af Karen Helveg Petersen
En ’marxistisk vending’ er på dagsordenen, udtrykker Søren Mau i anledning af udgivelsen af hans meget omtalte bog ’Stum Tvang’. Derfor må vi tage hans krav om marxistisk fornyelse alvorligt og zoome skarpt ind på, om bogen lider af mangler og svagheder set fra ud fra samme ønske om at føre Marx op til nutiden.
Der er dog sket mere på den front siden halvfjerdserne, end Mau giver udtryk for. I forlængelse af, at Søren Mau noget overraskende mener, at Marx ikke var økonom, interesserer han sig ikke selv synderligt for det udfoldede pengebegreb og finans hos både Marx og i dagens verden. Han underkender samtidig arbejdsværditeorien som en levende drivkraft i kapitalismen, og kigger i stedet på markedet som undertrykkelsesmekanisme.
Kapitalen er en drift
Søren Maus bog om den stumme tvang er blevet særdeles godt modtaget, også langt ind i ikke-marxistiske kredse, selvom Weekendavisen naturligvis udsender negative vibes. I Politiken stiller Karsten R.S. Ifversen dog det spørgsmål, om ikke Mau finder beviser på kapitalens stumme tvang alle de steder, han har valgt at søge – og derfor ikke er åben for modargumenter. Information både bringer en rosende anmeldelse af Matthias Dressler-Bredsdorff og en kritik af økonomen Jeppe Druedahl.
Fra ’venstreorienteret’ hold er anprisningen stor, både fra dem der ikke er vokset op med en marxistisk grundforståelse og nogle af dem, der er. De ser Mau – ligesom han selv gør – som én, der genintroducerer eller ligefrem fornyer Marx. Det sker især med afsæt i tressernes /halvfjerdsernes marxistiske værker og forståelse – ud over gamle Karls egne. De teoretikere, der prøver at fortolke kapitalismens nyere omdrejninger og forvridninger inden for en marx’sk økonomisk ramme, overses. Når Mau henviser til nyere marxister, er det især til deres debatter om de grundlæggende begreber som værdi og marked. Til gengæld inddrages Michel Foucault, Giorgio Agamben, Michael Hardt og Toni Negri og andre magtteoretikere, som svinger mellem biopolitik og udvalgte forestillinger om verdens undertrykkelsesmekanismer.
Det er her, jeg vil gribe an. Der er mange fortjenester i Maus bog – også nye indsigter – men der er også meget, der kan undre netop i forhold til Marx’ begrebsverden. Blandt fortjenesterne hører, at han skriver godt og levende, selv når han forklarer vanskeligt stof.
Søren Mau kommer fra filosofien. Titlen lyder besnærende, Stum tvang: En marxistisk undersøgelse af kapitalismens økonomiske magt. Men selvom han vil undersøge kapitalismens økonomiske magt, er der forbløffende lidt økonomi i det. Når man kommer til kapitel 10 i bogen, stiller spørgsmålet sig: Er pointen blot, at der er tale om stum tvang? Det ender statisk med, at vi lever under en kapitalisme, der udøver en usynlig dominans over os. For mange er den nu både synlig og ikke mindst larmende. De sidste fire kapitler vil fremstille kapitalens dynamik gennem bevægelser – ikke i betydningen politiske eller oprørs-bevægelser, men historisk-materielle ændringer (landbrug og logistik) ud over kriser. Men uden at knytte forbindelse til den udvikling i begrebsapparatet, som Marx – og nutidige politiske økonomer – beskæftiger sig med.
Først og fremmest er det et spørgsmål, om terminologien i grunden griber dét, som ’kapitalen’ – den for Mau stumme tvangsudøver – gør? Kapitalen er jo, par excellence, en bevægelse, en drift. Hele tiden vil den mere, den møver sig igennem materien, omformer den til råstoffer, maskiner, underlægger sig menneskelig arbejdskraft og yngel- og ældrepleje (dog ikke på samme måde) – blot for at levere mere værdi til sig selv, næsten hen over hovedet på de menneskelige kapitalister, der dog er så heldige at blive rige i processen. Kapitalen er massivt til stede, selvom udbytning på arbejdspladsen for mange ser mindre grel ud end tidligere, i hvert fald i det globale nord, hvor almindelig tale helt har afskaffet den. Det er jo en stum tvang, kunne Mau så sige: Tænk på al den stress, der er. Eller prekarisering af arbejdsmarkedet. Men den er også en aktiv forandringsagent, for nu at bruge en anden term.
Marx sat i sammenhæng
Men hvad har ændret sig, og hvad er som det hele tiden har været under kapitalens herredømme? Driften efter merværdi er den samme, neutraliseret til profit, overskud over betalte omkostninger og udgifter. Profitten kan alle se – den udregnes i regnskaber – i modsætning til merværdien. Også penge er det samme, udviklet til finans. Det hører vi ikke meget om hos Mau. På side 269 taler han noget overraskende om penge som en teknologi, men ellers bringer han som enhver god Marx-skribent en fremstilling af 1. bog af Kapitalens udvikling af penge som den almene ækvivalent, både værdimateriale og målestok. Hos Søren Mau bliver en bestemt vare til vareværdiernes selvstændige og uafhængige form og dermed penge (s. 185), værdiformen. Dermed slutter det, og Mau er ikke meget for kvantiteter.
Han lægger sig dermed tæt op ad den kendte tyske marxist og Kapital-fortolker Michael Heinrich, der skriver bogens rosende forord, og som spiller en stor rolle i Maus teoriudvikling. Heinrich og en del andre tyske forskere beskæftiger sig med forskellige udtryk for ’anonymt herredømme’ eller magt. Inden for marxistisk teori er Heinrich netop kendt for at stoppe ved ’værdiformen’. Når den er etableret, behøver man ikke rigtigt tage resten af Marx’ økonomi alvorligt. Ellers risikerer man at ende i ’økonomisme’ (altså en reduktion af alt til flade økonomiske kategorier) eller historisk materialisme, der også kan være meget rigid. Heinrich drager tilmed i felten for at vise, at profitratens fald ikke er en logisk nødvendig del af Marx’ værk.
Det er dog svært at forestille sig, at Marx skrev dét, der blev til Kapitalens 2. og 3. bog uden at have til hensigt, at hans udviklinger af den reelle økonomis forandringer og dertil svarende dialektiske begrebsudvikling skulle ses som essentielle dele af hans teoriudvikling. Udarbejdelsen af disse værker tilfaldt Engels efter Marx’ død, og er blevet kritiseret – også af Mau, der bestemt har sat sig ind i et omfattende Marx-katalog. For mit eget vedkommende er pointen dog ikke kun, nøjagtig hvad Marx har sagt i alle sine omfattende skriverier, men hvad der kan trækkes ud af mening – så tekstnært som muligt naturligvis, men heller ikke sådan, at alt kan tages for gode varer. F.eks. er Marx kendt for sarkasme og mente derfor ikke nødvendigvis bogstaveligt, hvad han skrev. Dertil refererede han tit andres argumenter som led i en tekstanalyse, før han konkluderede noget helt andet.
Således kan Kapitalens 3. bog, del V, være svær at forstå. Den er redigeret af Engels, men fremstår mest i noteform. Hvis man ikke ved noget om, hvordan pengevæsenet i øvrigt har udviklet sig, kan den være noget vanskelig. Men hvis man gør sig klart, at disse manuskripter er skrevet i et vigtigt skæringspunkt i engelsk pengehistorie, nemlig efter at Bank of England havde fået sit Charter i 1844, og der efterfølgende havde været en række kredit- og pengekriser (i 1847, 1857 og igen i 1866) – hvor grundmodsætningerne ved problemerne med guldfoden i forhold til en heftig kreditekspansion brød ud i lys lue – bliver det klarere. Hvis man læser datidens skribenter, der ofte kom fra vekselérfirmaer, og hvis man gennemgår den senere historie, hvor penge og kredit krydser rundt mellem banker, alle former for kreditinstitutioner (skyggebanker) og centralbanker, giver dét Marx skriver (i Engels’ fortolkning) så udmærket mening. På nogle punkter var han endog profetisk. Maus ærinde er dog et andet, nemlig at slå kapitalens magt, klasseherredømmet og værdiens universalitet fast.
Fetich-relationer
I kapitlet om værdiens universelle magt bestemmes det vigtige begreb fetichisme som generaliserede virkelige fordrejninger, der bliver fordrejet endnu engang i den ’ideologiske’ perception. Det er stort set glimrende. Den ’virkelige’ fordrejning består i, at relationer mellem mennesker opfattes som relationer mellem ting (tænk penge), den ’ideologiske’ at sociale relationer opfattes som kategorier i den samfundsgestaltende tingslighed.
Som jeg ser det, består fetichisme blandt andet i en fortolkning af virkeligheden, hvor relationer bliver til data, der så kan regnes videre på. I dagens verden svarer det til, at man accepterer, at nationalproduktet er en samling ting til faste priser, der skjuler værdien. Både det kapitalistiske system og den økonomiske politik sigter på at få dette produkt til at vokse. Dybest set ved vi imidlertid om økonomernes forudsigelser, at de jævnt hen er forkerte, netop fordi deres begrebsapparat og tilhørende ’data’ ikke griber den modsætningsfyldte virkelighed.
Til gengæld definerer Mau pudsigt nok ikke, hvad han mener med dialektik. Begrebet bruges, som om alle læsere ved, hvad det er. F.eks. skriver han på s. 179, ”…ved på dialektisk vis at udlede dem fra hinanden”. At udlede fra hinanden er vel kernen i dialektik, som netop ligger i fænomenernes spændingsfelter, der giver anledning til et nyt udkomme, en bevægelse imellem ’feticherede’ relationer? Udsagnet om ’på dialektisk vis’ antyder, at man både kan udlede fra hinanden og så gøre det på dialektisk vis. Det vigtige, der ikke bliver sagt er, at dialektik ikke er en metode, men en forståelse af, at begreber og fænomener ændrer sig med og mod hinanden. Kun en konkret analyse kan afsløre hvordan.
Værdiskabelse
Hvordan fremkommer (mer)værdien? ”Hvad som helst, der er i stand til at antage vareform – hvad enten det er frakker, fantasier, mennesker, løfter, jord eller evner – kan integreres i denne bevægelse og dermed fungere som den ’processerende’ værdis ’krop’, altså som den materielle bærer af værdiforøgningen.” (s. 49). Her henvises til manuskripterne til 2. bog af Kapitalen, der er optaget i de nye fuldstændige Marx-udgivelser (MEGA). Uden at have adgang til at tjekke referencen og dermed uden at vide, om anførselstegnene omkring processerende og krop stammer fra Marx eller Mau, vil jeg dog sige, at det der skrives her, det mente Marx ikke. Det har været en løs bemærkning. Hvis Marx mente, bogstaveligt, at fantasier og evner og løfter kan fungere som den processerende værdis krop, så har han udslettet resten af sin teori. Merværdien produceres, ligesom værdien af arbejdskraften, specifikt af det abstrakte, samfundsmæssigt nødvendige arbejde og lægges i varer, der kan indgå i den videre kapitaløgningsproces. En masse arbejde, der udføres for at formidle varerne, er ikke uvæsentligt, men heller ikke bærer af værdi, da slet ikke den værdi, der bliver til ’mere’. Det er svært at forestille sig, hvor meget samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der indgår i produktionen af fantasier og løfter. Mau går da også senere i bogen tilbage til den klassiske forståelse.
Citatet afslører noget grundlæggende om Maus tilgang. Dels at han higer og søger i alverdens Marx-manuskripter, og ikke mindst bruger nogle af de tidlige, og uddrager nogle af de mere løst formulerede som teoretisk gyldige udsagn. Således også når det drejer sig om gæld. ”Merarbejde kan således i en vis forstand anskues som den rente, arbejderen betaler for at leve.” (s. 138). Fulgt op af et Marx-citat om, at lønarbejderen kun har tilladelse til at arbejde for sit eget liv, for så vidt han et vist stykke tid arbejder gratis for kapitalisten. Det opfatter Mau som en slags transcendental gæld, der er grundlaget for den rentebærende kapital (s. 138). I konklusionen gentages pointen om arbejdernes forgældethed, her dog som basis for merværdien (s. 303). Ved nærmere granskning af referencerne viser ’indsigten’ sig at stamme fra sociologen Maurizio Lazzarato, der nærmest gør gæld til den mest centrale kategori i den politiske og økonomiske sfære.
Marx udvikler i Kapitalens 3. bog den rentebærende pengekapital som stammende fra merværdi omsat til penge, som ikke direkte bruges til at forny eller ekspandere produktionen, og som derfor kan lånes ud til andre kapitalister, der kan betale rente af lånet ud af den realiserede merværdi, når deres nyproducerede varer sælges. Den ene har for meget pengekapital liggende, den anden for lidt, og derfor kan den ene låne til den anden. Det er den kapitalistiske grundidé hos Marx. Bortset fra at der også havde udviklet sig et handelsbaseret kreditsystem – samt åger – i århundreder før den egentlige kapitalisme.
Men arbejderne skylder ikke kapitalisterne (penge)rente, medmindre de har lånt penge af dem. I øvrigt gør Marx i slutningen af kapitel 6 af Kapitalens bog 1 om køb og salg af arbejdskraft opmærksom på, at systemet i udgangspunktet fungerer omvendt: Kapitalisterne betalte faktisk først, efter at arbejderne havde knoklet et vist stykke tid (brugen af ordet betaling indikerer hos både Marx og i daglig tale en tidsmæssig adskillelse mellem A’s køb af en vare fra B og den modsatrettede bevægelse af penge fra A til B). Mere alvorligt tromles en hel historie flad ved at slette forskellen mellem den kreditforenings- og kreditkortplagede arbejder på den ene side, og på den anden den nøgne ’frie’ arbejder, der for første gang blev tvunget ind i fabrikkernes helvede. Begge dele hviler på gæld.
Maus økonomiske forståelse
Hvor mange gange har man ikke hørt eller læst Marx’ teori om forholdet mellem arbejder og kapitalist som et markedsforhold på den ene side, en form for lige mod lige, der blot er skalkeskjul for et udbytningsforhold i produktionsprocessen på den anden side? Også hos Søren Mau hører forholdet mellem arbejder og kapitalist hjemme på kapitalens generelle plan. Men her mener Mau, at man ikke kan nøjes med at skildre vertikal dominans arbejder-kapitalist, for de horisontale relationer i konkurrencen mellem kapitalister og mellem arbejdere hører med. Det annonceres som noget epokegørende, men enhver seriøs politisk økonom af marxistisk observans skriver netop om, hvordan værdien realiseres på markedet gennem en pris, der i sidste ende er en empirisk størrelse, og som kan afvige betragteligt fra værdien.
En forskel mellem min tilgang i Rentekapitalismen – økonomisk teori og global virkelighed fra 2017 og Mau ligger her. Mau går udelukkende efter begrebsafklaring, og diskuterer i kapital 8 værdi og klasse som hinanden gensidigt betingende, men dog med udbytningens primat. Dernæst forklarer Mau i kapitel 9, at vi nu er kommet til konkurrencen. ”Med denne indsigt kan vi gå tilbage til de horisontale forhold og begrebsliggøre dem på ny, som konkurrence mellem kapitalistiske firmaer, såvel som mellem proletarer, der sælger deres arbejdskraft.”.
I stedet for at gå frem, går han altså tilbage og udtrykker ligefrem, at værditeoriens idé ikke er at forklare priserne (s. 181) – en noget mærkværdig påstand i og med at en stor del af Kapitalens 3. bog består i at argumentere for netop forholdet mellem værdi og pris.
Hos Mau befinder vi os altså stadig i det rent begrebslige. Imidlertid hører konkurrence og marked ikke bare som grundbegreber med til kapitalens væsen, men er også reelle motorer for forandringer. Mellem kapitalister er der heller ikke bare konkurrence, men også samarbejde. For markedet er både der, hvor værdien realiseres, hvor der er samspil, og der hvor enkeltkapitalerne kæmper mod hinanden.
Helt central hos Marx er tretrinsraketten værdi – produktionspris – markedspris. Varernes værdi indeholder også den overførte værdi af kapitalapparat og råstoffer plus nyværdien skabt af det sidst tilførte arbejde i produktionsprocessen. Hvordan værdi og produktionspris forholder sig til hinanden omtales i litteraturen som transformationsproblemet. Produktionsprisen bestemmes som omkostninger til konstant kapital og arbejdskraft, hvortil lægges profit. Produktionsprisen afviger for det meste fra vareværdien, for gennem markedets gnidninger dannes en ’normal’ profitrate, som den gennemsnitlige kapitalist vil stille sig tilfreds med. På den måde kan produktionsprisen være højere end værdien af højteknologiske varer, fordi der er relativt mindre nyt arbejde lagt i sådanne produkter i forhold til værdien af maskiner, bygninger og ikke mindst råstoffer, dødt arbejde. Varer bliver over tid billigere, fordi bygninger og maskiner på grund af deres lange levetid kun overfører en lille del af deres oprindelige værdi til de nyproducerede varer. Men på den anden side måler kapitalisten sin profitrate i forhold til hele kapitalapparatets værdi. Tidsdimensionen er vigtig.
Næste trin er, at værdierne/produktionspriserne kommer til udtryk som markedspriser, de priser, der rent faktisk hentes ind ved salg, og som påvirkes af udbud og efterspørgsel og endog penge- og kreditmæssige forhold, der formidler mellem forskellige sfærer og generelle økonomiske opture og nedture. Det kan også ske, at værdierne – som udtrykt i fordrejet form gennem produktionspriserne – slet ikke realiseres.
Både Heinrich og en masse andre skribenter af marxistisk og ikke-marxistisk observans (som Druedahl) mener, at transformationsproblemet bringer Marx i uføre. For kapitalister må jo købe mellem sig selv til produktionspriser, derfor vil priserne over tid komme helt ud af ethvert forhold til værdierne. Det er ét karakteristisk argument. Ikke bare venskaber, men også mange grå hjerneceller er blevet ødelagt i tolkningsprocessen.
Man kan udmærket diskutere det tvivlsomme i begreberne – og ikke mindst, hvordan de skal forstås i dag. Hvad er de priser, vi ser, udtryk for? Der er flere og flere priser, der faktisk ikke har en underliggende ’værdi’ strengt taget, et Asger Jorn-maleri f.eks. Og man kan også stille spørgsmålet, om der faktisk dannes en gennemsnitlig profitrate som andet end et aritmetisk gennemsnit. Selvom Mau omtaler den gennemsnitlige profitrate (s. 213), diskuterer han den ikke videre.
Hvis man ikke forholder sig til de teoriudviklinger, overlader man pristeorien til mainstream-økonomer, der mener, at priserne udelukkende bestemmes på markedet gennem udbud og efterspørgsel baseret på matematisk konstruerbare ’præferencer’, og at der ikke er nogen objektiv værdi bag priserne, kun millionvis af subjektive ’likes’. Det ender i absurditeter, når det tænkes igennem til bunds.
Pengenes manglende rolle
Der er imidlertid et andet problem med priserne, og det er pengene. En vare er hos Marx mere eller mindre værd efter den arbejdstid, der er lagt i den, ikke på en nemt verificerbar måde, men dog som en implicit målestok, der lægges ind over varer i deres sammenligning – hos Marx i første omgang via guldet som vare. Både de relative priser og prisniveauet bestemmes på den måde. Prisniveauet gennem pengenes værdi, guldet eller dets repræsentanter, der over tid er blevet absorberet i et kompliceret statsværdipapirdækket pengesystem. Guldet består dog som et middel til at lagre ’værdi’.
Derfor kan man godt spørge, om guld ikke alligevel har en pengefunktion i dag. Det gør moderne mainstream- og semikritiske økonomer i hvert fald ikke. I stedet feticherer de mængden af ’fysiske’ penge som pengesedler og indeståender på bankkonti, der er tilgængelige via plastickort, hvor pengeenheden er en national eller regional valuta. De kalder nogle gange penge skabt digitalt i banker og centralbanker for ’elektroniske’ og mener, det er altafgørende, hvem der udsteder nye penge. Gode Penge koncentrerer sig om bankerne, moderne pengeteori om centralbanken.
’Penge’ er ikke identiske med deres fysiske eller immaterielle repræsentation. Penge er et højst realt forhold – vi afhænger af dem. De udøver en allestedsnærværende tvang i arbejdsmæssige og ofte personlige forhold. Det vedvarende ved penge gennem deres vekslende manifestationer er deres klassekarakter: Nogle har bare ikke adgang til særligt mange af dem. Man kunne faktisk tro, at de inkarnerede dét, som Mau forstår ved stum tvang.
At hitte ud af, hvad penge er i dag, er i høj grad noget, som moderne marxistiske økonomer beskæftiger sig med. Som så mange andre, for penge har en central plads i forståelsen af, hvor verden er på vej hen.
Var Marx ikke økonom?
Mau mener noget overraskende, at: ”Marx var ikke økonom, Kapitalen er ikke et stykke økonomisk teori, og værditeorien er ikke en raffineret udgave af den klassiske arbejdsværditeori, som man finder den hos Adam Smith og David Ricardo. Marx’ projekt er en kritik af hele den politiske økonomis felt, og teorien om værdi kan bedst betegnes som en kritisk analyse af sociale forhold i et samfund, hvor den sociale reproduktion er formidlet af markedet.”. At være politisk økonom var på det tidspunkt noget, man blev kaldt, når man udtalte sig om økonomiske emner. Der var ingen universitetsdisciplin i økonomi. Adam Smith var professor i moralfilosofi, Ricardo børsmægler og medlem af Underhuset i en periode. Så jeg ville uden at kny kalde Marx økonom. Det udelukker ikke, at han også var filosof, og især en knusende kritiker af samfundsopbygningen.
Vigtigst er dog, at han så sandelig beskæftigede sig med de samme ting som Adam Smith og David Ricardo i deres hovedværker. Faktisk gennemanalyserede han dem og ja, dialektisk hev han den rette sammenhæng ud af dem. Når Smith’s og Ricardos arbejdsværdilære kom i vanskeligheder, var det, fordi de ikke kunne skelne mellem værdien skabt gennem arbejde og værdien af den arbejdskraft, der skabte den. Det var den skarpe skelnen, Marx indførte gennem pinefuld tankevirksomhed og studier af forgængerne. Derudover rettede Marx op på Smith’s misforståelser om kapital-apparatets tidsdimension, som Rosa Luxemburg så glimrende analyserede i 3. kapitel af sit hovedværk, Kapitalens Akkumulation. Det var ikke forudsætningsløst arbejde.
Så værditeorien er blandt andet en raffineret udgave af den klassiske værditeori – i modsætning til hvad Mau skriver. Den er også mere end det, det er jeg enig i.
De sidste kapitler om bevægelserne
Der findes mange moderne marxistiske økonomer; her kan blandt andet nævnes London-økonomerne Ben Fine og Alfredo Saad-Filho samt amerikanere som Duncan Foley, Fred Moseley og Andrew Kliman, der seriøst prøver at tænke de videre økonomiske begreber igennem. Det er ikke, fordi de ikke citeres i bogen, men så især på de helt grundlæggende punkter, der har Maus interesse.
Det ville ikke gøre noget, hvis Mau ikke havde bevæget sig ind på nogle af deres territorier uden at gøre opmærksom på dem. Således i kapitlet om kapitalismens konfiguration af naturen, der især handler om det moderne landbrug. Ikke med ét ord får vi her noget om jordrenten, der er det prisme gennem hvilket Marx ser på udviklingen i landbruget. I stedet får vi lektioner i hybridfrø, og hvordan naturens mekanismer som sådan omformes. Der er lidt om Monsanto, der kan blive ved med at tjene penge på at sælge frø, der selvdestruerer efter én sæson. Naturligvis i profittens interesser – samt jordrentens eller overprofittens – men disse kapitalistiske formidlinger lades ude. Ikke mindst er det relevant at kombinere den agrokemiske og bioteknologiske industris indtrængen med ’jordtyveri’ i det globale syd. Men hos Mau forsvinder det specifikke ved kapitalens drift, og i stedet for har vi den i al almindelighed stumme tvang. Rosa Luxemburgs overvejelser om kapitalapparat og natur i ovennævnte værk ville det også være på sin plads at nævne.
I sidste kapitel om kriser kommer Mau ind på krisen i 1857, der begejstrede Marx og Engels så overmåde. Her undlader Mau at nævne, at den som andre kriser startede som en finanskrise. Mange englændere havde investeret i amerikanske jernbanepapirer, der viste sig værdiløse, da projekterne fejlede. Samtidig led England af guld-dræn på grund af handelsunderskud. Den var, som også senere kapitalistiske kriser, udtryk for modsætningen mellem et overophedet finansmarked, der lovede større afkast end den underlæggende økonomi (værdiskabelse) kunne honorere. Mau maler herimod med den brede pensel og omtaler kriser mere generelt som både resultat af konkurrencens stumme tvang og kilden til denne tvang.
Det univers, der opridses i bogen, er på den ene side en tyk bund af stum tvang, der tvinger folk ind i arbejdslivet og til at få en samfundseksistens, som er betinget af kapitalens herskerforhold. Andre udviklinger er ’empiriske’ og nok underlagt tvangen, men er ikke begrebsliggjort gennem de udviklinger, Marx selv forfulgte. Mau abstraherer bevidst fra alt, han ikke mener er logisk impliceret i magtformen (s. 305). Men er penge og finans, jordrente osv. ikke afledninger/udviklinger af kapitalismens måde at operere på, også selvom de blander sig med et stofligt og omformeligt underlag? Alle disse bevægelser har at gøre med ekspansion og overvindelse af de begrænsninger, kapitalen lægger for sig selv. Det er vel i øvrigt også det, Mau forstår ved ’subsumption’, underlæggelse, som han vier et helt kapitel på.
Kan kapitalen ødelægge sit eget grundlag gennem nye former, som vi ser gennem de tilsyneladende gratis fora på internettet, hvor indtægterne er ganske små per transaktion, men bliver massive gennem den totale penetrering af verden? På hvilken måde er kapitalen transnational i forhold til nationalstaten? Produktivkræfternes udvikling lægges der eksplicit afstand til som en motor for udviklingen, selvom netop kapitlet om logistikken beskæftiger sig med det.
Det paradoksale ved Maus bog om den stumme tvang er ikke, at den ikke følger begrebsliggørelsen af den specifikke kapitalistiske udvikling til dørs – men at den faktisk forsøger at lukke for det. De sidste tre kapitler er gennemgange af forskellige udviklinger, hvor der mangler en rød tråd. Søren Mau går i konklusionen i stedet direkte til kommunismen som modtiltag. Men hvordan skal den indføres i denne verden?