Af Karen Helveg Petersen
Venstrefløjen må definere en ny EU-politik, der modvirker de rige EU-landes udnyttelse af fordelagtige investeringsmuligheder i de perifere lande. De nuværende tendenser ikke bare hindrer landene i EU’s udkant i at udvikle en sammenhængende økonomi, men fører også til stigende kapital- og magtkoncentration i kernelandene, samt utilfredshed i periferien. Netværksorganisationen transform!europe, der fungerer som tænketank for det europæiske venstre, har for nylig udgivet en dybtgående analyse af EU’s strukturelle uligheder. Første del handler om EU’s splittelse i 17 afhængige og 10 kernelande, heriblandt Danmark, mens anden del gennemgår dels udførelsen af EU’s genopretningspakke i de enkelte lande, dels tegner den konturerne af en progressiv industri- og lokaliseringspolitik i EU.
(En forkortet udgave af denne artikel er tidligere blevet bragt på Solidaritet.dk)
FØRSTE DEL: EN EU-PERIFERI, DER NU SOM FØR AFHÆNGER AF CENTERLANDENE
’100 afskygninger af EU’
Et kritikpunkt fra venstrefløjen mod EU er, at det har slået sig for meget op på markedet, der lægger et forsonende slør hen over den kapitalistiske produktionsmåde og dens historiske manifestationer i Europa. Men man kunne også spørge, hvilke varer og ydelser de forskellige lande producerer. Forhindrer regler og stivnede strukturer dem i at ’udvikle deres potentiale’, således som EU udstikker som mål? Hvis de store forskelle i levestandard mellem medlemslandene skal mindskes, implicerer det en aktiv politik for produktionsudviklingen i forhold til ressourcer og behov. Som et skridt i den retning bør vi i det mindste prøve bedre at forstå, hvordan den politiske økonomi i udkantslandene hænger sammen med kernelandenes førerposition.
Sammen med Rosa Luxemburg Stiftung har transform!europe udarbejdet et større studie, 100 Shades of the EU – Mapping the Political Economies of the EU Peripheries (https://www.transform-network.net/publications/issue/hundred-shades-of-the-eu-mapping-the-political-economy-of-the-eu-peripheries/), der først klassificerer og derefter gennemgår de politiske økonomier i Central- og Østeuropa (CEE), Sydøsteuropa (SEE) og Sydeuropa (SE). Den første gruppe tæller de baltiske lande plus Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet (også kaldet V4 – V for Visegrad). SEE indeholder Bulgarien, Rumænien, Slovenien og Kroatien, mens SE er Italien, Spanien, Portugal, Grækenland, Malta og Cypern, altså 17 ud af de 27 EU-lande. I studiet tales der ind imellem om to periferier, idet CEE og SEE slås sammen til ét Østeuropa.
At de er karakteriseret som perifere, afspejler at de står i et afhængighedsforhold til de centrale og dominerende lande (heriblandt Danmark, Sverige, Østrig, Finland og Irland samt de stiftende medlemmer Tyskland, Frankrig og Benelux). Man kan måske spørge, hvorfor Italien hører til den perifere gruppe, men det forklarer studiet også. Først og fremmest er de alle afhængige af offentlig og privat gældsætning eller direkte udenlandske investeringer (DUI). Derfor den kendte gældsspiral og udenlandsk ejerskab af vigtige økonomiske aktiviteter.
Afhængighed og periferi hænger sammen. Men afhængigheden er ikke ens, der er tale om forskellige udviklinger i periferien. Faktisk kan splittelsen periferi – centrum spores tilbage til tiden for oversøisk kolonisering og de nordvestlige europæiske landes held med at overtage dominansen fra syd (Spanien og Portugal). Central- og Østeuropa husede deres egne store riger, men havde op til nyere tid som økonomisk base et livegenskabs-baseret landbrug og kun sen og sporadisk modernisering. Visse kulturelle træk og forestillinger fra disse svundne tider hænger stadig fast.
Kulturelt og ideologisk betragter kernelandene ifølge studiet periferien som ’de andre’, nogle der vil have noget af os, men som ’vi’ også kan bruge, ikke mindst som arbejdskraft – altså lige når det passer ’os’. Venstrefløj og fagbevægelse udviser selvfølgelig en vis empati med arbejdere fra øst, der bliver groft udbyttet, men det stikker ikke dybt. Tænk mindstelønsdirektiv én gang til og spekulér over, hvad fagbevægelsen i kernelandene kunne have udvirket for andre landes lavtlønnede, hvis den havde sat sig det for.
Studiet stiller sig den opgave at sammenligne de forskellige periferier/lande og spørger, hvordan disse lande er integreret i EU’s strukturer, og om der potentielt er samarbejdsmuligheder mellem dem. Det er langt og grundigt, så jeg vil koncentrere mig om den ulige og afhængige industriudvikling.
Sydeuropas op- og nedture
Italien gennemlevede en spektakulær industriel udvikling efter Anden Verdenskrig indtil 1960’erne, hvor væksten løjede af. Hele vejen igennem var det imidlertid afhængigt af den tyske maskinindustri. De andre lande i syd fokuserede på basis- og lettere industrier med en kraftig statslig rolle. I Grækenland var det udenlandske firmaer, der kontrollerede kemi, metallurgi, plastik og elektricitet, mens andre SE-lande blev teknologisk afhængige underleverandører. Alt i alt var der dog tale om en ivrig vækst baseret på billiggørelsen af de nye langvarige forbrugsgoder, der også her fik arbejderklassens liv til at ligne middelklassens.
Den begyndende masseturisme og udvandring af arbejdere, der sendte penge hjem, kompenserede for de underskud på SE-landenes handelsbalance, der fremkom ved importafhængighed af avanceret maskineri og teknologi. Men i 1970’erne kom der som bekendt økonomisk tilbageslag i Vesten.
En faktor var ændringen i efterspørgselsmønsteret i retning af højkvalitet og nye typer kredit, der muliggjorde, at forbrugerne blev mere kræsne. Hvis en industri i forvejen var ineffektiv, måtte den lukke, og det gjorde mange – jævnfør i Danmark radiofabrikkerne, hvor kun B&O overlevede på grund af dets bedre design.
Den samtidige høje inflation, oliekrise og handelsbalanceunderskud søgtes bekæmpet med rentestigninger i de fleste vestlige lande, men i SE-landene blev svaret at udvide den offentlige sektor og fortsætte med at støtte et relativt højt forbrugsniveau, hvad der førte til kraftig gældsættelse.
Det var også i midten af 1970’erne, at Spanien og Portugal slap af med fascistiske diktaturer – og Grækenland med den kortlivede militærjunta. Da landene imidlertid alle lå inden for det kapitalistiske domæne, blev de under den efterfølgende demokratisering lokket med adgang til EF, hvor de blev medlemmer i 1981 (Grækenland) og 1986 (Spanien og Portugal).
Indførelsen af den fælles valuta omkring 2000 med dens dertil hørende krav om stram finanspolitik indsnævrede spillerummet. Allerede inden da, i 1990’erne indtrådte Italien i en periode med decideret nedgang. De europæiske økonomier fjernede sig i det hele taget fra hinanden i stedet for at ’konvergere’, således som det var målet. I lyset af at de allerede var mindre industrialiserede (værdiproducerende) end før, vendte SE-landene med kapitalliberalisering og en ensartet relativt lav rente på statsobligationer sig i stigende grad mod ejendomsbyggeri og anden ’udvikling’ i forbindelse med turisme. Motoren var en opblæst finanssektor. Dertil kom udbygning af infrastruktur ved hjælp af offentlige lån. Det varede lige indtil det blev afsløret, hvor svag deres basis var, og de ikke kunne betale de stigende renter på deres gæld. Den efterfølgende statsgældskrise (2010-2015) ramte Grækenland, Portugal og Spanien hårdt, mens Italien ’slap for’ at blive reddet, sådan direkte.
Gældskrisen skyldtes imidlertid ikke så meget de offentlige finanser og store budgetunderskud, som det drejede sig om privat gæld. Da finanskrisen bredte sig omkring 2008, fik franske og tyske banker – der havde været involveret på det amerikanske marked – nemlig travlt med at overføre deres tab til Sydeuropa, som de indtil krisen havde lånt generøst til.
Sydeuropa havde svært ved at komme på fode igen. Industriens andel af BNP faldt i Portugal fra 18,1 % i 1995 til 13,5 % i 2019 – mod et EU-gennemsnit på 16,5 %. Arbejdsløsheden som markør for stigningen i ulighed nåede i Spanien og Grækenland op på 25 %, med endnu højere rater for ungdomsarbejdsløshed. Hvad værre var, blev den sociale beskyttelse mindsket, og der var direkte angreb på fagforeningerne, hvis medlemskab faldt. Italien bibeholdt dog overenskomstdækning af samtlige lønmodtagere samt en relativt høj fagforeningsdeltagelse. Minimumslønningerne tumlede nedad.
Det skal dog nævnes, at bilindustrien i Spanien siden hen er styrket kraftigt, godt nok overvejende styret af ni multinationale bilproducenter, men også med betydelige lokale bidrag.
Cypern og Malta lever stort set af finans, skattely og turisme. Cypern oplevede dog sin egen gældskrise, der var knyttet til forfaldne lån til ejendomsmarkedet. Det truede banker, der i forvejen var i vanskeligheder som udløber af den græske krise i 2012-2013.
Central- og Østeuropa under vesttysk dominans
Stadig under indflydelse af Berlinmurens fald, der frisatte de tre baltiske lande fra at være sovjetrepublikker og V4 fra at være tungt integreret i østblokken, blev de – sammen med Slovenien, Cypern og Malta – medlemmer af EU i 2004. Specielt de lave lønninger og en veluddannet arbejdskraft var tiltrækkende for vesteuropæisk kapital.
Efter Første Verdenskrig og opløsningen af Det Tyske Kejserrige, Østrig-Ungarn og Rusland havde de opnået selvstændighed, og nogle havde udviklet tunge basisindustrier, ikke mindst Tjekkoslovakiet. I overensstemmelse med sovjetregimets måde at organisere sig på blev disse regioner udset til industriproduktion og blev de rigeste i blokken. At komme ud af den statsdirigerede økonomi var et mål efter østblokkens opløsning, og med vestlige rådgivere og økonomisk assistance angreb de entusiastisk og noget naivt de nye opgaver med at opbygge en stat på demokratisk grundlag og være ’markedsorienterede’ indadtil og udadtil. De var kun i ringe grad orienteret mod hinanden.
Efter begejstringsbølgen faldt det nationale output i alle lande til at begynde med drastisk, 20 % i V4 og 30 % i de baltiske lande, men de kom sig efter 1995 – lige indtil finanskrisen i 2008.
Allerede før regimeskiftet i 1989 begyndte så småt en økonomisk tilnærmelse til Vesteuropa, og inden EU-optagelsen var der en lang tiltrædelsesproces, hvor sovjetiske uvaner skulle fjernes og investorerne pleases. V4 landenes hovedinvestor er Tyskland, og landene har nogenlunde opretholdt deres industrialiseringsgrad. Afindustrialiseringen i Sydeuropa blev således til dels modvirket af de nye medlemmer i CEE, hvortil ikke mindst den tyske automobilindustri flyttede sine fabrikker. Polen stikker ud som det land, der er mindst underlagt vestlig kapital.
Rusland vedblev at spille en stor rolle for de baltiske lande, særligt for Estlands eksport, mens udenlandske investeringer koncentrerede sig om tjenesteydelser, bankvæsen (Danske Bank ….), telekommunikation og ejendomshandel via privatiseringer, samt lav-teknologiske sektorer som olieraffinering og kemiske industrier. Investorerne i de baltiske lande er overvejende skandinaviske, finske og svenske.
CEE-landene var finanspolitisk konservative og nåede på intet tidspunkt SE-landenes niveau af gæld i forhold til nationalproduktet. Til gengæld voksede den private gæld, ikke mindst i de baltiske lande, hvor underskuddet på handelsbalancen steg.
På linje med ekstremt liberalistiske ideer blev indkomstskattesystemet i de fleste lande (undtagen i Polen) baseret på en ’flad’ skat, dvs. ensartet skatteprocent uden hensyntagen til indkomstens højde. Regeringerne har tilsvarende mestendels været centrum-højreorienterede. Da V4 lignede hinanden strukturelt set, begyndte de at skattekonkurrere for at tiltrække udenlandsk kapital. I Ungarn er selskabsskatten kun 9 %, og landet var hurtigst til at tiltrække DUI, også til privatiseringer. Hvorimod Tjekkiet og Slovakiet først prøvede at privatisere på nationale hænder. Alt i alt er skattebyrden stadig lavere end i EU som helhed.
Arbejdsløshed var jo i princippet ukendt under ’socialismen’, der også havde statsgodkendte fagforeninger. De nye fagforeninger blev svage – og medlemstallet støt faldende. Et trepartssystem blev etableret til forhandling mellem arbejde, kapital og stat.
Denne mangel på fagforeningskraft er med til at forklare, at lønningerne har kunnet holdes lave, og investeringerne er blevet ekstra profitable. Stort set ligger lønniveauet omkring 50 % af Frankrigs og Tysklands. Nogle faktorer stabiliserer sig, såsom risikoen for at blive fattig, mens fattigdommen stiger blandt de ældre over 60. En fjerdel af beskæftigelsen er ’informel’, dvs. der arbejdes uden kontrakt, på deltid eller kort timebasis, og dermed uden socialt sikkerhedsnet knyttet til arbejdsmarkedet.
Alt i alt blev CEE underlagt skarp konkurrence, også – gennem den stigende globalisering – fra andre lande, der kan outsources til, fx de syd- og sydøstasiatiske. Vigtigst har den samlede politik ikke medført konvergens til kernelandene, men det modsatte – og politisk set ser vi en stigende afpolitisering eller drift mod højre. Studiet konkluderer, at disse lande er gået fra at have været forhenværende periferi under sovjetblokken til at blive periferi igen.
Et Sydøsteuropa med store indbyrdes forskelle
Landene i SEE deler sig i to grupper, Bulgarien og Rumænien – der begge blev medlemmer i 2007 – og Slovenien og Kroatien, medlemmer i henholdsvis 2004 og 2013. Den videre udvidelse på Balkan er stort set gået i stå, hvilket vækker stor utilfredshed blandt de officielle kandidatlande, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien (der udviser dalende EU-entusiasme), og helt for nylig Bosnien-Herzegovina. Albanien, og Kosovo banker også på.
Slovenien var den mest industrialiserede stat i den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien, og det har uden de helt store problemer kunnet passe ind i de vestlige økonomiske mønstre, da det efter uafhængigheden i 1991 overtog Jugoslaviens handelsaftale med EF. Elektriske goder, kemisk industri, gummi, metal, papir og fødevarer var udviklet, da Slovenien forlod Jugoslavien. Studiet placerer Slovenien som halvt kerneland, halvt periferi. Efter tilbageslaget omkring finanskrisen har dets økonomi ændret sig til fordel for tjenesteydelser og byggesektoren, og den private gæld er steget til 90 % af BNP.
Kroatien var den mindst industrialiserede region i Østrig-Ungarn, men under mellemkrigstidens Jugoslavien begyndte skibsværfter og lette industrier så småt at udvikles sammen med landbrug og turisme. Det fortsatte under Titos socialisme efter Anden Verdenskrig, hvor Kroatien efterhånden eksporterede til vesten, og der kom en betydelig arbejdsmigration til især Tyskland. Industribasen blev stort set ødelagt under krigen 1991-1995, og hvad der ikke blev smadret, blev bortødet under privatiseringsprocessen. Af de fire lande har Kroatien den langsomste vækst, lave lønninger, og dets eksport består tilsvarende mest i produktionslinjer med ringe værditilvækst. Til gengæld udgør den succesrige turisme 20 % af økonomien. Næsten hele banksektoren er nu udenlandsk ejet. Lokale investeringer er helt overvejende kommet byggeriet til gode.
Rumænien og Bulgarien har ikke fulgt samme model som de to ex-jugoslaviske lande. Det Osmanniske Rige holdt sig indtil 1881 i Rumænien og 1905 i Bulgarien, der var et underudviklet landbrugsland indtil efter Anden Verdenskrig. Men så tog industrialiseringen fart, og i slutningen af 1980’erne stammede 75 % af BNP fra industrien. Landet eksporterede maskineri og elektronik, mest til Sovjetunionen. Bulgarien har ikke tiltrukket store mængder udenlandske industriinvesteringer efter murens fald.
I tilgift havde det alvorlige problemer med de offentlige finanser, gæld og bankkrak i 1990’erne. Hvilket førte til IMF-støtte med krav om radikale reformer. Efter restrukturering er den offentlige gæld nu relativt lavere i Bulgarien end i de andre SEE-lande. Til gengæld nåede den private gæld op på 140 % af BNP omkring finanskrisen og er kun faldet lidt siden. Efter år 2000 og EU-medlemskabet begyndte udenlandske investeringer at flyde ind i ejendomssektoren (Sunny Beach …).
Under sovjettiden industrialiserede også Rumænien dramatisk med tungindustri og metallurgi. Efter kollapset i 1989 led det til gengæld af afindustrialisering, især i Donau-regionen. I 1999 købte Renault bilfabrikanten Dacia. En anden bilproducent, Craiova, blev solgt til Daewoo. Det har siden haft en turbulent skæbne og er nu i hænderne på Ford. Selvom nogle udenlandske firmaer har lukket deres fabrikker (Nokia), har Rumænien bevaret en vis fordel i fremstillingsindustrier gennem bilindustrien, der i de senere år står for omkring 25 % af landets eksport.
Efter EU-medlemskabet faldt befolkningstallet direkte i Bulgarien og Rumænien på grund af kraftig udvandring; og efter finanskrisen blev landenes økonomier mere servicebetonede. Rumænien holdt en lav gæld, men fik alligevel valutakriser.
Bulgarien og Rumænien udviser til stadighed høj indkomstulighed med lave basislønninger. Arbejdsløsheden i SEE, ikke mindst ungdomsarbejdsløsheden, er høj, værst i Kroatien. Med hensyn til risiko for fattigdom er situationen sværest i Rumænien og Bulgarien, i Rumænien endog for dem, der er i arbejde.
Fagforeningsdækningen er faldet i løbet af de 30 år siden 1990 fra 69-90 % til 26 % i Kroatien, 20 % i Rumænien og Slovenien og 13 % i Bulgarien. I Slovenien blev arbejderindflydelse på virksomhederne bibeholdt i princippet, men blev langsomt mere irrelevant, selvom fagforeningerne stadig spiller en politisk rolle. I Kroatien har fagforeninger i den offentlige sektor en vis betydning. I Rumænien var fagforeningerne en faktor indtil 2010, hvor arbejdsmarkedslove uden videre debat blev ændret af den højreorienterede regering. Overenskomstdækningen faldt fra 100 % til 35 %. En stor del af det ydede arbejde er i øvrigt uformelt (28 %). I Bulgarien har ansatte i den offentlige sektor haft nogen succes med at vinde højere minimumsløn, men ellers er situationen for arbejderklassen elendig.
Både indkomst- og selskabsskatter er ekstremt lave i disse lande. Hvad værre er, der er tale om en ’flad’ skat, hvad der tynger uforholdsmæssigt hårdt på lavindkomstgrupperne. Det favorable skatteregime for de rige førte på et tidspunkt til politisk uro i Slovenien.
DEL 2: EN PROGRESSIV EU-INDUSTRIPOLITIK FOR ET EUROPA SPLITTET I CENTER OG PERIFERI
Venstrefløjen må definere en ny EU-politik, hvis den fortsat vil være relevant. EU’s genopretningspakke skulle hjælpe til at gennemføre den grønne og digitale omstilling og afbøde problemer i velfærdssektorerne. Denne del analyserer dels gennemførelsen af pakken i de enkelte lande, dels diskuterer den mulighederne i forbindelse med EU’s nylige åbning mod en fælles industripolitik.
Den politiske dagsorden for venstrefløjen i EU
Nu har selv Enhedslisten opgivet at tale om udmeldelse af EU som et mål i sig selv. SF er ganske EU-positive, mens de ikke-parlamentariske venstrefløjsbevægelser fastholder modstanden. Men uanset visse nuancer er der i den brede venstrefløj en indædt modvilje mod alt, hvad der kommer fra EU samt en mistanke om, at hvis endelig noget skulle lyde godt, er det blot et dække over et hemmeligt angreb på arbejderklasse, velfærdsstat, miljø eller klima.
Hvis man spørger, går venstrefløjen da bestemt ind for solidaritet med arbejdere og venstrebevægelser i andre EU-lande, og mener at der skal arbejdes på tværs af landene. Underforstået, at det skal foregå uden om EU’s institutioner. Det munder derfor ikke ud i en formulering af krav til EU-politikken, endsige i at den burde gå i en mere progressiv retning.
I modsætning til den danske venstrefløjs lidt arrogante ligegladhed, der uafvidende – ja, man fristes til at sige privilegieblindt – afspejler landets relative rigdom i forhold til andre EU-lande, håber ikke mindst progressive bevægelser i udkantslandene på assistance fra deres EU-fæller, også med hensyn til centrale EU-politiske spørgsmål. Klassekampen foregår også i EU!
I forlængelse af studiet om de ’100 afskygninger af EU’ kan man sige, at den overordnede ambition for en ny politik er intet mindre end at definere ”mulige antydninger for en alternativ genopbygning af EU og rekonfiguration af EU’s magtrelationer”.
Uddybning af relationerne centrum – periferi
Fælles for de 17 lande er, at de blev medlemmer af EF/EU, mens de var i en svækket position. Som vi så ovenfor, havde de alle sammen en geografisk-historisk ’sti’, som de ikke helt kunne smide af sig. Sydeuropa blev optaget efter en begyndende afindustrialisering. Central- og Østeuropa blev medlemmer i kølvandet på Sovjetunionens og Jugoslaviens opløsning, og Cypern kom ind, selvom det til stadighed kæmper med delingen græsk-tyrkisk. Samtidig var verden i gang med at blive mere åben for investeringer, frihandel og ikke mindst finansiel liberalisering.
I årene op til finanskrisen gik det bedre i de perifere lande, især formindskedes uligheden mellem kernelandene og CEE – mens uligheden inden for landene steg. Senere er nogle svagt på vej til at nærme sig EU’s gennemsnitsindkomst, dvs. de har haft højere vækstrater end kernelandene. Det drejer sig om Polen, Tjekkiet, Ungarn, Malta (der generelt har klaret sig ret godt), de baltiske lande, Slovenien, Rumænien (fra mindre end 30 % af per capita indkomsten i 2000 til 60 % i 2019), Bulgarien og Kroatien. Cypern og Grækenland har fjernet sig fra gennemsnittet i nedadgående retning, mens Slovakiet i de seneste år er gået tilbage efter først at være gået frem. Italien er gået fra 120 % til nu under 100 % af gennemsnittet, hvorimod Spanien (lidt over 90 %) og Portugal (nu 80 %) alt i alt er på samme niveau eller er gået svagt tilbage. Det er karakteristisk for periferien, at industrien ikke har udviklet stærke værdikæder og industrier, der fodrer hinanden på nationalt eller regionalt plan. I stedet servicerer de centrum. Privatiseringerne fremskyndede disse udviklinger. I en række af landene er landbruget gået tilbage.
Som bekendt opretholder kernelandet Tyskland også lave lønninger efter de såkaldte Hartz-reformer indført i perioden 2003 – 2005. Kansler Scholz kæmper nu for en generel mindsteløn på 12 euro i timen (knap 90 kr., eller omkring 13.230 kr. om måneden på en gennemsnitlig 35 timers arbejdsuge). I modsætning til gængs opfattelse er det ikke de lave lønninger, der har gjort Tyskland så succesrigt, men derimod dets dominans i maskinindustrien (højteknologi og højkvalitet) og dets adgang til markeder med høj vækst. Til gengæld betød de lave lønninger, at Tyskland ikke ’innoverede’ så meget i andre sektorer end industrien, og landets historiske skræk for gæld har desuden gjort, at det er faldet bagud med hensyn til offentlige investeringer i infrastruktur. Den tyske tilbageholdende lønpolitik er til gengæld blevet brugt til at presse lønningerne i periferien.
Der er ingen tvivl om, at dansk industri og landbrug har nydt godt af mulighederne i de nye lande. En række virksomheder har åbnet fabrikker i Øst- og Sydeuropa. Det gælder Ecco, der ikke bare producerer i Slovakiet men også i Portugal. Lego, kunne Berlingske rapportere i 2015, havde på det tidspunkt modtaget alt i alt 200 millioner kr. i skatterabat og statsstøtte fra den tjekkiske og i mindre grad ungarske stat. Og det på et tidspunkt, hvor 380 medarbejdere blev afskediget i Billund. Danske landmænd har været gode til at udnytte mulighederne for køb af billig jord i Rumænien, Polen og Slovakiet (264 bedrifter i 2020).
Genopretningspakken og kimen til en ny industripolitik
Under corona-krisen vedtog EU at yde en Recovery and Resilience Facility (genopretningspakke på dansk) til sine medlemslande. Den løber fra 2021 til 2026. Pengene kommer via fælles obligationsudstedelse, Next Generation EU Fund. Af de oprindelige 724 milliarder euro skulle 386 milliarder gives som lån, 338 milliarder som gave. Alle landene skulle have del i pengene, således også kernelande som Danmark. Kort tid inden var statsstøttereglerne og Stabilitets- og Vækstpagtens strenge krav om gæld og budgetunderskud midlertidigt lempet. Inspireret af EU’s Green Deal skulle pengene for mindst 37 % vedkommende bruges på klima og miljø og 20 % til digitalisering. Social inklusion, dvs. forbedrede velfærdsydelser, var også en af de søjler, som pengene skulle gå til. Et studie af transform!europe (https://www.transform-network.net/publications/issue/the-eu-recovery-and-resilience-programmes-after-covid-19/ – jeg har skrevet den danske del) viser desværre, at pengene i høj grad går til støtte til virksomheder, der ikke har behov for det.
Italien har således fået bevilget 191,5 milliarder euro, dvs. 1.429 milliarder kr.!!! Ikke desto mindre er der ikke noget tegn på, at pengene vil blive anvendt på udvikling af ny teknologi. I stedet vil firmaerne bare købe sig til den.
Den danske plan så fin nok ud og blev godkendt af EU-Kommissionen uden problemer. Midlerne på 11,6 milliarder kr. (knap 1,6 milliarder euro – udelukkende gavebistand) er gået sømløst ind i den førte politik, og knap et menneske har hørt om genopretningspakkens skæbne i Danmark. Ikke mindre end 4 milliarder kr. skal sættes ind på forbedrede afskrivningsregler for grønne investeringer, og udfasningen af olie- og gasfyr skal tilgodeses med 643 millioner kr. Er det sket, eller er det bare en refinansiering af noget allerede vedtaget?
Det samme mønster gælder i Tyskland og Østrig. En anden konstatering er, at især de perifere lande mangler kapacitet til relevant planlægning. I Grækenland skal de fleste midler stort set styres af storbankerne, og det er just ikke til små virksomheders fordel. Kun 600 millioner euro ud af de 31 milliarder euro går til den trængende sundhedssektor.
Tjekkiet har fået 7 milliarder euro i gavebistand. Lige inden pakken blev godkendt, skar det ned på skatterne, så der ville komme hul i budgettet. Der er dog nogle gode tiltag i planen inden for digitalisering, men en kritik er også her, at regeringen ikke har nogen overordnet strategi for den grønne transition og digitaliseringen. Ligeledes fortsætter lavtlønspolitikken.
De særlige problemer med Polen og Ungarn med hensyn til retssikkerhed gør, at midlerne ikke bliver udbetalt, før der er forbedringer i retssystemet. Ungarns program blev først godkendt i december 2022.
Portugals plan indeholder elementerne af en bevidst genindustrialiseringsstrategi, såsom brintproduktion fra solenergi og en mere økologisk tilgang til tekstil- og skoindustrien. En national udviklingsbank skal spille en stor rolle i disse udviklinger. Derudover skal sundheds-infrastrukturen forbedres. Derudover sigter den efter, at landet skal nå op på en mindsteløn på 750 euro om måneden (5.600 kr.) i 2023. Dette ikke særlig ambitiøse mål er faktisk nået.
Helt overvejende er projekterne nationale, ikke grænseoverskridende, så de hjælper på ingen måde med at udligne forskelle center – periferi. Mange lande får store summer, der skulle kunne mærkes på økonomien, men ingen af dem udviser den ringeste fantasi til at investere kreativt i noget, der batter. Det var et krav, at der skulle være konsultation med civilsamfundsorganisationer, men det har der ikke været meget af. Efter sigende er Spanien god til at fremlægge planens tiltag offentligt, men Spanien er desværre ikke med i studiet. EU som sådan er absolut ikke skrap til at følge op på implementeringen. Et par rapporter fra Kommissionen er det blevet til, men de udmærker sig ved at være mere opsummerende end kritisk-analytiske.
Groft sagt vil støtten til den grønne omstilling under genopretningspakken virke som et hjælpeprogram til centerlandene. Danmark kan gnide sig i hænderne. Vestas og Ørsted skal nok klare sig og eksportere endnu mere til vel især de sydlige lande, hvor de er godt placeret.
Kernelandenes ønske om en EU-industripolitik
Den ekstraordinære støtte under pandemien har så småt banet vejen for en fælles europæisk industripolitik, hvor sluserne åbnes for statsstøtte. Frankrig og Tyskland underskrev imidlertid allerede i 2019 intet mindre end et manifest om en ny EU industripolitik. Den har ligget på is lige siden, men er nu genoplivet. Det går udelukkende ud på højteknologi og – udtrykt i kodesprog – støtte til industrisammenlægninger inden for de områder, hvor Europa skal konkurrere internationalt. Og det lige præcis på de områder, hvor franske og tyske virksomheder ligger i spidsen inden for EU.
Udenrigsminister Lars Løkke har udtrykt forsigtig dansk tilslutning til ideen i lyset af genopretningspakken og Ukraine-krigen, men også som svar på USA’s Inflation Reduction Act, der betinger støtte til grønne investeringer af, at de har et mindstemål af amerikansk-producerede komponenter.
Efter corona-krisen og nu Ukraine-krigen er EU altså med på at sætte industrien i fokus. Ingen tvivl om, at de store kernelandes multinationale korporationer vil investere mere i Øst- og måske Sydeuropa på grund af den mindre tiltrækningskraft fra Kina (af sikkerhedspolitiske grunde) og andre sydøstasiatiske lande (transportproblemer) og nedlukningen i Rusland.
Tyskland vedtog en ’afværgeskærm’ på 200 milliarder euro i september 2022 til at hjælpe ikke mindst tyske virksomheder og husholdninger med at holde energien flydende og priserne overkommelige.
Det ser ud til, at det bliver fra oven, at der gøres op med det neoliberale paradigme om ikke at yde statsstøtte, så de store kan få – ligesom Lego og den tjekkiske stat allerede længe har kendt det trick. Men debatten skal vendes på hovedet: Hvis statsstøtte ikke længere er tys-tys, hvem skal så støttes?
Det er i hvert fald nødvendigt at formulere et venstreorienteret svar på disse politikker og programmer for til en afveksling at være på forkant med hvad der kommer fra Bruxelles.
En venstreorienteret EU-industripolitik
Selvfølgelig er der forskel på sorte og grønne industrier, og i og med at vi ikke slipper af med kapitalismen lige nu og her, er de højteknologiske grønne industrier nødvendige. De kan tilbyde gode job til en fair løn. De skal imidlertid ikke kunne blive ved med at snyde på vægten ved hjælp af outsourcing. Også i de perifere lande skal de betale ordentlige lønninger. Ikke kun de månedlige 7.000 kr., som Lego ifølge Berlingske betalte i Tjekkiet i 2015, hvor gennemsnitslønningerne nu er omkring 11.000 kr. om måneden.
Vi kommer ikke uden om spørgsmålet om Stabilitets- og Vækstpagten, hvor de fleste er enige om, at de strikse kriterier med hensyn til offentlig gæld og gældsættelse skal ændres permanent. Dvs. Danmark er jo med i Sparebanden, der ikke vil ændre på den stramme finanspolitik. Holland er ellers på vej væk. Så er der Østrig og Sverige plus os tilbage. I betragtning af at det er os, der sidder på flæsket, er det endnu mere usmageligt.
I Holland arbejder en organisation, Sustainable Finance Lab, faktisk på at definere nye kriterier for en Bæredygtig Finanspagt, der kan tjene som pejlemærke for en (moderat) venstreorienteret politik.
Corona-krisen viste nødvendigheden af at producere værnemidler og andre nødvendigheder lokalt. Ukraine-krigen peger i samme retning for energiforsyningen samt på, at strategisk infrastruktur skal beskyttes – og udbygges kraftigt. Transmissionsnetværket, der i øvrigt har mange flaskehalse i de perifere lande og i Tyskland, bør rettelig lægges i underjordiske kabler, hvilket er dyrere end de gængse højspændingsledninger. For ikke at tale om nødvendigheden af at opgradere det elendige europæiske jernbanenet.
Det var i princippet en sund idé at satse på digitalisering som en del af genopretningspakken. Ikke mindst inden for den offentlige sektor, som en del lande har svigtet – overraskende nok også Tyskland. Men bliver det kun til overfladiske ekstraprogrammer, hjælper det ikke. Nogle har brugt pengene på fibernet, hvilket kan være fornuftigt nok, hvis de forbliver i offentlige eller strengt kontrollerede private hænder.
I en ny politik ligger, at mindre og flere lokale enheder skal fremmes. Storskala projekter er ikke bare kapitalintensive, men følsomme over for krig og uro. Vigtigst er måske, at både center og periferi-landene er blevet ramt hårdt økonomisk af den nye krig. Afhængigheden af russisk gas var ikke kun tysk. Energisituationen i mange af de østeuropæiske lande er nu katastrofal.
Nogle problemer berører både periferi og kernelandet Tyskland, såsom nedlæggelsen af kulminer. Til det formål har Tyskland, Polen og Tjekkiet fået tildelt nogle milliarder euroer hver under et EU-program, Just Transition Fund. Alt i alt drejer det sig om at nedlægge næsten 150.000 kulminejob i de tre lande, hvoraf de 100.000 i Polen. I øvrigt er en polsk mine, der forurenede grundvandet i Tjekkiet, dømt til lukning af EU-domstolen, og nogle af genopretningsmidlerne til Polen er sat til side til det formål. Problemet er lige nu, at ikke bare er der beskæftigelsesmæssige problemer, men i Polen og Tjekkiet er henholdsvis 70 % og 50 % af elektriciteten stadig kulbaseret. Og reaktionen i Tyskland har jo så været at udnytte brunkulsreserverne i Lützerath – til store protester, der dog ikke har rokket ved beslutningen. Også de problemer er grænseoverskridende.
Fire målsætninger for en anden industripolitik
Studiet om de ’100 afskygninger’ sætter fire målsætninger for en anden industripolitik: 1) Ekspansion af det indre marked, altså udviklingen af et større hjemmemarked, også i de perifere lande, 2) Afbalancering af produktionskapaciteten i EU i forhold til ressourcer og marked, 3) Industriel orientering mod sociale sektorer, undervisning, sundhed og pleje, og 4) Afkortning af værdikæderne. Vigtige komponenter i et sådant paradigmeskifte er mere og bedre overordnet fysisk og økonomisk planlægning, bevidst allokering af kapital til ønskede formål i modsætning til den nuværende gedulgte ’fremme’ af veldædige virksomheder, samt et tiltrængt opgør med eksportorientering som ledestjerne.
Rigtigt udført vil en sådan politik hjælpe arbejderklassen ved at tage udgangspunkt i lokale muligheder og skabe en sammenhængende økonomi. Dermed vil der være grobund for højere lønninger. Bedre levevilkår sikres endvidere gennem højnelse af niveauet i sundheds- og undervisningssystemet. Det kræver som minimum, at de perifere lande undlader at give skattelempelser eller anden støtte til udenlandske, inklusive kernelandenes, investeringer.
EU opfattes ofte som summen af enkeltreguleringer og direktiver, men EU er nu klart en storspiller i at sætte kursen for den europæiske økonomiske og ’postfossile’ udvikling. Det drejer sig om politikker på EU-plan, men de kræver enkeltlandenes tilslutning og aktive bidrag. I og med at en fælleseuropæisk industripolitik er undervejs, der risikerer blot at forstærke de eksisterende tendenser, er det her, der må sættes ind med alternative forslag. Samt for at kanalisere og mobilisere den voksende utilfredshed med stigende leveomkostninger, kraftigt faldende reallønninger, en overalt nødlidende sundhedssektor og den manglende social inklusion.
Det bliver en kamp til stregen for kernelandenes venstrefløj. Men først skal de, også den danske, indse, at det er nødvendigt at indarbejde periferiens problemer i dens politikker og strategier. Problemerne er nemlig fælles, og lave lønninger i perifere lande har indflydelse på lønforholdene også hos os gennem den betydelige kapitalmobilitet, der finder sted.