man hos de afrikanske lande.
Udviklingsbistanden
Lars Engberg-Pedersen fra DIIS fortsætter i samme spor og erklærer sig overordnet set enig med det billede Morten tegner. Trods vores selvforståelse om at gøre åh så meget for de afrikanske lande, har han taget en graf med der viser hvordan støtten er faldende. Det er jo ikke overraskende når man ved at Danmark er den største modtager af dansk udviklingsbistand. Ukraine er i øvrigt nummer to.
Når pengene er brugt til at tage mod flygtninge i Danmark og støtte krigsindsatsen i Ukraine er puljen slunken. De penge der er til overs bliver så brugt på at støtte mellem-indkomstlande i Afrika, mens de fattigste lande må klare sig uden støtte fra dansk side. Mellem-indkomstlandene kan bruge støtten til at købe danske vindmøller til at hjælpe dem i klimaomstillingen, en indsats hvor de også får tvivlsom hjælp af de danske pensionskasser.
Når vi diskuterer udviklingsbistand kommer diskussionen hurtig til at handle om hvorvidt Danmark når 1,7 % af BNP, eller om hvor mange af pengene landet skal sende til sig selv. Det skaber et billede af, at det er os der de glade givere, mens det samtidigt fjerner fokus fra hvor Danmarks interesse egentligt er når der gives støtte. Danmark har f.eks. klare interesser i at forhindre nye pandemier eller at nedbringe mængden af flygtninge fra konfliktområder, men dette diskuteres ikke i sammenhæng med udviklingsstøtten.
Med alt det ovenstående in mente er det ikke overraskende at mange afrikanske lande ikke just sidder og venter på mere støtte. De er trætte af det skæve forhold mellem en doner der gerne vil bestemme hvad pengene skal bruges til, hvilket tvinger dem ind i forholdet som modtager, der frem for alt skal sige det donoren gerne vil høre.
Og derfor skal vi af med udviklingsstøtten konkluderer Lars Engberg-Pedersens. Uden dette kan vi måske endeligt diskutere hvad Danmark egentligt vil med udenrigspolitikken. Hvad det egentligt er for en udvikling landet vil støtte.
Institut for Marxistisk Analyse takker den almennyttige fond af 15. september 1968 for lån af lokaler og alle deltagere i forårets studiekreds for deres deltagelse.