Småt besøgt men vellykket møde om venstrefløjens medier

Verden er så småt ved at vågne fra sin coronadøs, og aktiviteterne starter op igen forskellige steder. Institut for Marxistisk Analyse startede dette års efterårssæson ved at invitere ansvarshavende redaktør for dagbladet Arbejderen Anders Sørensen, ansvarshavende redaktør på netmediet Solidaritet.dk Morten Hammeken og initiativtager til podcastuniverset Radioaktiv Janus Rønbach til debat om medier og venstrefløj.

Trods et fremmøde der ikke fornægtede, at dette var det første møde i år, blev det et meget spændende møde. De tre diskutanter havde ikke alle mødt hinanden før og det var således første gang at de havde haft mulighed for at drøfte udfordringer, uenigheder og samarbejdsmuligheder ansigt til ansigt.

Blandt de fremmødte var der både konkrete spørgsmål til mediernes besøgstal og diskussion af de forskellige strategier for at komme ud med de respektive budskaber. Meget af diskussionen drejede sig om de udfordringer der ligger i at være afhængig af de sociale medier for at nå sin målgruppe. Særligt Solidaritet, der får omkring 85 % af sine læsere gennem de sociale medier, var udfordret af dette, mens arbejderen med 10.000 direkte besøgende til hjemmesiden om ugen havde et historisk mere stabilt grundlag.

For alle medierne var der dog udfordringer med at bryde ud til flere brugere, samt at få ressourcer til at drive kritisk journalistisk og kulturel formidling. Mødet var på den måde en første anstødssten til et mere udbygget samarbejde mellem deltagerne.

Janus Rønbach afsluttede mødet med at opsummere de forskellige samarbejdsideer der undervejs havde været oppe og vende i diskussionen. Her var der både en idé om en samlet app for de venstreorienterede medier, samarbejde om fondssøgninger, muligheden for at bruge hinandens billeder og deling af strategier for at bryde igennem de sociale mediers algoritmer, der måske, måske ikke nedprioriterer indhold hvis det har indeholdt kritik af Israel. Der var yderligere tale om en mulig fælles kronik og snak om i højere grad at bruge hinanden på kryds og tværs i forskellige indslag.

Institut for Marxistisk Analyse takker paneldeltagerne for at ville medvirke og takker dagbladet Arbejderen for lån af lokaler.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

WPMessenger